Ved registrering efter lønsumsafgiftsloven er der efter opkrævningslovens § 11, stk. 2, mulighed for at kræve sikkerhed ved registrering, når en fysisk eller juridisk person inden for de seneste 5 år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden virksomhed, der er gået konkurs eller konstateret insolvent, hvorved told- og skatteforvaltningen har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, eller staten har lidt et tab på mere end 50.000 kr. bestående af skatter og afgifter opkrævet i henhold til opkrævningsloven.
Personen skal enten være ejer af virksomheden eller være medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion, eller personen skal reelt drive virksomheden.
Reglerne om sikkerhedsstillelse som betingelse for registrering skal ikke benyttes, hvis man ved at afkorte afregningsperioden for virksomheden, kan opnå det samme ønskede resultat.
For en nærmere gennemgang af regler om sikkerhedsstillelse ved registrering henvises til Inddrivelsesvejledningens afsnit D.1.4.2.6.2.
►Efter opkrævningsloven kan told- og skatteforvaltningen under visse betingelser kræve sikkerhedsstillelse for moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, selskabsskatter og punktafgifter.◄
►Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 1, opregner en række objektive betingelser, som skal være opfyldt, for at told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed at stille sikkerhed.◄
►Herudover skal told- og skatteforvaltningen foretage en subjektiv vurdering, som skal tale for at anvende dette forebyggende restanceinstrument.◄
For en nærmere gennemgang af regler om sikkerhedsstillelse for en igangværende virksomhed se Inddrivelsesvejledningens afsnit D.2.3.1.
Sikkerhed efter OPKL § 11, stk. 1 og 2, stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter mv., der opkræves efter denne lov, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode. Det gennemsnitlige tilsvar beregnes for igangværende virksomheder på baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår reduceret med eventuelle acontobetalinger.