Parter
A
(v/adv. Leo Jantzen)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/adv. Josefine Farver Kronborg (prøve)
Afsagt af Landsretsdommerne
Erik P. Bentsen, John Lundum og Cecilie Revsbech (kst)
Sagens oplysninger og parternes påstande
Retten i Sønderborg har den 10. december 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS10023/2017-SON, tidligere BS C2-922/2017, SKM2019.61.BR).
Påstande
Appellanten, A, har for landsretten nedlagt påstand om, at hendes skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2010 nedsættes med henholdsvis 450.400 kr. og 580.900 kr., og hun har subsidiært nedlagt påstand om, at hendes skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2010 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
I en aftale om omsorgspligt og om underholdsbidrag underskrevet den 28. december 2002 af A og IH vedrørende parrets søn JW står der bl.a., at faderen fra tidspunktet for opløsning af samlivet med moderen forpligter sig til at betale et månedligt underholdsbidrag til barnet, og at beløbet månedligt udgør 800 CHF indtil det fyldte 6. år, 900 CHF fra det 7. til det fyldte 12. år og 1.000 CHF fra det 13. til det fyldte 18. år. Det er oplyst, at der blev indgået en tilsvarende aftale mellem A og IH vedrørende parrets andet barn NM.
Af en dansk oversættelse af en låneaftale mellem IH som långiver og A som låntager dateret den 30. august 2007 fremgår bl.a. følgende:
"1. I henhold til artikel 312ff i den schweiziske obligationsret anerkender låntager med valørdato pr. 1. september 2007 at skylde långiver CHF 100.000 … Lånet ydes som forudbetaling for fremtidige underholdsbidrag til kontraktparternes fælles børn, JW og NM. Låntager har brug for beløbet for at kunne betale den lovpligtige egenandel i forbindelse med lånet (hos F1-bank…) til den erhvervede ejendom (…), som hun i øjeblikket bor i sammen med de to børn.
- Lånet forrentes af låntager med 3 % p.a.
…"
Forklaringer
A har afgivet supplerende forklaring. Der er endvidere afgivet forklaring af IH.
A har forklaret, at hun har arbejdet som pilatesinstruktør, siden hun flyttede tilbage til Danmark. Det kunne hun gøre om aftenen, mens børnene sov, og om formiddagen. Hun havde købt et hus, hvor hun kunne undervise i pilates på første sal. Hun har i lørdags for første gang talt med IH mere udførligt om forløbet, da de gik fra hinanden, og det viser sig, at hans opfattelse af baggrunden for betalingen af de 300.000 CHF er, at det var en forudbetaling af de børnepenge, han skulle betale til deres to sønner. Efter schweizisk ret skal der indgås en aftale om børnebidrag, når forældre ikke er gift. De indgik to sådanne aftaler for en schweizisk myndighed. IH har forklaret, at når han overførte de 300.000 CHF til hende, var det en forudbetaling af det samlede beløb, han ville skulle betale til de to børn. Han havde sat sig ned og regnet ud, hvad det samlede beløb ville udgøre. Efter schweizisk ret skal der betales børnepenge, indtil børnene er færdige med deres uddannelse. Hun havde haft den opfattelse, at de 300.000 CHF var til hende som følge af, at hun ikke havde fået løn i 6 år, mens hun arbejdede med i virksomheden. Da hun sagde til IH, at hun ville tage til Danmark med børnene, sagde han godt nok, at hun ikke ville få en krone med. Efter at hun nu har fået kendskab til IH’s opfattelse af situationen, kan hun godt se, at IH har betegnet en række af overførslerne som "unterhaltszahlung", selv om han jo ikke skulle betale underholdsbidrag til hende, men kun til børnene. Hun kan også se nu, at de beløb, han overførte, da hun i 2012 var gået ned med stress, ligeledes er betegnet "unterhaltszahlung", og IH forklarede hende i lørdags, at de beløb også var forudbetaling af børnebidrag til drengene. Hun forstår også bedre nu, hvorfor IH bad hende om at underskrive en låneaftale i august 2007. Det forstod hun ikke dengang. Hun er uanset IH’s forklaring i dag fortsat af den opfattelse, at IH og hun forud for, at hun vendte hjem til Danmark, havde indgået en aftale om, at han skulle betale hende 300.000 CHF for hendes indsats i deres virksomhed uden at få løn gennem 6 år.
IH har forklaret, at han stammer fra Y1-by i Schweiz. A og han lærte hinanden at kende omkring 1997. De fik sammen i 20XX sønnen JW og i 20XX sønnen NM. I 2004 åbnede A og han en restaurant sammen. I vintersæsonen 2005-2006 besluttede A at vende tilbage til Danmark med børnene. Efter at de fik børn, hjalp A til i virksomheden, men hun kunne ikke arbejde som sådan i virksomheden, da der skulle være nogen hos børnene. I Schweiz kan børn først komme i børnehave fra 5-årsalderen. Som følge af, at A og han ikke var gift, blev der i forbindelse med hver af børnenes fødsel indgået en aftale under medvirken af det lokale værgemålskontor.
Da A ville rejse til Danmark med børnene, skulle de have et sted at bo, og hun skulle have en bil. Han regnede derfor ud, hvad børnebidragene til de to drenge alt i alt ville beløbe sig til, og nåede frem til 300.000 CHF som et rundt tal. Det var ikke et beløb til A, for han skyldte hende ikke nogen penge. Restauranten havde ikke givet overskud, mens A og han boede sammen. Der var kun gæld. Når han ikke betalte de 300.000 CHF på en gang som aftalt, skyldtes det, at han ikke havde penge til det. Det havde været lettere for ham at klare at betale de månedlige beløb i børnebidrag, men A havde brug for et stort beløb for at kunne komme i gang i Danmark, herunder til som nævnt at købe hus. Når nogle beløb til børnene er anført som "kindergeld" og andre som "unterhaltszahlung", skyldtes det alene, at beløbene blev overført fra to forskellige bankkonti. Den skriftlige aftale af 10. november 2006 blev nedskrevet efter ønske fra A’s skatterådgiver. Det var en gentagelse af det, de havde aftalt tidligere på året. Låneaftalen af 30. august 2007 blev indgået efter ønske fra hans skatterådgiver. Skatterådgiveren var nervøs for, at han ikke ville kunne gøre gældende, at han ved betalingen af de 100.000 CHF var frigjort i dette omfang for at skulle betale børnebidrag til drengene.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten, idet A for landsretten dog har frafaldet anbringendet om, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens i § 27, stk. 2, ikke er overholdt.
Landsrettens begrundelse og resultat
Den forklaring, IH har afgivet for landsretten, understøtter ikke A’s forklaring om, at de omstridte beløb er overført af IH til hende i henhold til en aftale indgået mellem dem, mens hun boede i Schweiz, hvorefter IH påtog sig at betale beløbet på baggrund af, at hun gennem 6 år under parternes samliv havde arbejdet i IH’s virksomhed uden at få løn. Med disse bemærkninger er landsretten enig i byrettens begrundelse og resultat.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. inkl. moms til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.