Ved opgørelse af lønsummen skal aflønning i naturalier medregnes til lønsummen i det omfang, de berettiger til feriegodtgørelse efter ferieloven.
Naturalier skal herefter medregnes i det omfang, der er tale om et indkomstskattepligtigt vederlag, som lønmodtageren efter arbejdsforholdet har retligt krav på at oppebære. Heri ligger, at godet skal berettige til feriegodtgørelse, men det betyder også, at det er dét beløb, som berettiger til feriegodtgørelse, som skal medregnes til lønsummen.
Foruden den kontante løn indgår således vederlag i form af kost og logi eller andre naturalier i det omfang, lønmodtageren har et retligt krav herpå, som en del af vederlaget. I det omfang dette er tilfældet, skal naturalierne medregnes i lønsummen.
Naturalier, som en arbejdsgiver udelukkende yder efter eget skøn og som ikke direkte er vederlag for arbejde, kan holdes uden for beregningen af lønsummen. Det drejer sig f.eks. om julegaver, udskænkning af kaffe samt andre såkaldte frynsegoder - uanset om disse ydelser måtte være indkomstskattepligtige for modtageren.
Medarbejderbetaling For al naturalaflønning gælder, at betaling fra den ansatte kan modregnes ved opgørelse af det beløb, der skal medgå til lønsummen. Denne kan dog aldrig blive negativ. |