Dato for udgivelse
05 Nov 2009 11:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Oct 2009 12:33
SKM-nummer
SKM2009.659.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-111686
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Befordringsfradrag - parcelhusregel - bolig nr. 2.
Resumé

Skatterådet kunne svare betinget ja til, at spørger fortsat kan opretholde befordringsfradrag mellem Aalborg og hans jobadresse i København på trods af, at han fra d. 1. september 2009 opholder sig sin ejerlejlighed i København 3 overnatninger om ugen. Dette gælder for de dage, hvor spørger kan dokumentere, at han har rejst mellem bopælen i Aalborg og arbejdspladsen i København.

Skatterådet kunne endvidere svare betinget nej til, at et evt. provenu ved et salg af lejligheden efter nogle år skal beskattes, såfremt spørger i ejerperioden faktisk anvender lejligheden af arbejdsmæssige årsager.

Hjemmel

Ligningslovens § 9C, stk. 1

Ejendomsavancebeskatningslovens § 1 og § 8, stk. 1 og 2.

Reference(r)

Ligningslovens § 9C, stk. 1
Ejendomsavancebeskatningslovens § 1
Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 og 2.

Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-1, afsnit A.F.3.1.3.1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1, afsnit E.J.1.1.

Spørgsmål

1. Kan jeg fortsat opretholde kørselsfradrag mellem min bopæl i Aalborg og min jobadresse i København på trods af, at jeg fra d. 1. september 2009 opholder mig i min ejerlejlighed i København ca. 3 overnatninger om ugen?

2. Vil en eventuel opretholdelse af kørselsfradrag medføre at et eventuelt salgsprovenue ved salg af lejligheden efter nogle år skal beskattes?

Svar

1. Betinget ja.

2. Betinget nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er ansat i København på en 6-årig kontrakt, men han har bevaret sin bopæl i Aalborg.

Spørgers kone og hendes børn bor i Aalborg. Den yngste, som bor hos spørger, går i 9. klasse og forventes at starte på gymnasiet efter sommerferien. Den ældste går i 2.g, også i Aalborg, men bor mest hos faderen i GUG/Aalborg.

Spørgers kones arbejdsadresse er i Viborg. Alene ovenstående forhold gør, at en samlet flytning ikke er aktuel indenfor de nærmeste 3-3½ år.

Spørgers forældre på henholdsvis 82 og 86 år samt spørgers bror bor i Aalborg. Herudover er alle hans fritidsinteresser forankret i byen. Herudover har han over årene opbygget en lang række relationer i byen/regionen.

Spørger har endvidere oplyst, at en normal uge ofte vil have det udgangspunkt, at han opholder sig i Aalborg i week-enden (med 3-5 week-ender i København om året). Derudover vil der være mulighed for enten at arbejde fra hjemmet i Aalborg 1 dag om ugen, eller også vil spørger overnatte i Aalborg en aften/nat om ugen. I forbindelse med ferier vil der derudover være mulighed for ophold i Aalborg. For eksempel vil han kunne være i Aalborg ca. 6 uger i sommertiden, ligesom der er mulighed for at arbejde fra Aalborg omkring Påske, Pinse, Kristi Himmelfart etc.

Dertil kommer 15-25 "udedage" og døgnarrangementer, der oftest kan påbegyndes fra Aalborg.

Spørger har endvidere oplyst, at han normalt vil tage til København mandag morgen og hjem igen torsdag eller fredag eftermiddag.

Spørger ses at være tilmeldt Folkeregistret på adressen i København.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger mener, at begge spørgsmål skal besvares med ja.

Spørger startede i sit job i marts 2008. Han købte imidlertid i efteråret 2008 en lejlighed i København, som oprindeligt var tiltænkt som "forældrekøb" til sin studerende søn. Dette arrangement blev imidlertid ikke til noget, så spørger agter at benytte lejligheden fra august/september, da lejligheden skal beboes. Det har ikke været muligt at sælge lejligheden uden stort tab.

Det er spørgers opfattelse, at en lejlighed i København er en forudsætning for at bestride hans nuværende job, idet daglig hjemrejse ikke vil være praktisk mulig/acceptabelt.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Lovregler:

Ligningslovens § 9C, stk. 1:

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Praksis:

I SKM 2008.818 SR fandt Skatterådet, at en anmodning om bindende svar kunne besvares med et betinget ja, under forudsætning af, at spørger stillede fornøden dokumentation, for at han rent faktisk benyttede en lejlighed i overensstemmelse med hans oplysninger. (Afgørelsen, der vil blive refereret mere indgående nedenfor, omhandler ikke kørselsfradrag, men den er nævnt under dette spørgsmål til illustration af, at Skatterådet tidligere har afgivet et betinget svar.)

Begrundelse:

Spørger ønsker oplyst, om han fortsat kan opretholde kørselsfradrag mellem bopælen i Aalborg og jobadressen i København på trods af, at han fra d. 1. september 2009 opholder sig i sin ejerlejlighed i København ca. 3 overnatninger om ugen.

Det er afgørende for besvarelsen af spørgsmålet hvilken bopæl, der kan betegnes som spørgers sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9C, stk. 1.

Det følger af Ligningsvejledningen, 2009-1, afsnit A.F.3.1.3.1, at begrebet sædvanlig bopæl er fastlagt gennem en lang praksis. I tvivlstilfælde foretages fastlæggelse af den sædvanlige bopæl ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.

Det er på baggrund af spørgers oplysninger SKATs opfattelse, at spørgers sædvanlige bopæl må anses for at være beliggende i Aalborg.

Der er herved lagt vægt på spørgers oplysninger om, at han bor sammen med sin kone og hendes barn/børn i Aalborg, samt at han vil opholde sig i Aalborg i langt de fleste week-ender om året, samt 1 hverdag om ugen samt omkring ferier mv. Der er ligeledes lagt vægt på spørgers oplysninger om, at hans fritidsaktiviteter mv. foregår i Aalborg. Det forhold, at spørger ikke har folkeregister i Aalborg ses ikke at være afgørende for, om han kan anses for at have sædvanlig bopæl der.

SKAT skal på den baggrund indstille til Skatterådet, at der gives et betinget svar på det stillede spørgsmål.

Såfremt spørger fremlægger fornøden dokumentation over for SKAT for, at han rent faktisk har opført sig som oplyst, er det SKATs opfattelse, at spørger kan få fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9C, stk. 1. Dette gælder for de dage, hvor spørger kan dokumentere, at han har rejst mellem bopælen i Aalborg og arbejdspladsen i København.

SKAT skal på den baggrund indstille til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med et betinget ja.

Spørgsmål 2:

Lovregler:

Ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1:

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt:

Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke.[...]

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2:

Reglerne i stk. 1 gælder også for sommerhusejendomme og lign., som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke.

Praksis:

SKM 2008.818 SR (som også nævnt under spørgsmål 1) omhandlede hvorvidt en spørger kunne sælge en supplerende ejerlejlighed skattefrit. Spørger havde oplyst, at han boede i Århus, men at han opholdt sig i København 3-4 dage ugentligt, idet han disse dage arbejdede i København. På tidspunktet for afgørelsen var der ikke fremlagt dokumentation for, at han havde benyttet lejligheden af arbejdsmæssige årsager.

Skatterådet fandt som nævnt, at spørgers anmodning om bindende svar kunne besvares med et betinget ja, under forudsætning af, at spørger stillede fornøden dokumentation for, at han rent faktisk benyttede en lejlighed i forbindelse med udførelsen af sit arbejde i overensstemmelse med hans oplysninger.

I SKM 2007.483 SR fandt Skatterådet, at en lejlighed, der blev anvendt til gennemsnitligt 2 overnatninger pr. uge i forbindelse med erhvervsarbejdet, kunne sælges skattefrit efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

I SKM 2007.510 SR fandt Skatterådet tillige, at spørger kunne sælge en supplerende lejlighed, som han af arbejdsmæssige årsager anvendte til 3 overnatninger om ugen, skattefrit efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Begrundelse:

Det ønskes besvaret, om en eventuel opretholdelse af kørselsfradrag vil medføre at et eventuelt salgsprovenu ved salg af lejligheden efter nogle år skal beskattes.

Ved besvarelsen af spørgsmålet lægges det på baggrund af spørgers oplysninger til grund, at der er tale om en helårsbeboelse med bopælspligt.

Som udgangspunkt er fortjeneste ved salg af fast ejendom skattepligtig, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1.

Der findes dog i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 og 2 mulighed for, at en fortjeneste bliver undtaget for beskatning.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. - Sommerhus eller lign.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, gælder reglerne om fritagelse fra beskatning i § 8, stk. 1, også for sommerhusejendomme og lignende, som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit.

For at reglerne i EBL § 8, stk. 2, kan anvendes ved afståelse af en ejendom, kræves det, at der er tale om afståelse af sommerhusejendomme eller lignende.

Parcelhusreglen i EBL § 8, stk. 1 og 2, fandtes tidligere i lov om særlig indkomstskat mv. § 2A, stk. 1 og 2.

Hverken forarbejderne til ejendomsavancebeskatningsloven eller til lov om særlig indkomstskat mv. indeholder en afgrænsning af, hvilken typer ejendomme der er omfattet af henholdsvis stk. 1 og 2.

Told- og Skattestyrelsen har i en kommentar, jf. TfS 1998,122, til en Ligningsrådsafgørelse (TfS 1998,118) udtalt, at det er Styrelsens opfattelse, at helårshuse kun kan omfattes af EBL § 8, stk. 2, hvis huset er købt som og rent faktisk anvendt som sommerbolig. Der er ejeren, der må sandsynliggøre, at helårshuset er erhvervet til brug for sommerbolig.

Landsretten har således også i SKM 2006.144. ØLR lagt til grund, at det er skattemyndighedernes praksis, at skattefrihed efter EBL § 8, stk. 2, ved at afhændelse af en ejendom, der har status som helårshus, alene kan opnås, når ejendommen er erhvervet med henblik på anvendelse som fritidshus og herefter anvendt således. Afgørelsen er stadfæstet af Højesteret, refereret i SKM 2007.209 HR

Det følger således af praksis, at der kan opnås skattefrihed efter EBL § 8, stk. 2, ved afhændelse af en ejendom, når ejendommen er erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig og herefter er anvendt således.

Da det fremgår af det oplyste, at lejligheden er købt som "forældrekøb" til spørgers studerende søn, og den forventes nu anvendt i forbindelse med arbejde, er det SKATs opfattelse, at spørger ikke har dokumenteret, at lejligheden er købt alene med henblik på anvendelse som fritidsbolig. Som følge heraf vil lejligheden ikke kunne betragtes som en sommerbolig i henhold til ejendomsavancebeskatningsloven, hvorfor den ikke vil kunne sælges skattefrit i henhold til EBL § 8, stk. 2.

Det er SKAT opfattelse, at spørger ikke kan undgå beskatning på dette grundlag.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Én- og tofamilieshuse

Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal dog ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke.

Det er således ikke den samme vurdering, der skal foretages ved afgørelsen af, om spørger kan få befordringsfradrag i forbindelse med befordring fra bopælen i Aalborg og arbejdspladsen, og ved vurderingen af om han kan sælge lejligheden i København uden beskatning af en evt. fortjeneste.

Det fremgår ikke af lovbestemmelserne, om en ejer på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Ifølge praksis, jf. SKM 2007.217 DEP, er det dog muligt, at en supplerende helårsejendom vil kunne sælges skattefrit i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvis ejendommen i ejerperioden har været anvendt af ejeren af arbejdsmæssige årsager. Det er i den forbindelse uden betydning, om skatteyderen anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot den supplerende ejendom faktisk har tjent til bolig for ejeren af arbejdsmæssige årsager.

Det beror på en konkret vurdering af samtlige de foreliggende omstændigheder, hvorvidt det kan sandsynliggøres, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren af arbejdsmæssige årsager, og om boligkravet i ejendomsavancebeskatningsloven dermed er opfyldt.

Det fremgår af SKM 2007.217 DEP, at det ikke er enhver anvendelse af en supplerende ejendom, som bevirker, at ejendommen kan sælges skattefrit. Det er fortsat en betingelse, at varigheden af den arbejdsmæssige anvendelse af ejendommen har haft en sådan karakter, at det kan siges, at den supplerende ejendom har tjent til bolig for ejeren. At ophold ikke er tilstrækkeligt viser Højesteret dom i SKM 2005.404 HR, hvor skatteyderen i et vist omfang havde opholdt sig i den ejerlejlighed, som var blevet solgt, men hvor dette ikke førte til, at skatteyderen havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham i en 2½ måneders periode. Det skal dog bemærkes, at dommen ikke omhandler en situation, hvor spørgsmålet var, om der forelå to boliger på én gang.

Det må kræves, at der er tale om længerevarende eller regelmæssigt tilbagevendende ophold, f.eks. en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 23. maj 2001, som omhandlede 1-2 overnatninger hver uge. Ophold i et mindre omfang vil næppe kunne betragtes som om, at ejendommen tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand. Dette er fulgt op af bl.a. SKM 2007.483 SR og SKM 2007.510 SR, hvor Skatterådet har accepteret henholdsvis 2 og 3 ugentlige overnatninger.

Et ophold på samlet ca. 2 måneder, som i SKM 2007.147 HR må betragtes som et minimum, for at ejendommen kan siges at have tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand. Overnatningerne i den supplerende ejendom skal være forårsaget af arbejdsmæssige årsager.

SKAT skal på den baggrund indstille til Skatterådet, at der gives et betinget svar på det stillede spørgsmål.

Såfremt spørger fremlægger fornøden dokumentation overfor SKAT for, at han rent faktisk opfører sig som oplyst, og han i ejerperioden faktisk anvender ejendommen af arbejdsmæssige årsager, er det SKATs opfattelse, at spørger kan sælge lejligheden uden beskatning af en evt. fortjeneste efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

SKAT skal på den baggrund indstille til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med et betinget nej, idet et eventuelt salgsprovenu ved salg af lejligheden efter nogle år skal ikke efter de foreliggende oplysninger skal beskattes.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs afgørelse og begrundelse.