åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "G.1.3.2 Varemodtagere" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

§ 7-7a
Virksomheder, der indfører eller modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, og som ikke er registreret som oplagshaver, skal registreres som varemodtager, se A.5.3.

Hvis virksomheden driver mellemhandel (engroshandel) er der mulighed for at blive registreret som oplagshaver, se G.1.3.1, punktet Mellemhandel.

Fjernsalg
§ 3, stk. 7
Virksomheder, der har postordresalg e.l. fra udlandet til kunder i Danmark, fx med parfumevarer, skal registreres efter loven, se A.5.5.

Bagatelgrænse
§ 7a, stk. 6
Virksomheder, der indfører (modtager) afgiftspligtige varer, dvs. styk- og vægtafgiftspligtige emballager, bæreposer, engangsservice og pvc-folier, fra udlandet til et samlet afgiftsbeløb på under 5.000 kr. årligt (12 måneders periode), skal ikke registreres og ikke betale afgift. Der er således ikke tale om noget bundfradrag ved afgiftsbetalingen, men alene om en fritagelse for registrering og dermed betaling af afgift.

Virksomheden skal løbende foretage en vurdering af, hvorvidt modtagelsen af varer vil komme til at ligge under eller over bagatelgrænsen. Hvis virksomheden vurderer, at bagatelgrænsen er eller vil blive overskredet, skal virksomheden straks anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Registreringen gælder minimum 2 år, medmindre virksomheden ophører med indførsel af afgiftspligtige varer.

Bagatelgrænsen gælder også for privatpersoners indførsel (modtagelse) af afgiftspligtige varer fra udlandet.

SKAT kan pålægge en varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de seneste 3 år er straffet efter § 18. Sikkerheden skal stilles for et beløb svarende til det forventede skyldige afgiftsbeløb for de kommende 12 måneder, dog mindst 20.000 kr. Sikkerheden frigives, hvis varemodtageren inden for en 2-års-periode ikke er straffet efter § 18. Sikkerheden skal være SKAT i hænde, før forsendelsen af ubeskattede leverancer begyndes. SKAT fastsætter regler for sikkerhedsstillelsen.

Erhvervsdrivende virksomheder, som ikke er registreret som varemodtagere, og som får tilført eller erhverver afgiftspligtige varer fra ►andre lande◄, skal indgive en anmeldelse til SKAT og stille sikkerhed for skyldige afgifter. Anmeldelsen skal ske, inden transporten af varerne begyndes i det pågældende land. Blanket D 106 - dokumentation for sikkerhedsstillelse ved ikke-registrerede virksomheders køb af punktafgiftspligtige varer i EU - skal anvendes.

►SKAT kan fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis virksomheden gentagne gange ikke angiver og betaler afgiften rettidigt, eller hvis virksomheden ikke overholder regnskabsbestemmelserne i § 9. Generhvervelse af registreringen kan ske efter 1 år. SKAT præciserer, jf. SKM2009.443.SKAT, at der alene kan ske fratagelse af varemodtagerregistreringen i tilfælde, hvor der er tale om gentagne overtrædelser.◄