Indhold

 Dette afsnit beskriver reglerne i forbindelse med overdragelse af en virksomhed til nystiftede datterselskaber

 

Afsnittet indeholder

  • SEL § 4, stk. 5 (PAL § 19, stk. 1)
  • SEL § 8 A (PAL § 19, stk. 2)

 

SEL § 4, stk. 5 (PAL § 19, stk. 1)

SEL § 4, stk. 5, anvendes, hvis en PAL-skattepligtig institution overdrager en virksomhed til et nystiftet datterselskab, hvori institutionen bliver ejer af samtlige aktier eller anparter. Er institutionen skattepligtig efter både PAL og SEL, skal overdragelsen tillægges skattemæssig virkning fra samme dato.

 

Det vil sige, at overdragelsen i denne situation i relation til PAL kan tillægges tilbagevirkende kraft til skæringsdatoen for datterselskabets åbningsbalance.

 

Overdrages en virksomhed til et nystiftet 100 pct. ejet datterselskab, kan institutionen vælge, om overdragelsen skal have skattemæssig virkning fra

  • overdragelsestidspunktet eller
  • skæringsdatoen for datterselskabets åbningsbalance.

 

Overdragelsen skal dog have skattemæssig virkning fra samme dato i relation til PAL og SEL.

 

Se også

Se LV 2008 Selskaber og aktionærer S.B.1.4.2.1 Stiftelse med tilbagevirkende kraft.

 

SEL § 8 A (PAL § 19, stk. 2)

SEL § 8 A anvendes ved skattepligtig fusion af institutioner, der er skattepligtige efter PAL. Er institutionerne skattepligtige efter både PAL og SEL, skal overdragelsen tillægges skattemæssig virkning fra samme dato.

 

Det vil sige, at de deltagende institutioner kan beslutte, at fusionen i relation til PAL skal tillægges skattemæssig virkning fra skæringsdatoen for den forsættende institutions åbningsbalance.

 

Ved en skattepligtig fusion kan de deltagende selskaber vælge, om fusionen skal have virkning fra

  • det tidspunkt, hvor fusionen er endeligt vedtaget i de deltagende selskaber, eller
  • skæringsdatoen for det fortsættende selskabs åbningsbalance.

Valget skal dog være det samme i relation til PAL og SEL.

 

Se også

Se LV 2008 Selskaber og aktionærer S.D.1 Fusion