Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1: Udgangspunktet er, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der forbruges i virksomheden.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk.1, nr. 2: Udgangspunktet er her, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der er medgået til fremstilling af varme, damp mv., der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeleverandør.

I F.6.2 er beskrevet nogle situationer, hvor energien ikke kan anses som forbrugt af virksomheden, hvorfor der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse.

I SKAT-meddelelsen SKM2006.211.SKAT præciseres, at energiafgiftslovene ikke hjemler adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme.

Landsskatteretten har den 18. oktober 2007, jf. SKM2007.895.LSR godkendt, at skattecentret har tilbagekaldt en tilladelse til aftalemæssig allokering af afregning af fjernvarme. Tilladelsen var givet i strid med hidtidige retningslinjer, der fremgik af vejledningen fra 1987 med titlen "Godtgørelse af energiafgifter for varmeleverancer". Afgørelsen var ugyldig og kunne derfor tilbagekaldes med fremtidig virkning.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 1. punktum, elafgiftslovens § 11, stk. 16, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 1. punktum: Godtgørelse af energiafgifter ydes som hovedregel i samme omfang, som virksomhederne har fradragsret for købsmomsen af energiprodukter og varme.

Rumvarme og varmt vand
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum: Med disse bestemmelser sker der en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse i forhold til ovennævnte, idet der ikke ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand.

Bestemmelserne indebærer som anført ovenfor bl.a., at virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., der leveres fra virksomheden.

Elafgiftslovens § 11, stk. 3: Denne bestemmelse indeholder tilsvarende som de øvrige energiafgiftslove en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt forbrug af elektricitet i el-radiatorer, strålevarmanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden.

Reglerne om rumvarme og varmt vand er nærmere beskrevet i F.6.3.

Procesenergi
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, elafgiftslovens § 11, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5: Med disse bestemmelser sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelser om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Reglerne om godtgørelse af energiafgifter er nærmere beskrevet i F.6.4 (procesenergi - Energiafgifter).

CO2-afgiftCO2-afgiftslovens § 9, stk. 1: I medfør af denne bestemmelse ydes der ikke godtgørelse af CO2-afgift.

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2: Med denne bestemmelse, ydes der delvis godtgørelse af CO2-afgiften for procesenergi, der anvendes til formål, som er omfattet bilaget/proceslisten til CO2-afgiftsloven (tung proces).

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9: Med denne bestemmelse ydes der delvis godtgørelse af CO2-afgift af el, der anvendes som vækstlys i væksthuse. I vejledningen omtales dette forbrug også som tung proces.

Reglerne om godtgørelse af CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.6.5 (procesenergi - CO2-afgift).

Bilag til elafgiftsloven
Elafgiftslovens § 11, stk. 2: I medfør af denne bestemmelse er der optrykt et bilag, der indeholder en liste over virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til godtgørelse af elafgift.

De nærmere regler i relation bilaget er beskrevet i F.6.6.

Eldistributionsbidrag
Elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 15: Af disse bestemmelser fremgår reglerne for godtgørelse af eldistributionsbidrag.

De nærmere regler om godtgørelse af eldistributionsbidrag er beskrevet i F.6.7.

Motorbrændstof
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum: Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der anvendes som motorbrændstof, jf. dog mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., dvs. ved aktiviteter indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

►Efter ordlyden af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 3. pkt., er der ikke hjemmel til at give godtgørelse af mineralolieafgift, når olien påfyldes en registreret lastbil, hvis motor driver en gyllepumpe påmonteret en anhænger til lastbilen, uanset at gyllepumpen anvendes til en godtgørelsesberettiget landbrugsaktivitet efter lovens § 11, stk. 3, 1.pkt. Se SKM2009.263.VLR. Se F.6.10.1.

Naturgas - afprøvning af motorer
Derudover er der en undtagelse i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for gas, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvningen af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse.

Reglerne om motorbrændstof er nærmere beskrevet i F.6.10.

Anden godtgørelse
Endelig giver afgiftslovene adgang til afgiftsgodtgørelse for forbrug i visse andre tilfælde.

Det gælder fx adgangen til afgiftsgodtgørelse for visse olieprodukter til rutekørsel, jf. mineraloliefgiftslovens § 9, stk. 5 og CO2-afgiftslovens § 7, stk. 5, nr. 3.

Reglerne herom er nærmere beskrevet i F.6.11.

Bestemmelsen om godtgørelse af afgiften ved rutekørsel er ophævet ved lov nr. 524 af 17. juni 2008. Ifølge bekendtgørelse nr. 836 af 18. august 2008 om ikrafttræden af dele af lov nr. 524 af 17. juni 2008 om ændring af momsloven og forskellige andre love er bestemmelsen trådt i kraft den 1. september 2008.