For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder officialprincippet. Officialprincippet
findes hverken beskrevet i skattestyrelsesloven eller i forvaltningsloven, men har
hjemmel i uskreven retssædvane.
Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de nødvendige
oplysninger foreligger, og at de nødvendige undersøgelser foretages inden
der træffes afgørelse i en sag. I praksis foregår dette i vidt omfang
via de oplysninger, der pligtmæssigt indberettes i henhold til lovgivningen.
Officialprincippet betyder ikke nødvendigvis, at forvaltningsmyndigheden altid
selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Dette kan ske i samarbejde
med andre myndigheder og borgeren/virksomheden selv. Forvaltningsmyndigheden vil
dog ikke uden videre kunne lægge borgerens/virksomhedens oplysninger til grund,
men må i et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at
sagen bygger på det materielt rigtige grundlag.
Et væsentligt led i told- og skattemyndighedernes sagsbehandling er told- og
skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra borgerne/virksomhederne.
Det drejer sig især om reglerne om den enkelte skatteyders selvangivelsespligt,
angivelses- og oplysningspligt i øvrigt, men også om told- og skattemyndighedernes
adgang til at indhente regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og indhente
oplysninger fra tredjemand, Det
almindelige krav om, at myndighederne skal påse, at sagbehandlingstiden ikke
bliver unødigt langvarig indebærer ikke, at myndighederne kan undlade
at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst. I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden
har givet anledning til kritik fra Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig
først og fremmest imod de perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling
har været gået helt i stå, jf. fx FOB 1995, 237 og FOB 1995, 251.
Det må derfor påhvile den myndighed, der har foretaget en høring
eventuelt at rykke for et høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt
at fastsætte en svarfrist.