Dato for udgivelse
22 jan 2008 12:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 maj 2007 14:24
SKM-nummer
SKM2008.45.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-007155
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning + Ejendomme i udlandet
Emneord
Genanbringelse, avance, skovejendom, Sverige
Resumé
Skatterådet tog stilling til forskellige spørgsmål i forbindelse med anvendelse af genanbringelsesreglerne i §§ 6 A - 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven på en skovejendom i Sverige, der er ejet gennem et interessentskab.
Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A
Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 B

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-1 E.J.2.6
Spørgsmål

Kan det bekræftes - under de nedenfor beskrevne forudsætninger - at spørgeren kan genplacere ejendomsavancen ved salg af andel af ejendommen X, i skovejendommen Y, Sverige, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A?

Svar

Ja, se dog indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgers fader erhvervede i 1964 den bebyggede landbrugsejendom X, der har et jordtilliggende på ca. 50 ha.

I 1995 købte spørger halvdelen af ejendommen fra sin fader.

I de følgende år blev ejendommen drevet af far og søn i interessentskabsform.

Ejendommen blev i perioden drevet med mælkeproduktion samt planteavl.

Pr. 1. april 2006 overtog spørger den sidste halvdel af ejendommen, som han herefter har drevet alene.

I november 2006 solgte spørger ejendommen. Ejendomsavancen, der er opgjort til ca. x kr., ønsker spørger at genanbringe i en skovejendom i Sverige.

Spørger ønsker herefter at erhverve 2/3 af den ubebyggede skovejendom Y, beliggende i Sverige, idet spørgers fader skal erhverve den sidste tredjedel af ejendommen.

Ejendommen ønskes erhvervet i første halvdel af 2007 - på betingelse af godkendelse af genplaceringen.

Ud fra projektmateriale m.m. fra sælger af skovejendommen, drejer det sig om en skovejendom på 150,1 ha. Heraf er der produktiv skovmark på 130,2 ha. Total vedmasse er opgjort til 12.014 m3.

Der forventes en værdi af hugsten over de næste 10 år på mellem 800.000 - 1.000.000 kr. (efter hugstudgifter). Der forventes en årlig tilvækst på ca. 500 m3, som kan beregnes som en værdiforøgelse af skoven på 125 - 150.000 kr.

Skovejendommen forventes anskaffet for i alt y SEK, hvoraf spørgers andel udgør ca. z SEK. Da der som nævnt ikke er bygninger på ejendommen, er hele købesummen betaling for jord og træ på rod.

 Budget for skovejendommen:

 kr.

 Anslået årlig hugst (efter hugst udgifter) 

 80 - 100.000

 Udgifter til revisor og tilsyn mv. 

 35.000

 Anslået årligt overskud 

 45- 65.000

Overskuddet skal deles mellem de 2 interessenter med 2/3 til spørger og 1/3 til spørgers fader.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A kan den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten, genanbringes.

Det fremgår ligeledes af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 4, at der kan genplaceres en ejendomsavance ved køb af erhvervsejendom i udlandet (her Sverige).

Spørger bevarer sin bopæl i Danmark og vil fortsat være hjemmehørende i Danmark.

Den påtænkte anskaffede skovejendom anses at kunne opfylde kravet til erhvervsmæssig anvendelse, og dermed er lovens krav til genplacering af ejendomsavancen opfyldt.

I forbindelse med høringen er det oplyst, at spørger den 5. april 2007 har modtaget et tilbud på skovning af ca. 3.500 m3 til en nettopris på 380 SEK/m3, hvilket giver ca. 1.330.000 SEK.

De 650.000 SEK + moms udbetales ved underskrift af kontrakt og resten, når skovningen er færdig, hvilket forventes at være i 2008.

Det vil sige en nettoindtægt på 650.000 SEK allerede i hvert af de første 2 år.

Herudover er der kontrakt på udleje af jagt med 3 x 15.000 SEK, dvs.  45.000 SEK hvert år.

Disse nye oplysninger ændrer ifølge spørger budgetforudsætningerne i væsentlig grad.

SKATs indstilling og begrundelse

Det er oplyst, at spørger gennem et interessentskab ejer den danske landbrugsejendom og ligeledes påtænker at erhverve skovejendommen i Sverige gennem et interessentskab.

Efter SKATs opfattelse er interessentskabet omkring landbrugsejendommen og interessentskabet omkring skovejendommen i Sverige ikke selvstændige retssubjekter i skatteretlig henseende.

Det betyder, at interessentskaberne skatteretligt fungerer som et transparent selskab, hvor beskatningen sker hos hver af interessenterne.

Som følge heraf har det efter SKATs opfattelse ingen reel betydning for afgivelsen af nedenstående svar, at spørgers virksomheder er/vil blive organiseret i et interessentskab.

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse (genanbringelse af fortjenesten).

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

Reglerne om genanbringelse i § 6 A finder kun anvendelse på fortjeneste, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten. Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed.

Det er endvidere bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse i nærværende situation, at spørger enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori spørger har afstået den faste ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret.

Det er endvidere en betingelse, at spørger senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse.

SKAT skal bemærke, at reglerne om genanbringelse i ejendomsavancebeskatningslovens §§ 6 A- 6 B ikke omfatter udskydelse af beskatning af genvundne afskrivninger på erhvervsmæssige ejendomme, jf. afskrivningslovens § 21.

Der gælder særlige regler for genanbringelse i fast ejendom i udlandet. Genanbringelse i udenlandsk ejendom er således yderligere betinget af, at ejeren, når denne er en fysisk person, på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Begrebet fast ejendom eller begrebet ejendomsret er ikke defineret specielt i skatteretten. Der tages derfor udgangspunkt i begrebets anvendelse i civilretten.

Ifølge tinglysningslovens ejendomsbegreb anses fast ejendom således at omfatte jordarealer evt. med bygninger samt bygninger uden jordareal, jf. Finn Träff, Køb og salg af fast ejendom, 3. udg. 2005, pp. 31-34. 

Efter SKATs opfattelse omfatter fast ejendom i ejendomsavancebeskatningslovens forstand derfor også såvel ubebyggede ejendomme, bebyggede ejendomme som bygninger på fremmed grund.

Udgangspunktet er derfor efter SKATs opfattelse, at genanbringelsesreglerne i §§ 6 A-6 B i ejendomsavancebeskatningsloven finder tilsvarende anvendelse, når der er tale om en ubebygget skovejendom, forudsat, at skovarealet anvendes erhvervsmæssigt.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at genanbringelsesreglerne finder tilsvarende anvendelse ved afståelse henholdsvis erhvervelse af en ideel andel af en ejendom, idet det er forudsat, at betingelserne i §§ 6 A-6 B i ejendomsavancebeskatningsloven er opfyldt, for så vidt angår den ideelle andel af ejendommen.

SKAT indstiller derfor på baggrund af de oplysninger, der er fremkommet ved høringen, at spørgsmålet besvares med et ja, idet det dog er forudsat, at den ejendom, hvor fortjenesten skal genanbringes, skal anvendes erhvervsmæssigt i spørgers virksomhed. Herudover er det en forudsætning for genanbringelse, at de øvrige betingelser som nævnt i § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven er opfyldt på nedsættelsestidspunktet.

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genanbringelse er opfyldt på nedsættelsestidspunktet, tager SKAT ikke stilling til på nuværende tidspunkt. Først på det tidspunkt, hvor den skattemæssige disposition skal selvangives, har SKAT mulighed for at tage stilling til, om de pågældende betingelser er opfyldt. Alternativt kan der anmodes om et nyt bindende svar, allerede på det tidspunkt, hvor de pågældende betingelser anses for opfyldt.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet er enig i indstillingen og begrundelsen.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende for skattemyndighederne i 5 år fra afgørelsen.

Land
Sverige