Indhold

Dette afsnit handler om reglerne for motorankenævnenes sammensætning.

Afsnittet indeholder:

  • Antal nævn og medlemmer
  • Stedlig kompetence
  • Udnævnelse af medlemmer
  • Personer, der ikke kan være medlem
  • Udtræden og fritagelse for medlemskab

Antal nævn og medlemmer

Skatteministeren bestemmer landets inddeling i motorankenævnskredse og antallet af medlemmer af det enkelte motorankenævn. Se SFL § 8, stk. 1.

Landet er opdelt i 4 motorankenævnskredse. Se BEK nr. 1042 af 22/06/2022 § 3.

Stedlig kompetence

Klage over en afgiftspligtig værdi m.v. af motorkøretøjer behandles af det motorankenævn, i hvis kreds klageren havde bopæl eller hjemsted på tidspunktet for indgivelsen af klagen. Havde klageren hverken bopæl eller hjemsted i Danmark på dette tidspunkt, behandles klagen af Motorankenævn Sydjylland-Fyn.

Se BEK nr. 1043 af 22/06/2022 § 2.

Udnævnelse af medlemmer

Motorankenævn er kollegiale organer, hvis medlemmer er udnævnt af ministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil. Udnævnelseskompetencen omfatter også, at der vælges en suppleant for hvert af medlemmerne. Se SFL § 8, stk. 5, og SFL § 9, stk. 3.

Skatteministeren har bemyndiget direktøren for Skatteankestyrelsen til at 

  • udnævne medlemmer og suppleanter til skatte-, vurderings- og motorankenævn
  • imødekomme anmodninger om at træde ud af ankenævn
  • meddele orlov fra nævnsarbejde.

Se SFL § 8, stk. 5, og SFL § 9.

Under særlige omstændigheder kan direktøren for Skatteankestyrelsen undlade at udnævne en indstillet person.

Funktionsperioden for motorankenævnet begynder den 1. juli i det år, hvor den kommunale valgperiode begynder. Se SFL § 8, stk. 2.

Et motorankenævn vælger selv en formand og en næstformand. Se SFL § 10, stk. 1.

Personer, der ikke kan være medlem

Personer, der er ansat i Skatteforvaltningen eller i Skatteankestyrelsen, kan ikke være medlem af motorankenævnet. Se SFL § 15, stk. 1.

Personer, der er medlem af eller stedfortræder i Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankenævnet eller vurderingsankenævnet kan ikke samtidig være medlem af motorankenævnet. Se SFL § 15, stk. 2.

Udtræden og fritagelse for medlemskab

Det at være motorankenævnsmedlem er et borgerligt ombud, hvorfor der er pligt til at modtage udnævnelsen.

En person kan dog kræve sig fritaget for udnævnelsen, hvis vedkommende

  • ved funktionsperiodens begyndelse er fyldt 60 år
  • har været medlem af et skatte-, vurderings- eller motorankenævn i to hele sammenhængende funktionsperioder
  • ikke har dansk indfødsret
  • på grund af helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget.

Se SFL § 8, stk. 6.

Et medlem skal udtræde, hvis det mister sin valgbarhed. Se SFL § 9, stk. 1.

Desuden kan et medlem træde ud af nævnet, hvis den pågældende på grund af helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget. Et medlem kan meddeles orlov i en periode på op til 12 måneder. Se SFL § 9, stk. 2.

Skatteministeren har bemyndiget direktøren for Skatteankestyrelsen til at meddele et medlems udtræden af ankenævn og til at imødekomme anmodninger om at træde ud af ankenævn. Se SFL § 9, stk. 1 og stk. 2.

Når et medlem udtræder af nævnet eller meddeles orlov, indtræder suppleanten i nævnet. Se SFL § 9, stk. 3.

Skatteministeren kan under særlige omstændigheder tilbagekalde udnævnelsen af et medlem eller en suppleant. Se SFL § 9, stk. 5. Denne bemyndigelse er ikke delegeret til direktøren for Skatteankestyrelsen.