Indhold

Dette afsnit handler om de særlige regler i SFL § 33, der regulerer Vurderingsstyrelsens adgang til at genoptage en vurdering, når der sker en ændring af praksis, og det skattemæssige virkningstidspunkt for ændringer, der er foranlediget af ændringer af praksis.

Genoptagelse foranlediget af en praksisændring

Vurderingsstyrelsen kan efter SFL § 33, stk. 4, efter anmodning fra en klageberettiget, jf. SFL § 35 a, stk. 2, eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering uanset fristen for ordinær genoptagelse, jf. SFL § 33, stk. 1, hvis:

  • Hidtidig praksis endeligt underkendes ved en dom eller ved en afgørelse fra Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, eller hvis
  • En praksisændring i andre tilfælde offentliggøres af Skatteministeriet.

Om fastlæggelsen af kredsen af klageberettigede efter SFL § 35 a, stk. 2, henvises til afsnit A.A.8.4.1.4.

Det er efter SFL § 33, stk. 5, en forudsætning for, at Vurderingsstyrelsen kan genoptage vurderingen eller en del af vurderingen efter SFL § 33, stk. 4, at anmodningen om genoptagelse er indgivet senest 6 måneder efter, at den klageberettigede har fået kendskab til det forhold, der berettiger til genoptagelse. ►Se mere om SFL § 33, stk. 5 i afsnit A.A.8.4.1.5.3.◄ Genoptagelse efter stk. 4 kan dog altid ske inden for fristen for ordinær genoptagelse.

Når der er tale om praksisændring, er det således altid muligt for Vurderingsstyrelsen at foretage genoptagelse, før fristen for ordinær genoptagelse er udløbet.

Ved anmodninger om genoptagelse efter SFL § 33, stk. 4, skal den klageberettigede samtidig over for Vurderingsstyrelsen godtgøre, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Det følger af SFL § 33, stk. 5, sidste pkt. ►Anmoder har endvidere bevisbyrden for, at den påberåbte administrative praksis har eksisteret - se hertil SKM2025.588.LSR, som også henviser til Højesteretsdommene U.2011.3305H og U.2013.207H. I SKM2025.588.LSR fandt Landsskatteretten ikke, at anmoder havde godtgjort, at der forelå en praksisændring, selvom Vurderingsstyrelsen i flere afgørelser havde foretaget en omberegning af grundværdien uden hjemmel i vurderingsloven - men med henvisning til VUL § 33, stk. 17 - når der er opført bebyggelse.◄

Genoptagelser, der foranlediges af praksisændringer, jf. SFL § 33, stk. 4, tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet for den vurdering, der har været udtaget til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, henholdsvis fra det tidspunkt, hvor praksisændringen bliver gældende. I tilfælde, hvor genoptagelse som følge af endelig underkendelse af hidtidig praksis ved dom eller afgørelse fra Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten er til ugunst for andre ejendomme end den, som dommen eller kendelsen angår, tillægges genoptagelsen for sådanne ejendommes vedkommende skattemæssig virkning for vurderinger foretaget efter det tidspunkt, hvor genoptagelsen finder sted. Det fremgår af SFL § 33, stk. 8.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

►Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretsafgørelser

 

SKM2025.588.LSR

I 2012 blev der opført bygninger på en grund, hvilket førte til, at vurderingsmyndighederne foretog en omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012. Med henvisning til SKM2016.447.LSR anførte Landsskatteretten, at den opførte bebyggelse ikke var en grund til omberegning, og at vurderingsmyndighedernes omberegning pr. 1. oktober 2012 derfor var foretaget uden hjemmel.

Sagen angik for det første, om ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 kunne genoptages ekstraordinært efter SFL § 33, stk. 4, om praksisændring. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at der forelå en administrativ praksis, hvorefter der skulle ske ansættelse af en omberegnet grundværdi i forbindelse med opførelse af bebyggelse uden ændring af ejendommens planforhold, som Landsskatteretten havde underkendt i afgørelsen i SKM2016.447.LSR. Ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 kunne derfor ikke genoptages efter SFL § 33, stk. 4.

Sagen angik for det andet, om ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 kunne genoptages ekstraordinært efter SFL § 33, stk. 3, jf. stk. 1, om vurdering på et fejlagtigt grundlag. Med henvisning til Landsskatterettens afgørelser i SKM2021.685.LSR og SKM2024.354.LSR fandt Landsskatteretten, at den uhjemlede omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012 kunne danne grundlag for genoptagelse efter SFL § 33, stk. 3, jf. stk. 1, da ejendomsvurderingen var foretaget ud fra en fejlregistrering af ejendommens anvendelse og planforhold, som var omfattet af bestemmelsens ordlyd om "et lignende faktisk forhold". Landsskatteretten fandt efter en samlet konkret vurdering endvidere, at der ikke forelå oplysninger, hvorefter det kunne lægges til grund, at klageren tidligere end seks måneder før indgivelsen af genoptagelsesanmodningen havde fået kendskab til det forhold, der begrundede ændringen. Fristen i SFL § 33, stk. 5, var derfor overholdt. Landsskatteretten pålagde herefter Vurderingsstyrelsen at genoptage ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 efter SFL § 33, stk. 3.