Årsopgørelsen indeholder oplysninger om blandt andet dine indtægter og udgifter for det år, der lige er gået. SKAT har modtaget oplysningerne fra fx arbejdsgivere, arbejdsløshedskasser, faglige foreninger, pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondshandlere. Har du selv indtastet oplysninger til årsopgørelsen 2008 via TastSelv Borger på www.skat.dk, vil disse oplysninger også fremgå af din årsopgørelse. Oplysninger, du har indtastet til brug for dit skattekort, vil derimod ikke fremgå.
På årsopgørelsen har vi kun medtaget de oplysninger, vi har modtaget fra tredje part eller fra dig. Oplysningerne fra dig kan fx være oplysninger om befordringsfradrag (kørsel til og fra arbejde på over 24 kilometer pr. dag), børnebidrag, udlejning af værelser, renter af pantebreve, der ikke er i depot og gevinst/tab på fx aktier, investeringsforeningsbeviser, obligationer og finansielle instrumenter.
Du skal kontrollere, at tallene er rigtige. Er tallene forkerte, eller er der oplysninger, der mangler, skal du oplyse de rigtige tal til SKAT senest 3. maj 2009. Se også afsnittet Kontroller tallene - og oplys, hvis der mangler noget.
Læs mere