►Bemærk, at reglerne for selskabers beskatning af gevinst eller tab ved salg af aktier er ændret væsentligt ved lov nr. 525 af 12. juni 2009. Ændringerne har virkning fra og med indkomståret 2010. De nye regler er beskrevet i afsnit
S.G.4.3.◄
Ved afståelse efter en ejertid på 3 år eller mere er fortjenester ved salg af aktier mv. skattefrie for selskaber og fonde m.v., jf. dog nedenfor vedrørende konvertible obligationer. Tab er til gengæld ikke fradragsberettiget. Dette følger af ABL § 9 stk. 1 og 2.
Ved lov nr. 530 af 17. juni 2008 er der indsat en ny § 9 A i ABL. Ifølge ABL § 9 A stk. 1 er selskaber mv. fra den 15. april 2008 skattepligtige af gevinst ved afståelse af konvertible obligationer på et tidspunkt, der ligger 3 år eller mere efter erhvervelsen.
Gevinst og tab på konvertible obligationer, som selskabet har ejet i mindre end 3 år, er omfattet af ABL § 8, jf. afsnit S.G.4.1.
Tab på konvertible obligationer, som selskabet mv. har ejet i 3 år eller mere, kan fradrages i indkomstårets gevinster på konvertible obligationer med en ejertid på 3 år eller mere, jf. ABL § 9 A stk. 2. Yderligere tab kan fradrages i indkomstårets nettogevinster ved salg af aktier og konvertible obligationer mv. med ejertid under 3 år, jf. ABL § 9 A stk. 2.
Yderligere tab kan fremføres til modregning i senere års gevinster på konvertible obligationer eller senere års gevinster på aktier med ejertid under 3 år, jf. ABL § 9 A stk. 3. Tab kan kun overføres til fradrag i senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i nettogevinster i et tidligere indkomstår.
Reglerne i ABL § 9 A om gevinst og tab på konvertible obligationer med en ejertid på 3 år eller mere har virkning for afståelse af konvertible obligationer, der finder sted den 15. april 2008 eller senere, jf. § 8 stk. 3 i lov nr. 530 af 17. juni 2008.
Tab på aktier med under 3 års ejertid kan ikke fradrages i gevinst på konvertible obligationer med ejertid 3 år eller mere.
Juridiske personer kan ikke succedere i fortjenesten ved udlodning fra dødsboer, jf. DBSL § 36 stk. 1. Denne regel har virkning for dødsboer, hvor dødsfaldet er indtruffet eller skiftet påbegyndt den 1. januar 1999 eller senere, jf. § 3 stk. 2 i lov nr. 431 af 26. juni 1998.