Betydningen af den tidligere 20-års reglenForældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4, der er ophævet med virkning fra 1. januar 2008 gjaldt ved siden af den ligeledes ophævede 1908-lov, dvs. 20-års reglen kunne alene få betydning, hvis et krav ikke var omfattet af den udtømmende opremsning i 1908-lovens § 1. Reglens praktiske betydning for skatter og afgifter var ikke stor, da myndighedernes krav på skatter og afgifter altid var omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 4, bortset fra tilfælde, hvor der måtte være etableret et særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens forældelsesfrist var suspenderet i mere end 15 år. Borgernes krav mod myndighederne var som altovervejende hovedregel omfattet af 1908-lovens § 1, nr. 6, men 20-års reglen kunne få betydning, hvis det i den konkrete situation måtte lægges til grund, at et beløb, der søges tilbage hos myndighederne, ikke var indbetalt i urigtig formening om skyld. Som ovenfor nævnt kunne 20-års reglen ligeledes få betydning, hvis der måtte være etableret særligt retsgrundlag eller hvis 1908-lovens frist var suspenderet i mere end 15 år.

Fristen løb fra kravets stiftelseForældelsesfristen løb fra fordringens stiftelse eller fra det tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som satte den 5-årige forældelsesfrist ud af kraft, var tilvejebragt. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes også ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter. Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige begivenheds indtræden.

Suspension og afbrydelseEn meget væsentlig forskel på de tidligere regler i henholdsvis 1908-loven og Danske Lov var, at den 20-årige forældelse ikke kunne suspenderes. Derimod blev den 20-årige forældelse ikke alene afbrudt ved skyldnerens erkendelse og ved retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvor der blev givet udtryk for, at kravet fastholdes.