Selv om hovedaktionærbegrebet ikke længere har betydning ved opgørelsen af avance og tab, har begrebet stadig betydning skattemæssigt, idet det bl.a. finder anvendelse i følgende tilfælde:

• ved generationsskifte, jf. ABL § 34 og § 35 (dog kun for så vidt angår overdragelser, der finder sted før den 1. januar 2009, jf. den ved lov nr. 532 af 17. juni 2008 foretagne ændring af bl. ABL §§ 34 og 35). 
• ved anvendelse af overgangsreglerne i ABL §§ 46 stk. 4 og 5.
• ved nedslag i fortjeneste efter ABL § 47.

For den generelle gennemgang af reglerne i ABL §§ 34 og  35 henvises til afsnit S.G.17. Overgangsreglerne i ABL § 46 stk. 4 og 5 er omtalt i afsnit S.G.3.3.6 og S.G.3.3.7 samt afsnit S.G.7. Reglen i ABL § 47 er omtalt nærmere i afsnit S.G.3.3.12.

En aktionær anses som hovedaktionær efter ABL § 4 stk. 1-3, hvis den skattepligtige ejer eller på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år har ejet 25 pct. eller mere af aktiekapitalen, eller råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien. Der medregnes aktier, der tilhører eller har tilhørt visse nærmere angivne familiemedlemmer og visse nærmere angivne selskaber mv., jf. nedenfor.

En aktionær anses også som hovedaktionær, hvis aktierne er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter virksomhedsomdannelsesloven, såfremt han på noget tidspunkt inden for de seneste 10 år har ejet aktier svarende til 25 pct. eller mere af aktiekapitalen ved omdannelsen eller rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien. Bestemmelsen har virkning for afståelse af aktier, når virksomhedsomdannelsen har fundet sted den 14. december 1992 eller senere, samt hvor virksomhedsomdannelsen har fundet sted før den 14. december 1992, når beslutning om tilførsel af kapital er truffet den 17. november 1992 eller senere.

I TfS 1991, 541 LR er gengivet en bindende forhåndsbesked om et selskab, der foretog kapitaludvidelse i november måned 1986. Kapitaludvidelsen blev registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i marts 1987. Direktøren ejede forud for kapitaludvidelsen i november 1986 28 pct. af aktiekapitalen og 40,2 pct. af den samlede stemmeværdi. Efter udvidelsen ejede han 21 pct. af kapitalen og 32,2 pct. af stemmeværdien. Ligningsrådet anså tegningsfristens udløb i november måned 1986 for at være det korrekte udgangspunkt for beregning af tidspunktet for direktørens ændring af aktionærstatus. Afgørelsen er kommenteret i TOLD SKAT Nyt 1991.22.1300 TSS.

Aktie- og anpartsselskaber samt skattepligtige efter fondsbeskatningsloven er ikke omfattet af de regler, som gælder for hovedaktionærer.

Ved opgørelsen af aktiekapitalen og stemmeværdien i et selskab, bortses der fra selskabets beholdning af egne aktier. Ved afgørelsen af, om der er rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien, er det ikke afgørende, hvem der har ejet aktierne, hvortil stemmeretten er knyttet, men hvem der har rådet over stemmeretten.

Konvertible obligationer medregnes hverken til aktiekapitalen eller til aktiebeholdningen ved afgørelsen af, om aktionæren er hovedaktionær, jf. ABL § 4.

Ved afgørelsen af, om den skattepligtige ejer eller har ejet ovennævnte andel af aktiekapitalen eller stemmeværdien i selskabet medregnes aktier, der samtidigt tilhører eller har tilhørt aktionærens ægtefælle, forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn samt disse personers ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer, jf. ABL § 4, stk. 2. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. Derimod er søskende eller f.eks. en samlever ikke omfattet af personkredsen i ABL § 4, stk. 2, jf. TfS 1995, 368 LSR.

Har aktionæren ikke samtidig med de pårørende ejet aktier eller rådet over stemmer, skal de pårørendes aktiebeholdning ikke medregnes, se TfS 1987, 137 LR.

Ved afgørelsen af, om en ægtefælle isoleret betragtet har ejet aktier i et omfang, der gør vedkommende til hovedaktionær, tages kun hensyn til aktiebesiddelsen hos dennes pårørende, medens aktiebesiddelsen hos den anden ægtefælles pårørende er uden betydning.

Aktier, som en nuværende ægtefælle har afstået før ægteskabets indgåelse, eller som har tilhørt en tidligere ægtefælle under ægteskabet, medregnes ikke. En ægtefælle, der ved separation fik udlagt 22,5 pct. anparter i et ApS, der indtil separationen havde været fuldt ud ejet af den anden ægtefælle, succederede i sidstnævnte ægtefælles skattemæssige anskaffelsessum og tidspunkt samt hovedaktionærstatus jf. TfS 1992, 494 LR. I TfS 1991, 301 LSR havde en hustru i forbindelse med separation fået udlagt en aktiepost, som under ægteskabet havde tilhørt manden. Aktieposten udgjorde mindre end 25 pct. af aktiekapitalen, men manden var hovedaktionær, idet mandens far ejede den resterende aktiepost i selskabet. Landsskatteretten henviste til skd.cirkulære nr. 1 af 2. januar 1984, pkt. 14, hvoraf fremgår, at hustruen overtager mandens hovedaktionærstilling, men at denne hovedaktionærstilling som følge af svigerfamiliens aktiebesiddelse ville ophøre straks ved separationen. Den tidligere hustru blev derfor ikke hovedaktionær.

Forskellen på de to foran refererede afgørelser er, at mandens hovedaktionærstatus i sagen TfS 1992, 494 LR afhang af hans egen aktiebesiddelse, medens mandens hovedaktionærstatus i sagen TfS 1991, 301 LSR afhang af hans fars aktiebesiddelse. Når hustruerne i de to sager får overdraget aktieposter på under 25 pct., succederer de i mændenes hovedaktionærstatus. Ved separation eller skilsmisse er det kun den hovedaktionærstatus, der følger af den tidligere svigerfamilies aktiebesiddelser, der bortfalder. Den hovedaktionærstatus, der følger af den tidligere ægtefælles aktiebesiddelser, bortfalder derimod ikke.

I TfS 1993, 212 LR fik H ved skilsmisse overdraget en aktiepost på 9 pct. fra M, der var hovedaktionær i selskabet S. H succederede i M's hovedaktionærstatus. Ligningsrådet fandt, at M's aktiepost skulle behandles som én aktiepost, uanset skilsmissen, og at H's hovedaktionærstatus ville vedvare indtil M og H havde nedbragt deres samlede aktiebesiddelse, således at de igennem 5 år tilsammen havde ejet mindre end 25 pct. eller rådet over mindre end 50 pct. af stemmeværdien.

TfS 1997, 769 LSR. Skatteyder indtræder i ægtefællens hovedaktionærstatus ved skilsmisse. Fortjeneste ved salg af aktieposten var imidlertid ikke skattepligtig, idet salget skete mere end 5 år efter skilsmissen. H fik i forbindelse med skilsmisse udlagt en anpartspost på 17,5 pct. i et selskab, hvor M før skilsmissen havde ejet 35 pct. af anpartskapitalen.

I TfS 1999, 213 HRD fandt Højesteret, at den hovedanpartshaverstilling, som fulgte af M's egen anpartsbesiddelse, og som H succederede i, ikke ophørte ved udlægget i forbindelse med skilsmisse. Højesteret henviste til, at det ikke ville stemme med aktieavancebeskatningslovens særlige beskatning af hovedaktionærer, hvis en ægtefælle, der som led i delingen af fællesformuen får udlagt aktier fra en hovedaktionær til en kurs svarende til andelen af virksomhedens værdi, ikke indtræder i ægtefællens skattemæssige stilling som hovedaktionær.

Ifølge ABL § 4, stk. 2 medregnes endvidere aktier, som tilhører eller har tilhørt  selskaber, fonde m.v., hvorover den nævnte personkreds på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har haft en bestemmende indflydelse.

Se TfS 1997, 175 HRD hvor Højesteret bemærker, at skatteyder allerede gennem sine børns aktiebesiddelse havde adgang til at udøve en væsentlig indflydelse i det købende selskab.

Se TfS 2000, 149 HRD, hvor det var spørgsmålet, hvorvidt en aktionær ved selskabets likvidation ejede mere end 25 pct. af aktiekapitalen. Fire skatteydere ejede hver 24,9 pct. af kapitalen i et selskab A, mens de resterende 0,4 pct. ejedes af en advokat. I december 1987 besluttede man at lade selskabet træde i likvidation. Efterfølgende opsagde en af aktionærerne, X aktionæroverenskomsten. De øvrige aktionærer havde ifølge overenskomsten herefter forkøbsret til den udtrædende aktionærs aktier til en kurs der skulle fastsættes uden hensyntagen til goodwill. Mens man forhandlede om de tilbageværende aktionærers vederlag for X´ s aktier, havde de tilbageværende aktionærer indledt forhandlinger om salg af A´s aktier i et ejendomsselskab, som A ejede 100 pct. Disse forhandlinger hemmeligholdtes over for X. Man enedes om en pris på 5,5 mio. kr. for X´s aktier. Ifølge X var denne prisfastsættelse (uden goodwill) fastsat ud fra den helt klare forudsætning, at de tilbageværende aktionærer ville drive koncernen videre. X accepterede købstilbuddet den 27. juni 1988. Senere samme dag blev der afholdt afsluttende generalforsamling, hvor likvidationsregnskabet blev fremlagt. Af regnskabet fremgik det, at A havde modtaget købstilbud vedrørende aktiebeholdningen i ejendomsselskabet og at dette tilbud forventedes accepteret den 27. juni 1988. A´s aktiepost var derfor opskrevet til handelsværdi, eller med 23.443.556 kr. Højesteret fandt, at X var blevet udløst af koncernen ved likvidationen den 27. juni 1988 og at beløbet på 5,5 mio. kr. var X´s andel af likvidationsprovenuet. Højesteret fandt således ikke, at de tilbageværende aktionærer havde erhvervet X´s aktier og derved nået op over 25 pct.´s grænsen, hvilket ville medføre en beskatning af det til dem udloddede likvidationsprovenu. Samtidig stod det dog klart, at X af de øvrige aktionærer var blevet holdt i uvidenhed om det købstilbud, der forventedes accepteret senest den 27. juni 1988 og som ville medføre en endelig udlodning til hver af de tre tilbageværende aktionærer på ca. 9,2 mio kr. mere end X havde modtaget. Endvidere var det et faktum, at X ikke kunne have forhindret dette salg, men at X ikke ville have accepteret købstilbuddet på hans aktier, såfremt han var blevet informeret om at de øvrige aktionærer planlagde salg af dattervirksomheden. På baggrund heraf fandt Højesteret, at de tilbageværende aktionærer på X´s bekostning egenmægtigt havde skaffet sig et merprovenu ved den opnåede skævdeling. Under disse særlige omstændigheder fandt Højesteret ikke, at dette merprovenu kunne betragtes som en skattefri fortjeneste ved udlodning af likvidationsprovenu. Merprovenuet knyttede sig ikke til de aktier, som de hver især havde ejet og da X endvidere ikke havde anfægtet skævdelingen og rejst krav om betaling af merprovenuet, fandtes merprovenuet at måtte anses som en indtægt i medfør af SL § 4 for de tilbageværende aktionærer.

Bestemmende indflydelse Ved lov nr. 458 af 9. juni 2004, som er trådt i kraft den 11. juni 2004 og havde virkning fra samme dato, blev der i § 11, stk. 3, 5 og 6 pkt. indsat en præcisering af bestemmende indflydelse, denne er nu gengivet i den nugældende ABL § 4, stk. 2:

"Bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse foreligger, såfremt en eller flere personer i den i 1. pkt. nævnte personkreds på grund af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet. Hvis aktierne er børsnoterede, jf. § 4, stk. 2, kan bestemmende indflydelse efter en konkret vurdering foreligge ved en ejerandel på mindre end 50 pct."

Tidligere praksis:

Bestemmende indflydelse er anset at foreligge, hvor personkredsen rådede over 43,8 pct. af stemmeværdien i et børsnoteret selskab. Bestemmende indflydelse er ikke anset at foreligge, hvor der var tale om rådighed over 33 1/3 pct. af stemmeværdien i et ikke børsnoteret selskab, TfS 1987, 53 LR. Tilsvarende er bestemmende indflydelse ikke anset for at foreligge, hvor aktiekapitalen og stemmeretten er ligeligt fordelt mellem 2 aktionærer, jf. TfS 1995, 666 LSR.

Hvis aktionæren er hovedaktionær i ét selskab, og herudover er almindelig aktionær i et andet selskab, skal de regler, der gælder for hovedaktionærer, kun anvendes på hovedaktionæraktierne.

Om hovedaktionærstatus for et medlem af en indkøbsforening omfattet af den tidligere SEL § 1, stk. 1, nr. 3 a, i relation til beskatning af likvidationsprovenu, se TfS 1987, 295 LR.

I henhold til SKL § 8 D, har bl.a. bestyrelser eller lign. øverste ledelser for juridiske personer på skattemyndighedernes foranledning pligt til at fremkomme med oplysninger til brug for ligningen, herunder oplysninger om aktionærforhold.