Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan renteindtægter skal medregnes til beskatningsgrundlaget. Skattepligtige, der opgør beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 3, 6 og 7, skal som hovedprincip opgøre det skattepligtige formueafkast efter skattelovgivningens almindelige principper for retserhvervelse. Efter PAL 15, stk. 1 gælder der dog særlige regler for periodisering af renteindtægter.
Afsnittet indeholder
- Ordninger i pengeinstitutter med flere
- Skattepligtige pensionsinstitutter efter PAL § 1, stk. 2, nr. 1-9
- Behandling af renter af skattebeløb efter PAL
Ordninger i pengeinstitutter med flere
Personer med pensionsafkastskattepligtige ordninger i pengeinstitutter med flere, der opgør beskatningsgrundlaget efter PAL § 3, skal medregne de renter, der er forfaldet til betaling i indkomståret.
Dette gælder for renter af
- kontantkonti, herunder renter fra puljeordninger
- obligationer
- pantebreve og
- andre fordringer.
Hæver den skattepligtige sin ordning i pengeinstitutter mv., skal den skattepligtige, udover de forfaldne renter, også medregne de påløbne, ikke-forfaldne renter på ophævelsestidspunktet.
Pengeinstitutters puljeordninger
►Renteindtægter fra pengeinstitutters puljeordninger skal medregnes til beskatningsgrundlaget jævnfør PAL § 3. Kravene fremgår af § 6 i bekendtgørelse nr. 1540 af 13. december 2007 om regler i pensionsafkastbeskatningsloven for udenlandske penge- og pensionsinstitutter og om kompensationsudbetalinger.◄
►Rentetilskrivningen sker på baggrund af puljens afkast. Renten vil således være variabel.◄
►Ifølge PAL § 3, stk. 3, er det dog kun hele det årlige nettoafkast, der medregnes, det vil sige efter fradrag af pengeinstituttets udgift til udenlandsk skat vedrørende disse værdipapirer.◄
Afkastet i puljen skal opgøres efter principperne i PAL § 15, således:
- Rente af værdipapirer skal opgøres efter PAL § 15, stk. 1, 1. pkt., som de renter der er påløbet i året. Således skal puljeordninger foretage fuld renteperiodisering.
- Gevinster og tab opgøres efter lagerprincippet, jævnfør PAL § 15, stk. 3.
Puljens regnskabsår er kalenderåret.
For nyoprettede puljer omfatter regnskabsperioden tiden fra oprettelsen til og med førstkommende 31. december.
SKAT kan i særlige tilfælde tillade, at reglerne om regnskabsperiode fraviges.
Obligationer
►Reglerne om opgørelse af beskatningsgrundlaget i forbindelse med køb og salg af obligationer fremgår af § 7 i bekendtgørelse nr. 1540 af 13. december 2007 om regler i pensionsafkastbeskatningsloven for udenlandske penge- og pensionsinstitutter og om kompensationsudbetalinger.◄
Salg af obligationer med vedhængende kuponrenter
Påløbne renter fra sidste rentetermin indtil afviklingsdagen, hvor obligationerne sælges, skal medregnes til beskatningsgrundlaget i det indkomstår, hvor afviklingsdagen indtræder.
Køb af obligationer med vedhængende kuponrenter
Påløbne renter fra sidste rentetermin indtil afviklingsdagen, hvor obligationerne købes, skal fratrækkes i beskatningsgrundlaget i det indkomstår, hvor afviklingsdagen indtræder.
Da de købte obligationer befinder sig i den skattepligtiges beholdning ved den efterfølgende rentetermin, medregnes hele terminsrenten i dennes beskatningsgrundlag i det indkomstår, hvor renteterminen forfalder.
Salg af obligationer uden vedhængende kuponrenter
Den efterfølgende rentetermin skal herefter medregnes fuldt ud i beskatningsgrundlag i det indkomstår, hvor renteterminen forfalder.
Køb af obligationer uden vedhængende kuponrenter
Den godtgjorte rente medregnes fra afviklingsdagen indtil den efterfølgende rentetermin i køberens beskatningsgrundlag i det indkomstår, hvor obligationerne købes.
Skattepligtige pensionsinstitutter efter PAL § 1, stk. 2, nr. 1-9
PAL-skattepligtige pensionsinstitutter, der opgør beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 6 og 7, skal medregne de renteindtægter, der er påløbet i indkomståret. De pensionsinstitutter, der opgør beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 6 og 7, er pensionsinstitutter der er omfattet af PAL § 1, stk. 2 nr. 1-9, det vil sige danske pensionskasser, ATP, LD mv.
Pensionsinstitutionerne skal foretage fuld renteperiodisering i forhold til det respektive indkomstår. Dette gælder både,
- når indkomståret er lig med kalenderåret, dvs. omfatter perioden 1. januar - 31. december, og
- når indkomståret i tilfælde af indtræden og ophør af skattepligten efter PAL § 1, stk. 2, nr. 1-9, omfatter en periode, der er mindre end 365 dage.
Behandling af renter af skattebeløb efter PAL
Renter af skattebeløb efter PAL §§ 23 og 27 skal medregnes til beskatningsgrundlaget i betalingsåret.
Renter efter PAL § 23
Normalt ind-/udbetales renter efter PAL § 23, først efter, at kontohaverens skattepligt er ophørt. Renterne er derfor hverken skattepligtige eller fradragsberettigede for kontohaveren efter PAL i betalingsåret. Renter skal derimod medregnes til kapitalindkomsten i den almindelige indkomst. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 1.
Kun i tilfælde hvor en skattepligtig kontohaver efter PAL § 1, stk. 2, delvist ophæver eller overfører eller på anden måde disponerer over sin pensionsopsparingskonto, kan renter efter PAL § 23, fratrækkes/medregnes ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget i betalingsåret.
Renter efter PAL § 23, beregnes, når et pengeinstitut efterfølgende finder, at der er sket fejl i forbindelse med en ophævelse, overførsel m.v. af en skattepligtig pensionsopsparingskonto efter PAL § 1, stk. 1.
Se afsnit D.2.1. Pensionsinstituttets endelige opgørelse af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt angivelse og betaling af PAL-skat
Renter efter PAL § 27
Renter efter PAL § 27 skal beregnes, når told- og skatteforvaltningen, landsskatteretten eller domstolene ændrer skattetilsvaret for et givet indkomstår.
Renten efter PAL § 27 beregnes af ændringen i skattetilsvaret fra 1. januar året efter det pågældende indkomstår, til betaling sker. Renter, der beregnes efter PAL § 27, kan være både en renteindtægt og en renteudgift for den skattepligtige.
Se afsnit D.5, Kontrol og ændring af opgørelsen.