Ikrafttrædelsesreglerne i § 19, stk. 4, 1., 2., 5. og 6. pkt., i lov nr. 421 af 25. juni 1993, som ændret ved § 12, stk. 1, i lov nr. 1117 af 22. december 1993 videreføres.
Overgangsreglen skal sammenholdes med overgangsreglerne i § 46, stk. 1 og bestemmelsen i § 44.
Ved lov nr. 421 af 25. juni 1993 blev der gennemført en ændring af reglerne for mindretalsaktionærers (personers) beskatning af gevinst og tab på almindelige aktier, der afstås efter en ejertid på tre år eller mere. Ændringerne blev gennemført med virkning fra den 19. maj 1993. Overgangsreglen i 1993-lovens § 19, stk. 4, 1., 2., 5. og 6. pkt., som ændret ved § 12, stk. 1, i lov nr. 1117 af 22. december 1993, vedrører (almindelige) medarbejderaktier, der var båndlagt den 19. maj 1993.
Overgangsreglen indeholder en adgang for aktionærer, der ikke var omfattet af hovedaktionærreglerne den 18. maj 1993, til at anvende værdien ved båndlæggelsens ophør i stedet for anskaffelsessummen ved opgørelse af gevinst og tab ved afståelse af de pågældende aktier. Er der i båndlæggelsesperioden tegnet nye aktier til overkurs, er der i stedet adgang til at anvende værdien umiddelbart før tegningen til overkurs i stedet for anskaffelsessummen.
Et fradragsberettiget eller modregningsberettiget tab kan ikke overstige forskellen mellem afståelsessummen og aktiernes handelsværdi ved båndlæggelsens ophør. Tabsfradragsbegrænsningen opgøres ud fra det tab, der er beregnet efter gennemsnitsmetoden. Dvs. først gennemsnitsmetode og derefter tabsbegrænsning.
I lighed med reglen i § 46, stk. 4, gælder reglen ikke for aktier, der ved en eventuel afståelse den 18. maj 1993 ville have været omfattet af reglerne i § 2 a, § 2 c eller § 3 i den dagældende aktieavancebeskatningslov.
►Se endvidere afsnit S.G.7.◄