Efter VSL § 22 b, stk. 1, 2. pkt., fradrages det beløb, der henlægges til konjunkturudligning, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, for hvilket henlæggelsen foretages (henlæggelsesåret). Fradraget foretages i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 8.
For henlæggelsesåret fradrages henlæggelsen også ved opgørelsen af den positive personlige nettoindkomst i relation til maksimeringsreglen i VSL § 22 a, stk. 3, nr. 1, jf. E.G.3.1.5.
Da henlæggelsen fradrages i den personlige indkomst for henlæggelsesåret, fragår henlæggelsen tillige ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for AM-bidrag og SP-bidrag efter AMBL § 10, stk. 1, og § 17 f, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Dette skyldes, at bidragsgrundlaget efter denne bestemmelse udgøres af den personlige indkomst vedrørende selvstændig erhvervsvirksomhed. SP-bidrag opkræves dog kun i perioden fra og med det indkomstår, hvor personen fylder 17 år, til og med det indkomstår, hvor personen fylder 64 år (for personer, der er fyldt 60 år den 1. juli 1999, dog 66 år), jf. § 17 f, stk. 2, 2. pkt. i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Behandlingen af henlagte konjunkturudligningsbeløb, der indtægtsføres, er beskrevet nærmere i E.G.3.2.6.