►Med § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (INDOG), lov nr. 1333 af 19/12/2008, er fordringer, der kan inddrives ved lønindeholdelse samlet, og opregnet i et bilag til loven. Herved er der skabt ét fælles regelgrundlag for inddrivelsen af restancer til det offentlige i relation til lønindeholdelse. Lønindeholdelsesadgangen omfatter også påløbne renter, gebyrer og andre omkostninger. INDOG § 10, hjemler adgang til lønindeholdelse for de fordringer, der tidligere var omfattet af kildeskatteloves § 73 samt de særlove, der tidligere hjemlede lønindeholdelse efter kildeskattelovens regler.◄► ◄
►INDOG § 10 giver endvidere adgang til lønindeholdelse for skattebeløb, som skulle have været indeholdt efter §§ 46 og 49, samt beløb, som arbejdsgiveren er blevet pålagt at lønindeholde, men som ikke er afregnet. Også tilknyttede gebyrer, tillæg og renter er der hjemmel til at foretage lønindeholdelse for◄.
Ministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse. Ministeren har ved bekendtgørelse nr. 515 af 16. juni 1994 fastsat retningslinier for fremgangsmåden ved indeholdelse i løn for skyldige afgifts- og rentebeløb, afgiftsforhøjelser samt gebyrer. I bekendtgørelsen er det bestemt, at reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven ligeledes finder anvendelse på momsområdet.
Skyldneren har pligt til at give told- og skatteforvaltningen alle nødvendige oplysninger om personlige og økonomiske forhold af betydning for lønindeholdelsen. Skyldneren har efter retsplejelovens § 497 pligt til at oplyse sin arbejdsgivers navn og adresse under en udlægsforretning, som efter omstændighederne kan gennemføres ved fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp, jf. Inddrivelsesloven § 7 og retsplejelovens § 494.
Lønindeholdelse kan foretages for restancer vedrørende momstilsvar, renter, gebyrer, moms for foreløbige fastsættelser samt bøder, der afgøres administrativt. Det er en forudsætning for lønindeholdelsen, at skyldneren hæfter personligt for disse krav.
INDOG § 10, stk. 3 udtaler, at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter nettoindkomstens størrelse, og at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om sammenhængen mellem nettoindkomsten og indeholdelsesprocenten. Dette er sket i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 5. Særligt vedrørende indeholdelsesprocenten se Inddrivelsesvejledningens afsnit I.3.6.2.
For en nærmere beskrivelse af reglerne om lønindeholdelse henvises til Inddrivelsesvejledningens afsnit I.3.