Indhold
Dette afsnit beskriver dødsboets indkomstopgørelse, når dødsboet ikke er skattefritaget, og hvor der sker fuldstændigt skifte af uskiftet bo, når den længstlevende ægtefælle stadig er i live.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse
- Underskud i skattepligtig indkomst
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen gælder for dødsboer, hvor der sker fuldstændigt skifte af det uskiftede bo, når den længstlevende ægtefælle stadig er i live. Se DBSL kapitel 12.
Hovedregel
Dødsboets indkomstskattepligt er omfattet af de almindelige regler for skiftede dødsboer i DBSL afsnit II. Det er DBSL §§ 3-6 og §§ 19-52, der skal bruges, når der sker fuldstændigt skifte af det uskiftede bo. Se DBSL § 71, stk. 3.
Undtagelse
Dødsboets indkomstskattepligt omfatter kun gevinst og tab ved udlodning til arvinger og legatarer efter den tidligere afdøde ægtefælle. Gevinst og tab, der vedrører udlodninger til den længstlevende ægtefælle, indgår ikke i dødsboets indkomst. Se DBSL § 72, stk. 1.
Se også
Se også afsnit C.E.14 om definition af legatar.
Dødsboets indkomstskattepligt afviger derfor fra de almindelige regler om beskatning af indkomsten for bobeskatningsperioden i DBSL § 19, stk. 2. Det betyder også, at reglerne om mellemperiode ikke gælder. Se DBSL § 72, stk. 3.
Dødsboets løbende indtægter og udgifter beskattes hos den længstlevende ægtefælle. Det gælder også gevinst og tab, der ikke vedrører udlodning til arvinger og legatarer.
Se afsnit C.E.4.4.2 om den skattemæssige behandling af den længstlevende ægtefælle.
Underskud i skattepligtig indkomst
Underskud i dødsboets skattepligtige indkomst kan udbetales efter reglerne om carry back i DBSL § 31. Se DBSL § 75.
Se afsnit C.E.3.3.5.3 om reglerne for udbetaling af underskud i skattepligtig indkomst.