Indhold

Afsnittet beskriver PALs straffebestemmelser.

 

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Selskabers strafansvar
  • Overtrædelse af bekendtgørelsen
  • Bøde uden retslig forfølgning
  • Ransagning

Regel (PAL § 32, stk. 1 og 2)

Det er muligt med bøde at straffe den, der med forsæt eller grov uagtsomhed har

  • afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for PAL-skattekontrollen
  • undladt at indsende opgørelse efter PAL §§ 20-24 og/eller
  • undladt at betale PAL-skatten rettidigt.

 

Hvis der er handlet med fortsæt til at unddraget statskassen skat, kan der straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

 

Selskabers straffeansvar (PAL § 32, stk. 4)

Skattepligtige selskaber efter PAL § 1, stk. 2 kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.  Se §§ 25 - 27 i straffeloven. (Lovbekendtgørelse 2007-10-23 nr. 1260)

 

Overtrædelser af bekendtgørelsen (PAL § 32, stk. 3)

I forskrifter, som er udstedt efter PAL, kan der fastsættes straf i form af bøde, hvis forskriften overtrædes.

 

I § 29 i bekendtgørelse nr. 1540 af 13. december 2007 om regler i pensionsafkastbeskatningsloven for udenlandske penge- og pensionsinstitutter og om kompensationsudbetalinger, er der hjemmel til at fastsætte straf.

 

Den, der overtræder bekendtgørelsens §§ 1-5 og § 11 om indsende/videregivelse af oplysninger til brug for skatteberegningen, kan få en bøde. Strafansvaret kræver forsæt eller grov uagtsomhed.

 

I bekendtgørelsen § 30 er der hjemmel til at pålægge selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, ved overtrædelse af bekendtgørelsen.

 

Bøde uden retslig forfølgning (PAL § 33)

SKAT kan overfor den pågældende, der har overtrådt loven, tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning.

 

Det er en betingelse at overtrædelsen ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde og den pågældende:

  • erkender sig skyldig i overtrædelsen og
  • erklærer sig parat til at betale den bøde, som SKAT har nævnt i tilkendegivelsen inden for en nærmere angivet frist.

Fristen kan forlænges efter begæring. Se PAL § 33, stk. 1.

 

Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift, og at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, anvendes på samme måde. Se PAL § 33, stk. 2.

 

Den videre forfølgning bortfalder, når bøden

  • er betalt i rette tid,
  • inddrevet efter vedtagelsen eller
  • afsonet.

Se PAL § 33, stk. 3.

 

Ransagning (PAL § 34)

Der er også i PAL § 34 hjemmel til ransagning efter retsplejelovens regler i sager om overtrædelse af bestemmelser i denne lov, i det omfang overtrædelserne kan medføre frihedsstraf.