Lov nr. 85 af 20. februar 2008 om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien. Ved loven bemyndiges regeringen til at opsige ovennævnte overenskomster på Danmarks vegne. Loven er trådt i kraft den 1. marts 2008.
Skatteministeren har nu opsagt overenskomsten med Spanien med virkning fra 1. januar 2009, se SKM2008.530.SKAT, hvor der redegøres for virkningen af opsigelsen
Ved opsigelse af overenskomsten med Spanien bliver en person, som den 28. november 2007 var hjemmehørende i Spanien, og som den 31. januar 2008 modtog efterløn eller pension, som efter overenskomsten kun kunne beskattes i dette land, fritaget for beskatning af de pågældende indtægter, så længe vedkommende forbliver hjemmehørende i Spanien. Skattefritagelsen gælder også for andre pensioner, som vedkommende senere modtager, og som efter overenskomsten kun kunne beskattes i Spanien.
Hvis et ægtepar den 28. november 2007 var hjemmehørende i Spanien, og kun den ene ægtefælle modtog efterløn eller pension den 31. januar 2008, fritages den anden ægtefælle for beskatning af efterløn eller pension, som vedkommende senere modtager, og som efter ovenævnte overenskomst kun kunne beskattes i Spanien, så længe ægteparret forbliver hjemmehørende i Spanien.
►Betingelsen for skattefrihed er også opfyldt, hvis en person den 28. november 2007 var hjemmehørende i Spanien og senest den 1. februar 2008 havde indleveret en ansøgning om udbetaling af pension eller efterløn, som kommer til udbetaling med tilbagevirkende kraft fra 1. februar 2008 eller før.◄
►Betingelsen for skattefrihed er derimod ikke opfyldt, hvis ansøgning om pension eller efterløn sker efter 1. februar 2008, uanset om udbetaling sker med tilbagevirkende kraft fra 1. februar 2008 eller før. Betingelsen for skattefrihed er heller ikke opfyldt for en person, der vælger at udskyde ansøgning om pension eller efterløn, til efter den 1. februar 2008 uanset om personen måtte være berettiget til efterløn eller pension før 1. februar 2008.◄
►Ved lov nr 351 af 6. juni 2009 om ændring af opsigelsesloven er ovennævnte overgangsbestemmelse om beskatning af pensioner og efterløn fra Danmark udvidet til også at gælde, såfremt personen eller ægtefællen modtog tjenestemandspension den 31. januar 2008 der kun kunne beskattes i Danmark, og senere måtte modtage anden pension som Danmark efter den opsagte overenskomst ikke kunne beskatte.◄
|