Tilbagebetaling af kvælstofafgift - lastbilers miljø-filtre
Folketinget har den 16. december 2005 vedtaget L 81 om ændring af forskellige miljø- og energiafgiftslove (afgiftslempelser på fjernvarme mv. som led i udmøntning af finanslovsaftalen 2006, afgiftslempelser på kvælstof i lastbilers miljø-filtre og mikrokraftvarme samt justeringer af forbrugsregistrering mv.). Loven træder i kraft den 1. januar 2006.
De skærpede miljøkrav til bilers udledning kommer fra EU. Fra 1. oktober 2006 skal lastbiler opfylde Euro4-normen ved registrering. Euro4 indeholder skærpede krav af udstødningsnormere for partikler og kvælstofoxider (NOx).
EU-lovgivningen om de skærpede miljøkrav til bilers udledning findes i Kommissionens direktiv 2001/27/EF af 10. april om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 88/77/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstændig til fremdrift af motorkøretøjer og emission af forurenende luftarter fra køretøjsmotorer med styret tænding, som benytter naturgas eller autogas (LPG) som brændstof.
EU-reglerne omfatter grænseværdier, mens valg af teknologi er overladt til fabrikanterne. Når SCR-løsningen anvendes, tunes motoren til lavt partikeludslip. Herved øges NOx-udslippet, som herefter reduceres ved hjælp af en SCR-katalysator. SCR-teknologien forudsætter, at der indsprøjtes kvælstofholdige stoffer (UREA) i udstødningssystemet mellem motoren og SCR-katalysatoren, hvor NOx omdannes til vand og frit kvælstof.
For hver tank motorbrændstof skal der påfyldes ca. 50 liter UREA. Kvælstofafgiften udgør 5 kr. pr. kg kvælstof.
UREAen sælges med kvælstofafgift på tankstationerne. Når kvælstoffet anvendes i bilers miljø-filtre tilbagebetaler SKAT afgiften til vognmanden.
Ved ansøgningen om tilbagebetalingen skal blanket 24.047 anvendes. Blanketten findes på SKATs hjemmeside, www.skat.dk under Virksomheder - Blanketter. Du kan også få blanketten tilsendt ved at kontakte SKAT. Der indsendes en ansøgning om tilbagebetaling, når der i alt er kvitteringer på betalt afgift på mindst 500 kr.
Tilbagebetalingen er betinget af, at der findes dokumentation i form af kvitteringer fra tankstationerne. I kvitteringerne skal afgiften være specificeret. Kvitteringerne gemmes i mindst 5 år efter regnskabsårets udløb og skal på anmodning indsendes til SKAT.
Mere information
Hvis du har brug for flere oplysninger om ændringerne, er du velkommen til at ringe til SKAT på tlf. 7222 1818 eller sende en mail til skat@skat.dk.
Nyhedsbrevet findes på SKATs hjemmeside, www.skat.dk under Virksomheder - Nyheder. Du kan få tilsendt nyhedsbrevet ved at kontakte SKAT.
De gældende regler fremgår af SKATs Punktafgiftsvejledning. Vejledningen kan ses på www.skat.dk - under Rådgiver - Juridiske Vejledninger.
Med venlig hilsen
SKAT