Indhold

Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendomme, skovejendomme og erhvervsejendomme med ejerboliger.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Ejendomme, omfattet af reglen
  • Beregning af bundfradraget
  • Hvornår foretages fradraget?
  • Undtagelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

Ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 er der foretaget en række ændringer i ejendomsavancebeskatningsloven som følge af vedtagelsen af den nye ejendomsvurderingslov. Ændringerne er alene konsekventændringer. Efter ændringen henvises der i bestemmelserne til ejendomsvurderingsloven og ikke længere til den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme. Ændringerne vedrører EBL §§ 5, stk. 6, § 5 A, stk. 1, § 6, stk. 2, og § 9, stk. 1. Formuleringen heri, herunder den nye henvisning til ejendomsvurderingsloven har virkning fra og med det skatteår henholdsvis det indkomstår, hvor beskatningen sker på grundlag af ejendomsvurderinger foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6.

For ejendomme, hvor afgørelsen om, hvilken kategori en ejendom ved vurderingsterminen pr. 1. marts 2021 skal henføres til, jf. ejendomsvurderingslovens § 3, er truffet uafhængigt af vurderingen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 83 a, har den ændrede formulering i ejendomsavancebeskatningsloven også virkning for overdragelser der finder sted fra og med den dato, hvor afgørelsen efter ejendomsvurderingslovens § 83 a er meddelt ejeren. Indtil da gælder reglerne i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme (vurderingsloven). Se lov nr. 688 af 8. juni 2017, § 22, stk. 12, som senest ændret ved lov nr. 679 af 3. juni 2023.

Se C.H.2.1.16. om definitioner af de typer af fast ejendom, der er omfattet af de særlige regler for opgørelsen af en skattepligtig fortjeneste ved afståelsen af landbrugsejendomme, skovejendomme og erhvervsejendomme med ejerboliger.

Hovedregel

Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendomme, skovejendomme og erhvervsejendomme med ejerboliger gives der et bundfradrag i den opgjorte fortjeneste, når visse betingelser er opfyldte. Se EBL § 6, stk. 2.

Ejendomme, omfattet af reglen

Der beregnes kun bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af en ejendom, hvis den på afståelsestidspunktet opfylder følgende betingelser:

  • Ejendommen anses for landbrug eller skovbrug eller er en erhvervsejendom med en ejerbolig/blandet benyttede ejendom efter EVL § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, og § 35, stk. 1, eller VUL § 33, stk. 1 eller 5, eller stk. 7, 1. og 2. pkt.,  
  • Ejeren har ejet ejendommen i mindst 5 år
  • Ejendommen har tjent til bolig for ejeren i en del af eller hele den periode, hvor denne har ejet ejendommen, og ejendommen har været omfattet af EVL § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 35, stk. 1, (VUL § 33, stk. 1 eller 5, eller stk. 7, 1. og 2. pkt.) og 
  • Afståelsen omfatter stuehuset eller ejerboligen med tilhørende grund og have.

Beregning af bundfradraget

Bundfradraget gives med et grundbeløb på 268.800 kr. (2010-niveau), der reguleres efter PSL § 20. Se EBL § 6, stk. 2.

Bundfradraget udgør 327.200 kr. i 2023 og 338.800 kr. i 2024.

Der gives kun ét bundfradrag pr. ejendom.

Hvis en ejendom ejes af flere i sameje, kan hver ejer kun anvende den del af bundfradraget, der svarer til hans eller hendes ejerandel.

Er ejendommen ejet i lige sameje mellem to personer, kan hver ejer anvende halvdelen af bundfradraget. 5-års reglen gælder for den enkelte ejer. Hvis fx den ene ejer har ejet ejendommen i 7 år, og den anden kun har været ejer i 4 år på salgstidspunktet, er det kun den førstnævnte, der kan anvende sin del af bundfradraget. Den resterende del går tabt.

Ved delsalg af en ejendom kan ejeren anvende en forholdsmæssig andel af bundfradraget. Hvis en ejer sælger en ideel andel på 50 pct. af sin ejendom, kan ejeren anvende 50 pct. af bundfradraget. Når ejeren så senere sælger den sidste andel af ejendommen, som ejeren nu ejer med 50 pct., gives der kun et tilsvarende bundfradrag (50 pct.).

Hvornår foretages fradraget?

Bundfradraget indgår som sidste led i opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste.

Herefter skal sælgeren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun medregne den del af den opgjorte fortjeneste, der er tilbage efter

  • fradrag for frigørelsesafgift (se nærmere om frigørelsesafgift i afsnit (C.H.2.2)),
  • bundfradrag og
  • fradrag for fremførselsberettiget tab ved salg af anden fast ejendom.

Undtagelse

Der gives dog ikke bundfradrag, hvis

  • reglen om ejertidsnedslag efter den tidligere regel i EBL § 6, stk. 3, har været anvendt ved et tidligere delsalg af ejendommen (Det bemærkes, at reglen om ejertidsnedslag er ophævet for ejendomme, der afstås den 1. januar 2008 eller senere.),
  • ejendommens anskaffelsessum opgøres efter indekseringsreglen i EBL § 5 A, eller
  • der tidligere har været frasalg, eller der samtidigt med salg af restejendommen er frasolgt en del af ejendommen, hvor reglen om indeksering i EBL § 5 A har været anvendt ved opgørelsen af fortjenesten.

Se EBL § 6, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme 

SKM2014.723.BR

Spørgsmålet i sagen var om ejendommen indeholdt mere end en eller to beboelseslejligheder og om betingelserne som følge heraf for at anvende EBL § 6, stk. 2, var opfyldt. Retten fandt, at der var mere end to beboelseslejligheder på ejendommen. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i sine skatteregnskaber havde anført lejeindtægter for tre lejligheder, at der skete udlejning til tre særskilte enheder, herunder blandt andet familier med børn, samt at det af BBR-meddelelsen fremgik, at der var tre lejligheder på ejendommen, hver med eget køkken, wc og bad. Klager var derfor ikke berettiget til bundfradrag efter EBL § 6, stk. 2.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2014.344.LSR Klager havde samtidig med salget af en bygningsparcel foretaget frasalg af den resterende del af ejendommen, hvor avancen var opgjort efter EBL § 5 A. Han var derfor ikke berettiget til bundfradrag efter EBL § 6, stk. 2, ved afståelsen af bygningsparcellen. Kendelsen stadfæster SKM2012.626.SR.