Indhold
Dette afsnit beskriver de ordninger, som er omfattet af PBL kapitel 1, men som er undtaget fra beskatning efter PAL § 1, stk. 1, nr. 1.
Berørte ordninger
Følgende ordninger omfattet af PBL kapitel 1, er undtaget fra beskatning efter PAL § 1, stk. 1, nr. 1:
- ordninger i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) omfattet af PBL § 2 bortset fra Den Supplerende Arbejdsmarkedspension for Førtidspensionister,
- ordninger i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD),
- ordninger, som udbetales af det offentlige som følge af tidligere ansættelse i kommunernes tjeneste omfattet af PBL § 2 (kommunale tjenestemænd),
- livrenter uden ret til bonus, der er tegnet før den 1. maj 1982,
- ordninger godkendt efter PBL § 15 D,
- ordninger i pensionskasser omfattet af PAL § 1, stk. 2, nr. 9
- ►ordninger i Pensionskassen af 1925 for private eksamensskoler m.v., Pensionsfonden af 1951 for danske skoler i Sydslesvig, Efterlønskassen for lærere i friskolen og efterskolen og Pensionskassen af 1950 for forskellige private kirkelige institutioner◄.
Afkast af ordninger nævnt i a, b, f ►og g◄
Afkastet af de ordninger, der er nævnt i a, b, f ►og g◄ er skattepligtige på institutniveau efter PAL § 1, stk. 2. Se afsnit A.2, Skattepligtige pensionsinstitutter.
Afkast af ordninger nævnt i c, d og e
Afkastet af de ordninger, der er nævnt i c, d og e beskattes ikke.
Ad c
Det drejer sig om formueafkast, der kan henføres til forsikrings- og pensionsaftaler med kommuner for deres tjenestemandspensionsforpligtelser. Det er tale om en videreførelse af skattefritagelsen af § 15, stk. 3 i lov om beskatning af visse pensionskapitaler (lovbekendtgørelse nr. 1075 af 15. november 2006). Dette fremgår af bemærkningerne til L. 10 af 28. november 2007.
Ad d
Livrenter uden ret til bonus tegnet før den 1. maj 1982 er undtaget fra pensionsafkastbeskatning. Der er tale om en videreførelse af skattefritagelsen for disse pensionsordninger i lov ombeskatning af visse pensionskapitaler og realrenteafgiftsloven. Livrenter tegnet efter dette tidspunkt er skattepligtige efter PAL.
Forsikringer vedrørende livrenter uden ret til bonus kunne tegnes indtil 30. april 1982, hvor Finanstilsynet stoppede brugen af det såkaldte U74 grundlag, som var forsikringsselskabernes fælles grundlag for at tegne denne type forsikringer.
For disse forsikringer blev retten til bonus erstattet af en høj grundlagsrente, der var baseret på markedsrenten. Forsikringsselskaberne forpligtede sig til at betale en årlig forsikringsydelse af en bestemt størrelse. Denne ydelse blev fastsat ved kontraktens indgåelse og beregnet ud fra en grundlagsrente, jf. U74, som i højrenteperioden var på omkring 16-18 pct. Grundlagsrenten kunne dog være højere eller lavere.
Forsikringen kunne være straksbegyndende, eller udbetalingen kunne være opsat i maksimalt 10 år.
Ifølge den dagældende koncession kunne forsikringsselskabet og forsikringstageren på det tidspunkt, hvor udbetalingen skulle påbegyndes, aftale en udskydelse af udbetalingen i op til ét år ad gangen. Også for denne opsættelsesperiode kunne der aftales en høj grundlagsrente.
Tegningen af disse forsikringer ophørte som ovenfor nævnt ved udgangen af april 1982. Selv om udbetalingen er opsat de 10 år - og der er aftalt udskydelse af udbetalingstidspunktets påbegyndelse - må det antages, at hovedparten af disse forsikringer nu er under udbetaling.
Ad e
Vandrende arbejdstagere, som har fået deres udenlandske pensionsordning godkendt efter PBL § 15 D, er undtaget fra pensionsafkastbeskatning. Ved vandrende arbejdstager forstås en person, der kommer fra et andet land og bosætter sig i Danmark med henblik på at arbejde eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Godkendelsen har en varighed af 60 måneder. Efter de 60 måneder er ordningen umiddelbart omfattet af PBL § 53A og afkastet bliver beskattet efter personskatteloven som kapitalindkomst. Se PSL § 4.