| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| EU-domme |
| C-153/11, Klub ODD | Sagen omhandlede fradragsret for momsen af en lejlighed, som blev indkøbt af en afgiftspligtig person og henført til virksomhedsformuen, men ikke straks anvendt til momspligtige aktiviteter. EU-domstolen svarede, at en momspligtig person, som har købt et investeringsgode i sin egenskab af momspligtig person og henført godet til virksomhedsformuen, har ret til at fradrage købsmomsen i den afgiftsperiode, hvor momsen forfalder, uafhængigt af den omstændighed, at lejligheden ikke straks er anvendt til erhvervsmæssige formål. | |
| Landsretsdomme |
| SKM2023.488.VLR | Sagen omhandlede sagsomkostninger, som appellanten var blevet pålagt at betale til modparten. Sagsomkostningerne var inklusive moms, da modparten ikke var momsregistreret og dermed ikke havde fradrag for moms af advokatydelsen. Landsretten udtalte, at de momspligtige advokatydelser blev leveret til og betalt af modparten i forbindelse med retssagerne, og at der således ikke var tale om ydelser, der var leveret til appellanten. Landsretten fandt, at der ikke er tilstrækkelig støtte i Den juridiske vejledning eller retspraksis for at tillade en part, der er pålagt at betale sagsomkostninger til modparten, fradrag for moms på sagsomkostningerne. Landsretten tiltrådte herefter, at appellanten ikke opfyldte betingelserne for fradrag efter ML § 37, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1. På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom. | Dommen er også omtalt i afsnit D.A.11.1.2.3 |
| SKM2023.213.ØLR | Sagen angik, om appellanten opfyldte betingelserne for fradrag af købsmoms for i alt 191.460 kr. anført på fakturaer udstedt af virksomheder, der ifølge appellanten havde leveret underleverandørydelser til appellanten i perioden 1. juli 2012 til 31. marts 2014. Spørgsmålet var, om appellanten havde godtgjort, at appellanten reelt havde fået leveret de ydelser fra underleverandører, som fakturaerne ifølge appellanten dækkede over. Byretten fandt, at de fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i den dagældende momsbekendtgørelse, § 61 (nugældende § 59). Retten fandt derfor, at der forelå unormale forhold og pålagde sagsøgeren en skærpet bevisbyrde. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde. Retten lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren ikke kunne fremlægge underliggende timesedler til fakturaerne, at sagsøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for, at de anførte underleverandører havde været i stand til at levere de påståede transportydelser, og at de påståede underleverandører ikke havde angivet A-skat eller moms. Retten bemærkede, at det forhold, at sagsøgerens virksomhed havde foretaget betaling til de påståede underleverandører ved bankoverførsler, og at der måtte være overensstemmelse mellem fakturaerne og de overførte beløb, ikke beviste, at underleverandørerne havde udført arbejde for virksomheden. Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat og udtalte, at de for landsretten afgivne forklaringer ikke kunne føre til et andet resultat. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom. | Østre Landsret stadfæstede byrettens dom i SKM2021.394.BR |
| SKM2022.18.ØLR | Skattemyndighederne havde nægtet et selskab fradrag for købsmoms af arbejdsydelser, som var blevet leveret til selskabet af underleverandører. Landsretten fandt det godtgjort, at underleverandørerne havde begået momssvig, og at selskabet burde havde vidst, at dets transaktioner med underleverandørerne var led i sidstnævntes momssvig. På den baggrund fandt landsretten, at det var berettiget i henhold til EU-Domstolens praksis om nægtelse af fradragsret for moms i tilfælde af momssvig begået af en underleverandør, at skattemyndighederne havde nægtet selskabet fradrag for momsen. Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT var blevet fyldestgjort for en del af den moms, som underleverandørerne havde unddraget statskassen, som følge af at SKAT - efter at have opdaget momssvigen - havde efteropkrævet momsen hos underleverandørerne. Landsretten fandt i øvrigt, at der var begået en sagsbehandlingsfejl i form af mangelfuld partshøring, men at denne sagsbehandlingsfejl konkret ikke havde haft betydning for sagens afgørelse, hvorfor SKATs og Landsskatterettens afgørelser ikke var ugyldige som følge af manglende partshøring som påstået af selskab. | Landsretten stadfæster byrettens dom i SKM2020.313.BR. |
| SKM2019.332.ØLR | Sagen angik, om SKAT havde været berettiget til at nægte fradrag for købsmoms af en række fakturaer udstedt af en underleverandør til et rengøringsselskab. Derudover angik sagen, om rengøringsselskabet hæftede for manglende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for de rengøringsydelser, der ubestridt var udført, men som SKAT ikke fandt var udført af den påståede underleverandør, men derimod af selskabets egne ansatte. Byretten fandt, at selskabet bar bevisbyrden for, at betingelserne for at få fradrag for købsmoms for de påståede underleverandørydelser var opfyldt, bl.a. ved fremlæggelse af forskriftsmæssige fakturaer. Med henvisning til en række forhold om den påståede underleverandør bemærkede byretten, at ingen omstændigheder kunne antageliggøre, at der var udført nogen form for arbejde hos underleverandøren, og at der ikke var nogen dokumentation for udbetaling af løn herfra. Idet fakturaerne i øvrigt udgjorde så stor en del af sagsøgerens omsætning, uden sagsøgeren kunne forevise forskriftsmæssige fakturaer, kontrakter mellem selskaberne, eller dokumentation for løbende samhandelsforhold, havde retten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse angående nægtelse af fradrag for moms. Retten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs vurdering af, at arbejdet måtte være udført af sagsøgerens ansatte, uden at der samtidig var indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse hvilede på et forkert grundlag, eller at den var åbenbart urimelig. Skatteministeriets frifindelsespåstand blev derfor taget til følge. Landsretten var af samtlige de grunde, der var anført at byretten, enig i byrettens resultat og stadfæstede derfor byrettens afgørelse. | Landsretten stadfæster byrettens dom i SKM2018.578.BR |
| SKM2017.155.ØLR | Appellanten krævede godtgørelse af elektricitetsafgift og kuldioxidafgift samt fradrag for moms fra SKAT på i alt ca. kr. 5,6 mio. af nogle leverancer af el til appellanten fra et elselskab. Appellanten havde aldrig betalt regningen fra elselskabet med de fakturerede afgiftsbeløb vedrørende de pågældende leverancer, der var fremsendt flere år efter, at det faktiske elforbrug havde fundet sted. Appellanten bestred fra starten regningen fra elselskabet, og havde under en retssag mod elselskabet fået medhold i, at appellanten efter kontraktforholdet mellem parterne ikke var forpligtet til at betale for el-leverancerne, idet appellanten havde været i god tro om, at en elmåler hos appellanten havde målt et for lavt elforbrug. Desuagtet havde appellanten anvendt fakturaen fra elselskabet over for SKAT til at angive og opnå refusion for elektricitetsafgift, kuldioxidafgift og moms. SKAT foretog senere en efteropkrævning af de med urette refunderede afgifter og nægtede selskabet at tilbageføre momsen, som appellanten - ifølge appellanten selv ved en "fejl" - senere havde efterangivet over for SKAT. Landsretten tiltrådte, at der ikke var adgang til afgifts- og momsrefusion for appellanten efter henholdsvis godtgørelsesreglerne i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, samt ML § 37, stk. 1, eftersom afgiftsbeløbene ikke var betalt og appellanten heller ikke var forpligtet til at betale disse. Appellanten havde således ikke båret nogen afgiftsbyrde, som der kunne ske afgiftsgodtgørelse henholdsvis fradrag for. | Landsretten stadfæster byrettens dom i SKM2015.257.BR |
| SKM2009.325.ØLR | Sagen omhandlede momsfradrag for indkøb af fremmed arbejdskraft. I sagen var der en række faktorer, der rejste tvivl om fakturaernes realitet. Landsretten stadfæstede byrettens dom og tiltrådte, at appellanten ikke havde bevisbyrden for, at fakturaerne kan danne grundlag for momsfradrag. Der var derfor ikke momsfradrag for momsen på fakturaerne. | Sagens fakta er beskrevet i afsnit D.A.11.1.7 om krav til dokumentationen for indkøbet. |
| Byretsdomme |
| SKM2023.419.BR | Sagen angik, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for fradrag for købsmoms og skattemæssigt fradrag i indkomståret 2016 for tre fakturaer udstedt af en hævdet underleverandør af arbejdsydelser, jf. ML § 37, stk. 1, og SL § 6, stk. 1, litra a.
Retten fandt, at der i sagen forelå så usædvanlige omstændigheder, at sagsøgeren var underlagt en skærpet bevisbyrde. Retten fandt, at de tre fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsen. Retten bemærkede, at sagsøgeren ikke havde opfyldt Skatteministeriets opfordringer til nærmere at dokumentere de hævdede leverancer, og at det derfor ikke havde været muligt at efterprøve og kontrollere fakturaerne. Retten lagde til grund, at Skattestyrelsen ved kontrol af den hævdede underleverandør havde konstateret, at underleverandøren ikke havde ansatte, at sagsøgerens indbetalinger til underleverandøren straks eller kort efter indsætning var blevet videreoverført til et vekselbureau, og at politiet i forbindelse med efterforskning af underleverandøren havde konstateret, at underleverandøren ikke havde leveret arbejdskraft og havde været anvendt til at udstede fakturaer og føre pengene tilbage til betalere efter fradrag af provision.
Retten fandt på den baggrund, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at underleverandøren havde udført det arbejde, fakturaerne ifølge sagsøgeren dækkede over. | |
| SKM2021.625.BR | Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT med rette havde nægtet sagsøgeren, der drev virksomhed med skalmuring, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt i 2014 af underleverandører af murerarbejde, jf. ML § 37, stk. 1, og hvorvidt sagsøgeren hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten fandt på baggrund af en konkret bevisvurdering, at der ikke var grund til at betvivle, at arbejdet var udført af underleverandørerne, og lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at fakturaerne alle var udstedt af momsregistrerede virksomheder, at de var udsted til og betalt af sagsøgeren ved bankoverførsel, og at der var tale om fakturering af arbejde, der skulle være udført i underentreprise, som retten anså som et naturligt led i den virksomhed, som sagsøgeren i øvrigt udøvede. Videre lagde retten vægt på, at sagsøgeren både før og efter2014 havde anvendt underentreprenører til arbejde svarende til det fakturerede, og at SKAT havde anerkendt fradragsret for moms for sådanne fakturaer fra øvrige underentreprenører. Skatteministeriet blev på denne baggrund tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens momstilsvar for den omhandlede periode på i alt 458.421 kr. skulle nedsættes, og at sagsøgeren derfor heller ikke var indeholdelsespligtig af AM-bidrag og A-skat af beløb svarende til i alt 467.501 kr. | |
| SKM2021.395.BR | Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for købsmoms, der var betalt til angivne underleverandører i indkomstårene 2014 og 2015. Retten konstaterede først, at bevisbyrden for, at der er leveret momspligtige ydelser, påhviler skatteyderen. Herefter fandt retten, at de fremlagte fakturaer ikke indeholdt oplysninger om dato for levering. Stort set alle fakturaerne indeholdt endvidere ikke oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, og beskrivelsen af arbejdet var kortfattet. Retten fandt også, at skatteyderen ikke havde fremlagt arbejdssedler eller andet, der kunne dokumentere arbejdets omfang eller underbygge, at levering havde fundet sted. Endvidere lagde retten vægt på, at de fremlagte samarbejdsaftaler ikke kunne godtgøre, at der var sket levering samt, at de angivne underleverandører i 2014 havde perioder med 0 ansatte eller uden registrering af ansatte. I øvrigt havde en række af underleverandørerne ikke angivet moms og A-indkomst i 2014, og samtlige underleverandører var efterfølgende opløst, herunder som følge af konkurs. Den omstændighed, at der måtte være sket pengeoverførsler fra skatteyderens konto kan ikke føre til et andet resultat, idet dette ikke i sig selv dokumenterede, at der er sket levering af momsbelagte ydelser fra de angivne underleverandører. | |
| Landsskatteretten |
| SKM2018.611.LSR | Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde nægtet fradrag for købsmoms af en vognmandsvirksomheds udgifter til underleverandører, idet det ikke fandtes godtgjort, at der var sket levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person. | |
| SKM2018.542.LSR | Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde nægtet fradrag for købsmoms vedrørende leverancer fra underleverandører i forbindelse med klagerens drift af rengøringsvirksomhed, idet de fremlagte fakturaer var mangelfulde, ligesom der ikke fandtes at være realitet bag fakturaerne. | |
| SKM2018.540.LSR | Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde nægtet fradrag for købsmoms vedrørende leverancer fra underleverandører i forbindelse med klagerens drift af rengøringsvirksomhed, idet de fremlagte fakturaer var mangelfulde, ligesom der ikke fandtes at være realitet bag fakturaerne. | |
| SKM2009.139.LSR | Et selskab som ejede 136 ud af 160 ejerlejligheder i et feriekompleks. Selskabet havde foretaget fradrag for moms af udgifter til renoverings- og vedligeholdelsesarbejder på ejerlejligheder. Arbejderne var iværksat og betalt af ejerforeningen, og hver lejlighed indbetalte derefter 1/160 af de samlede udgifter til ejerforeningen. Landskatteretten fandt, at udgifterne var afholdt af ejerforeningen og ikke selskabet. Der var derfor ikke tale om virksomhedens indkøb efter ML § 37, stk. 1. | Dommen er også omtalt i afsnit D.A.11.1.2.3 om rette omkostningsbærer og i afsnit D.A.11.1.7 om krav til dokumentationen for indkøbet. |
| SKM2001.457.LSR | Sagen omhandlede momsfradrag for pålagte sagsomkostninger. Landsskatteretten udtalte, hverken modparten eller dennes advokat leverer momsbelagte varer eller ydelser til den virksomhed, der bliver pålagt at betale sagsomkostninger til modparten. Virksomheden er derimod pålagt at betale modpartens skønnede udgifter. Der er derfor ikke momsfradrag. | Kendelsen er også omtalt i afsnit D.A.11.1.2.3. |
| TfS2000, 20 (LSR) | Sagen omhandlede momsrefusion på opkøb af guld til videresalg. Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret, at guldet var leveret til virksomheden. Der var ikke fremlagt dokumentation for guldets tilstedeværelse, opbevaring og videresalg, ligesom der ikke forelå dokumentation for betaling af fakturabeløbene. | |
| TfS 1996, 561 | Momsnævnet nægtede fradrag for moms på fakturaer, der ikke omhandlede faktiske leverancer. Det var ikke dokumenteret, at guldet var leveret til virksomheden. Der var i sagen ikke foretaget levering, ligesom det heller ikke var hensigten, at der skulle ske levering. Virksomheden vidste, at der var tale om fiktive fakturaer, der ikke skulle betales. | |