Indhold
I dette afsnit beskrives certifikattabsforsikringen og dens skattemæssige behandling.
Afsnittet indeholder:
- Definition: Certifikattabsforsikring
- Hvilken type forsikring?
- Den skattemæssige behandling
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Definition: Certifikattabsforsikring
Certifikattabsforsikring er en erhvervsudygtighedsforsikring, der dækker en pilot mod
- tab af certifikat og
- pålæg af begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der er tildelt i kraft af flyvecertifikatet, som er en følge af sygdom eller legemsskade, der kan anses for kronisk.
Hvilken type forsikring?
Der er som regel tale om forsikringer, hvor arbejdsgiveren betaler præmien, mens arbejdstageren (piloten) er den forsikrede.
Certifikattabsforsikringer anses for syge- og ulykkesforsikringer. Se LSRM 1976.83 LSR.
Den skattemæssige behandling
Hvis forsikringen ejes af piloten, vil den skattemæssigt blive behandlet efter reglerne i PBL § 53 A, jf. afsnit C.A.10.4.2.3.2.6 og C.A.10.4.2.3.4.
Hvis forsikringen ejes af en anden end piloten, så skal den skattemæssigt behandles efter reglerne i statsskatteloven, jf. afsnit C.A.10.4.2.7 og C.A.10.4.3.17.
Det er vilkårene i forsikringsaftalen, der er afgørende for, om det er luftfartsselskabet som arbejdsgiver, eller den ansatte pilot, der anses for at være ejer af ordningen.
Bemærk
En certifikattabsforsikring, der giver piloten ret til en løbende pensionsydelse ved tab af erhvervsevnen, kan opfylde betingelserne for at være en invalidepension omfattet af PBL § 2, nr. 4, litra c. Se om invalidepensioner i afsnit C.A.10.2.1.1.6.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
LSRM 1976.83.LSR | Trafikflyvers særlige erhvervsudygtighedsforsikring anerkendt som syge- og ulykkesforsikring (som dengang var fradragsberettiget). | |