Dato for udgivelse
08 maj 2015 10:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 jan 2015 10:21
SKM-nummer
SKM2015.306.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, S-2287-14
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, strafudmåling, betinget, oversætter
Resumé

T var tiltalt for skattesvig for 2008 og 2009, idet han havde afgivet urigtige oplysninger til brug for opgørelse af sin skat og sit bidragsgrundlag, idet han undlod at selvangive indtægter vedrørende projektledelse og konsulentopgaver inden for oversættelsesbranchen på i alt 2.464.757 kr. Han havde derved i alt unddraget for 1.480.797 kr. i skat og 221.179 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.

T tilstod forholdet. Han var i begge år selvstændig og drev et firma, hvor han hævede en løn, som han selvangav. Han modtog også indbetalinger fra kunder, hvor han fakturerede i eget navn, og disse penge røg uden skatte- og arbejdsmarkedsbidragstræk ind på hans private konti. Han var enig i de opgjorte unddragne beløb. Han har efterfølgende betalt pengene tilbage med rentes renter. Han var inde i sin skattemappe både i marts 2009 og 2010 for at ændre sit underholdsbidrag, men uden at ændre på den for lave indtægt.

Byretten fandt T skyldig i skattesvig.  T idømtes 1 års betinget fængsel samt tillægsbøde på 1.700.000 kr. med forvandlingsstraf på 20 dage. Fængselsstraffen blev betinget, navnlig under hensyn til, at beløbet er tilbagebetalt.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, men skærpede straffen til ubetinget fængselsstraf i 1 år samt en tillægsbøde på 1.700.000 kr. med forvandlingsstraf på 60 dage. Der var ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, uanset at T havde betalt det unddragne beløb. Sagsbehandlingstiden, der var ca. 2½ år, fra SKATs indledning af sagen til landsrettens dom, kunne heller ikke føre til et andet resultat.

Reference(r)

Straffeloven § 289
Skattekontrolloven § 13
Arbejdsmarkedsbidragsloven § 18 (dagældende)

Henvisning

-

Østre Landsrets dom af 19. januar 2015, 12. afdeling nr. S-2287-14

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Malene Palludan Rysgaard, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Karsten Bo Knudsen, Ole Græsbøll Olesen og Claus Forum Petersen (kst.) med domsmænd)

......................................................

Byrettens dom af 5. august 2014, nr. 12-3480/2014

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 15. maj 2014.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.            

straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1,

ved for indkomstårene 2008 og 2009 på SKATs hjemmeside, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2008 og 2009, idet han undlod at selvangive indtægter vedrørende projektledelse og konsulentopgaver inden for oversættelsesbranchen med henholdsvis 1.028.082 kr. for 2008 og 1.724.996 kr. for 2009, i alt 2.764.757 kr., hvorved det offentlige blev unddraget skatter med henholdsvis 552.289 kr. for 2008 og 928.508 kr. for 2009, i alt 1.480.797 kr.

2.            

dagældende arbejdsmarkedsbidragslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt.,

ved for indkomstårene 2008 og 2009 på SKATs hjemmeside, med forsæt til at unddrage det offentlige arbejdsmarkedsbidrag, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om bidragsgrundlaget for indkomstårene 2008 og 2009, idet han undlod at selvangive indtægter vedrørende projektledelse og konsulentopgaver inden for oversættelsesbranchen med henholdsvis 1.039.761 kr. for 2008 og 1.724.996 kr. for 2009, i alt 2.764.757 kr., hvorved det offentlige blev unddraget arbejdsmarkedsbidrag med henholdsvis 83.180 kr. for 2008 og 137.999 kr. for 2009, i alt 221.179 kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf samt en tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Forklaringer

Tiltalte, T, har forklaret, at han begge år var selvstændig og drev et firma, hvor han hævede en løn, som han selvangav. Men han modtog også indbetalinger fra kunder, hvor han fakturerede i eget navn, og disse penge røg uden skatte- og arbejdsmarkedsbidragstræk ind på hans private konto. Han var igennem en skilsmisse i 2008 og led også af ludomani, hvilket han først fik styr på omkring 2009/2010 efter at have læst nogle bøger og været til psykolog. Han er enig i de i retsmødebegæringen opgjorte unddragne beløb. Han har efterfølgende betalt pengene tilbage med rentes renter. Han var inde i sin skattemappe både i marts 2009 og 2010 for at ændre på det underholdsbidrag, han betaler til ægtefællen, men uden at ændre på den for lave indtægt.

Personlige forhold

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han i januar 2012 blev straffet for nogle sovepiller, som havde haft sammenhæng med hans psykiske problemer, og det samme gælder nok også straffen i 2007. Han har ikke hørt fra Kriminalforsorgen. Han er stadig selvstændig og kan leve af det. Han er på antidepressiv medicin. Sammen med sin samlever har han to fælles børn på henholdsvis et halv år og tre år, og han har desuden to samværsbørn. Han er indstillet på i givet fald at udføre samfundstjeneste.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i et år, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, samt dagældende arbejdsmarkedsbidragslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt.

Fængselsstraffen gøres rent undtagelsesvist, navnlig under hensyn til, at beløbet er tilbagebetalt, betinget som angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.700.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Forvandlingsstraffen for bøden fastsættes som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i et år.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

  1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på to år fra endelig dom.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.700.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

...........................................

Østre Landsrets dom af 19. januar 2015, 12. afdeling nr. S-2287-14

Byrettens dom af 5. august 2014 (12-3480/2014) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.

Tiltalte har påstået stadfæstelse navnlig således, at straffen gøres ubetinget [???.red.SKAT]

Personlige forhold

Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808.

Tiltalte har ved bødeforelæg af 24. januar 2012 modtaget en bøde på 6.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

Supplerende oplysninger

Det er oplyst, at sagen startede hos SKAT i august 2012, hvorefter tiltalte af SKAT blev afhørt i august, 2013 og sagen blev oversendt til politiet den 28. november 2013. Politiet foretog afhøring af tiltalte den 3. april 2014.

Forklaringer

Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold og har supplerende forklaret blandt andet, at han tilbagebetalte det skyldige skattebeløb, inden han modtog en sigtelse fra SKAT.

Landsrettens begrundelse og resultat

Straffen, der tillige fastsættes i medfør af straffelovens § 89, findes passende udmålt til fængsel i 1 år, og der findes efter sagens karakter ikke, uanset at tiltalte har betalt det unddragne beløb, grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Sagsbehandlingstiden, der har været ca. 2½ år, fra SKATs indledning af sagen til landsrettens dom, kan ikke føre til et andet resultat.

Med denne ændring vedrørende fuldbyrdelsen af straffen og den nedennævnte ændring ved rørende forvandlingsstraffen stadfæstes dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t  

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at straffen på fængsel i 1 år skal fuldbyrdes.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden forhøjes til fængsel i 60 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Statskassen skal efter omstændighederne betale sagens omkostninger for landsretten.