Parter

A
(advokat Jan Ranners)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Asbjørn Jensen og Marianne Højgaard Pedersen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 6. afdeling den 10. februar 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Parterne har gentaget deres påstande.

Anbringender

Appellanten, A, har yderligere gjort gældende, at han på baggrund af tilkendegivelser fra skattemyndighederne i 1994 har fået en retsbeskyttet forventning om, at han ikke ville blive rådighedsbeskattet vedrørende firmabilen, såfremt han fulgte den fremgangsmåde, som han havde beskrevet over for skatteforvaltningen.

Supplerende sagsfremstilling

I brev af 7. april 1994 til A fra Skatteforvaltningen hedder det bl.a.:

"I skrivelse af 3. marts 1994 forespørger De om den skattemæssige side af evt. privatkørsel i 1994 i firma-servicevogn.

Deres forespørgsel er yderligere drøftet ved et personligt møde den 24. marts 1994 her på kontoret.

De har oplyst, at De er ansat som servicechef i G1 A/S med ansvaret for Jylland og Fyn, med en månedlig løn på kr. 50.000. De er stillet en servicevogn på gule plader til rådighed for kørsel dels mellem hjem og fast arbejdsplads og dels for kørsel mellem hjem og skiftende arbejdspladser. Af hensyn til døgnvagtordning forlanger Deres arbejdsgiver, at servicevognen medbringes til privat adresse efter arbejdstids ophør. Deres døgnvagt forløber hele året minus ferie. Det er kun Dem, der deltager i vagtordningen, så der foreligger ingen vagtplan, og De skal ikke efterfølgende rapportere om udkald m.v. Firmabilen må ikke anvendes til privat kørsel, men De har oplyst, at der er betalt moms af bilen, og at den i øvrigt er egnet til personbefordring.

Af Skatteministeriets cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 punkt 2.4.5.7 fremgår:

"Personer med vagt fra hjemmet til "uvisse adresser" uden for normal arbejdstid kan i forbindelse med vagten køre mellem hjemmet og virksomheden, uden at det udløser beskatning efter § 16, stk. 4, af fri bil.

Det er dog en betingelse, at kørsel fra hjemmet til de adresser, som den pågældende bliver kaldt til, må forventes at kunne henføres under ligningslovens § 9 B."

Skatteforvaltningen er dog efter de foreliggende oplysninger af den opfattelse, at Deres kørsel mellem hjemmet og virksomheden i forbindelse med Deres vagtordning ikke er omfattet af Skatteministeriets cirkulære punkt 2.4.5.7, idet Deres døgnvagtordning er af permanent karakter, omfattende hele indkomståret minus ferie, og der sker en fast aflønning pr. måned. Døgnvagtordningen er således anset som en del af Deres ansættelsesbetingelser.

Efter cirkulærets punkt 2.4.5.2 anses kørsel mellem hjem og arbejde skattemæssigt for privat kørsel, hvis ikke kørslen kan henføres under Ligningslovens § 9 B som erhvervsmæssig. Kørsel i firmabil mellem hjem og arbejde uden for området af § 9 B udløser derfor normalt beskatning efter § 16, stk. 4.

Ifølge Ligningslovens § 9 B, stk. 1 anses følgende kørsel for erhvervsmæssig:

A)befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage,
B)befordring mellem arbejdspladser (for samme arbejdsgiver) og
C)befordring inden for samme arbejdsplads.

Ifølge lovens § 9 B, stk. 2, fremgår det, at når der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage siden den pågældende sidst har været på en arbejdsplads, som nævnt i stk. 1, litra a, påbegyndes en ny 60 dages periode.

Ved afgørelse af, om befordring mellem sædvanlig bopæl har fundet sted i indtil 60 arbejdsdage, tages også arbejdsdage i de sidste tre måneder af indkomståret 1993 i betragtning.

For Deres vedkommende vil problemet sandsynligvis blive, at De begynder/slutter arbejdsdagen på arbejdsgivers adresse for ofte, hvorfor der skal ske beskatning af rådighed over firmabilen efter retningslinierne i Ligningslovens § 16, stk. 4.

Til den af Dem afleverede "Aftale vedrørende brug af servicevogn" mellem Dem og G1 A/S bemærkes i øvrigt, at De ikke er omfattet af punkt 3, idet denne undtagelse om, at kørsel mellem hjem og virksomhed højst 1 dag om ugen, ikke betragtes som privatkørsel - kun gælder for skattepligtige, der som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet i øvrigt udelukkende kører erhvervsmæssigt."

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af A og SS.

A har supplerende forklaret bl.a., at han stadig kører i den samme bil, som han benyttede i 1995-96. Bilen blev købt i 1991. Virksomheden betalte moms af bilen, fordi den vejede under 3 tons og ikke stod på arbejdspladsen efter almindelig arbejdstids ophør. I sådanne tilfælde krævede toldvæsenet, at der blev betalt moms af varevognene. Der blev på det tidspunkt betalt moms af alle virksomhedens varevogne. Han mente, at virksomheden dengang havde 16-17 varevogne i alt. I dag betaler virksomheden ikke moms af varevognene, fordi de er så tunge, at det ikke er nødvendigt.

I begyndelsen af 1994 underskrev han en fraskrivelseserklæring. Han havde i dagspressen læst, at der var kommet nye beskatningsregler, og at politiet ikke længere kunne medtage deres tjenestevogne til deres bopæl uden at blive beskattet heraf. Han kontaktede derfor telefonisk skattevæsenet. Han talte med NJ, som sagde, at det ville være en god idé, at han underskrev en fraskrivelseserklæring. Han bad om et møde med skatteforvaltningen, og der blev herefter afholdt et møde i begyndelsen af marts 1994 mellem ham og NJ. Hun så den fraskrivelseserklæring, som han havde med, og der blev ændret et par punkter i fraskrivelseserklæringen. Han underskrev herefter fraskrivelseserklæringen, og NJ sagde, at det herefter var i orden, forstået på den måde, at han ikke ville blive beskattet af bilen. Hun godkendte således ordningen, og hun oplyste, at det ikke var nødvendigt, at han førte kørebog. Han er bekendt med, at virksomhedens servicemontører har underskrevet en tilsvarende fraskrivelseserklæring, og de er ikke blevet beskattet af deres biler. To år senere blev han kontaktet af skatteforvaltningen, der ikke ville godkende ordningen uden kørebog.

Han har aldrig ført en egentlig kørebog. Det gjorde han heller ikke i 1995 og 1996, men han registrerede af hensyn til virksomheden antallet af kørte erhvervskilometer, når han fyldte brændstof på bilen.

Virksomheden har døgnvagt, og han har haft tilkaldevagt siden den 28. oktober 1982. Tilkaldevagten indebærer, at han står til rådighed 24 timer i døgnet, når han har vagt, og at det er nødvendigt at have en servicebil til rådighed under tilkaldevagten, idet han skal bruge værktøj og teknisk udstyr, som findes i servicebilen. Der kan ikke sidde personer på passagersædet i den firmabil, han benytter, idet der er placeret dyrt udstyr på passagersædet og på gulvet ved passagersædet, fordi han ikke vil have dette dyre udstyr liggende bagved.

Han har kørt døgnvagt på samme måde i hele den periode, han har været ansat i virksomheden. Kunderne kunne kontakte ham på alle tidspunkter af døgnet under hans tilkaldevagt. Han er gennemsnitligt kørt ud til kunder 1-2 gange pr. uge uden for almindelig kontortid. Han er ikke blevet beskattet af firmabilen i årene før 1994.

Virksomheden, som har hovedkontor i ..., har en filial i ..., hvor der er værksted og lager på et par hundrede kvadratmeter. Der var 12 ansatte montører og servicefolk tilknyttet filialen i ... i 1995 og 1996. Han kom i filialen i ... omkring hver anden dag i 1995 og 1996. Han registrerede alt det arbejde, han udførte under døgnvagten, og oplysningerne blev sendt til virksomheden. Når han ikke havde tilkaldevagt, stillede han bilen i filialen i ..., og han overgav personsøgeren til den, der skulle have vagten i stedet for ham. Grunden til, at han stillede bilen i ..., når han eksempelvis havde ferie skyldtes, at han af skattevæsenet havde fået oplyst, at den ikke måtte stå derhjemme i disse tilfælde. Bilen kunne godt benyttes af andre, når den stod i ..., men det skete ikke, idet de øvrige montører havde deres egne biler.

I 1995 og 1996 havde han en privatbil. I 1994 havde han købt en ny Opel Vectra, som blev skiftet ud med en ny Opel Vectra i 1996. Den private bil blev benyttet af ham og hans hustru. Hans hustru arbejdede hjemme, hvor hun havde en mindre virksomhed. Hun lavede figurer, som blev solgt primært fra hjemmet, men også på mindre markeder eksempelvis julemarkeder.

SS har supplerende forklaret bl.a., at han blev ansat som økonomichef i G1 A/S i oktober 1991. Han undrede sig over, at virksomheden ikke afløftede momsen på servicebilerne, men det var ikke det første, han tog hånd om, og virksomheden har derfor først fra 1994 afløftet momsen på servicebilerne.

I 1994 fik virksomheden et udkast til en fraskrivelseserklæring fra virksomhedens revisor, idet virksomheden fandtes at have bevisbyrden over for skattevæsenet for, at medarbejderne ikke benyttede servicebilerne privat. Virksomheden tillod ikke, at servicebilerne blev benyttet privat, og alle montører underskrev i 1994 en fraskrivelseserklæring. Der var på det tidspunkt ca. 24 montører i virksomheden. Der var ingen montører, der fik problemer med skattevæsenet udover A. As bil er i virksomheden altid blevet betragtet på samme måde som de øvrige montørers biler.

Virksomheden har altid kontrolleret, at bilerne ikke benyttes privat, men virksomheden har ikke krævet, at de ansatte førte en egentlig kørebog. Det var ifølge skattevæsenets oplysninger heller ikke nødvendigt i årene 1994-96. Virksomhedens kontrol er en indirekte kontrol, det vil sige, at virksomheden vurderer, om antallet af kørte kilometer og forbruget af brændstof harmonerer med de udførte opgaver. Kontrollen af As kørsler har altid været forholdsvis nem, idet hans kørsler aldrig har varieret meget.

Der har i virksomheden G1 altid været en stærk firmaånd, og han har sjældent mødt nogen så regelret som A, som efter hans klare overbevisning ikke på noget tidspunkt har kørt privat i firmabilen.

A har tilkaldevagt, hvilket han også havde i 1995 og 1996, og en servicebil er en absolut nødvendighed for at kunne udføre vagten. Det er baggrunden for, at virksomheden har betragtet kørslerne mellem hjem og arbejde som erhvervsmæssig. As servicevogn er en pickup og kan betegnes som et lille værksted.

Alle virksomhedens servicevogne indeholder udstyr og lager, og værdien heraf overstiger 100.000 kr. Virksomhedens tilkaldevagt på Sjælland fungerer på samme måde som tilkaldevagten for Jylland og Fyn, dog således at tilkaldevagten på Sjælland skifter fra uge til uge mellem forskellige montører. Montørerne kører hjem i deres servicebiler. Det har aldrig givet problemer med skattevæsenet. Montørerne kører hjemmefra direkte ud til kunderne, primært for at udføre planlagte serviceopgaver, og bilerne er fyldt op med henblik på at udføre disse opgaver. Servicefolkene er således ikke på virksomheden dagligt. Serviceindberetningerne sendes eller afleveres f.eks. i forbindelse med, at der fyldes nye varer på bilen.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at firmabilen var egnet til privat benyttelse.

Det må som ligeledes anført af landsretten lægges til grund, at A som en del af sine almindelige arbejdsopgaver kunne tilkaldes døgnet rundt af virksomhedens kunder. Ordningen indebar, at han kunne benytte firmabilen til kørsel mellem sit hjem og arbejdspladsen i ..., ligesom bilen var på hans bopæl hele året bortset fra ferieperioder, enkelte weekends og under andet fravær. En sådan ordning kan ikke anses for omfattet af skattemyndighedernes praksis som beskrevet i pkt. 12.4.6.4 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 (personer med vagt fra hjemmet til "uvisse adresser" uden for normal arbejdstid), hvorefter kørsel mellem hjemmet og virksomheden uden for normal arbejdstid ikke udløser beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4. As tilkaldeordning kan således ikke begrunde en undtagelse fra denne beskatning.

Efter oplysningerne om omfanget af As kørsel mellem hjemmet og virksomheden i ..., jf. bl.a. hans forklaring herom for Højesteret, må denne kørsel anses for privat og ikke erhvervsmæssig.

Højesteret finder det ikke godtgjort, at udtalelser fra skatteforvaltningen har givet A en berettiget forventning om, at hans brug af bilen ikke ville medføre ændringer i skatteansættelsen.

Højesteret tiltræder herefter, at værdien af fri bil med rette er medtaget ved opgørelse af As skattepligtige indkomst for 1995 og 1996 i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.