En forvaltningsmyndigheds kompetenceområde afgrænses ud fra reglerne om den saglige og stedlige kompetencefordeling.

Saglig kompetenceReglerne om saglig kompetencefordeling bygger på den forudsætning, at visse forvaltningsmyndigheder er særligt velegnede til at tage sig af bestemte forvaltningsopgaver i kraft af deres særlige sagkundskab og opsamlede erfaring, herunder at træffe bestemte typer af afgørelser. Den saglige kompetencefordeling indeholder derfor en fordeling af opgaver mellem forskellige myndigheder efter opgavernes art.

Saglig inkompetenceSaglig inkompetence foreligger, hvis en forvaltningsmyndighed træffer afgørelse vedrørende et forhold, der efter sin art hører under en anden forvaltningsmyndighed.

Stedlig kompetenceReglerne om stedlig kompetence fordeler ensartede forvaltningsopgaver mellem flere sideordnede forvaltningsmyndigheder, således at hver myndighed får tildelt sit stedlige forretningsområde.

En stedlig kompetenceregel kan være begrundet i, at et vist stedkendskab vil være nødvendigt ved varetagelsen af en bestemt opgave. En stedlig kompetenceregel kan også være begrundet i en rent praktisk arbejdsdeling mellem sideordnede myndigheder.

Stedlig inkompetenceDer er tale om stedlig inkompetence, hvis et skatteankenævn klagebehandler en skatteansættelse, som hører under en anden kommune. Der vil være tale om stedlig inkompetence, selv om den stedlige kompetenceregel ikke kan opfattes som en garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed.

Om konsekvenserne af inkompetence, se afsnit F.

KompetenceafgrænsningSkatteministeren kan ikke træffe afgørelse om en skatteansættelse eller om en vurdering af en fast ejendom, herunder om de med ansættelsen forbundne bevillinger og dispensationer, jf. skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1.

SKAT kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn har taget stilling til sagen. Uanset dette kan told- og skatteforvaltningen dog ændre et forhold i en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat af de grunde, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen. På tilsvarende vis kan SKAT ændre et forhold i et afgiftstilsvar eller i godtgørelse af en afgift af de grunde, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, hvis den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede ikke udtaler sig imod ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2. 

Af SKM2006.497.VLR fremgår, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en lovbestemt overførsel af kompetence fra det daværende Ligningsråd til Told- og Skattestyrelsen vedrørende tilladelse til skattefri tilførsel af aktiver, var ensbetydende med, at Told- og Skattestyrelsen også var tillagt kompetencen til at tilbagekalde en tilladelse, der tidligere var givet af Ligningsrådet. 

Et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3.

Skatterådet kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen.

Formuleringen "i det omfang" er ensbetydende med, at den underordnede myndigheds kompetence kun er afskåret, hvis den overordnede myndighed har taget stilling til det samme spørgsmål. Som det fremgår af SKM2006.39.ØLR var et skatteankenævn ikke afskåret fra at prøve en anmodning om genoptagelse af skatteankenævnets tidligere afgørelse, selv om denne havde været behandlet i Landsskatteretten. Imidlertid bestod Landsskatterettens afgørelse alene i tage stilling til, at klagen blev afvist som følge af overskridelse af klagefristen. Skatteankenævnet kunne derfor behandle genoptagelsesanmodningen uden at komme i kompetencekonflikt med Landsskatterettens afgørelse. Tilsvarende vil gælde i andre situationer, hvor den overordnede myndighed alene har taget stilling til et rent formelt spørgsmål. Det skal dog tilføjes, at hvis der i en sådan situation ikke kan fremlægges nye faktiske eller retlige oplysninger til støtte for genoptagelse, således at der er tale om et helt identisk afgørelsesgrundlag, vil den underordnede myndighed kunne afvise anmodningen og henholde sig til den tidligere trufne afgørelse, der blev påklaget for sent, med den konsekvens, at der ikke løber en ny klagefrist til næste instans. Skatteankenævnet har ikke kompetence til at tage ligningsmæssig stilling til det efterfølgende år, når dette ikke er omfattet af klagen. Hvis skatteankenævnet som led i sin begrundelse har anført, hvad konsekvenserne af skatteankenævnets afgørelse vil blive for den skattepligtiges ansættelse det efterfølgende år, er told- og skatteforvaltningen ikke bundet af skatteankenævnets opfattelse ved ligningen af det efterfølgende år, jf. TfS 1998, 115 VLD. Heller ikke den skattepligtige kan i denne situation støtte ret på skatteankenævnets tilkendegivelse.

SKAT kan som nævnt ikke ændre afgørelser truffet af skatteankenævnet. SKAT kan heller ikke udstede direktiver for skatteankenævnets arbejde. SKAT kan tilkendegive sin mening overfor skatteankenævnet efter anmodning eller af egen drift.

SKAT kan forelægge skatteankenævnets afgørelse for Skatterådet til evt. ændring, jf. afsnit A.1.3.