Udenlandske virksomheder, der har afgiftspligtige aktiviteter i Danmark, skal på lige fod med danske virksomheder anmeldes til registrering. Det er uden betydning, om virksomheden er regnskabspligtig og skattepligtig i Danmark.

Har den afgiftspligtige virksomhed ikke filial eller lignende her i landet, skal den registreres ved en herværende repræsentant. Repræsentanten kan være en person, der er bosiddende her i landet. Personen skal ikke nødvendigvis være dansk statsborger, men skal være myndig. 

Den pågældende repræsentant hæfter solidarisk for afgiften sammen med den udenlandske virksomhed, jf. lønsumsafgiftslovens § 12.

Repræsentanten kan også være en virksomhed, der har forretningssted her i landet. Som eksempel på et forretningssted kan nævnes en filial, et kontor, en fabrik, en butik eller et værksted.

Repræsentations-kontorerUdenlandske bankers repræsentationskontorer i Danmark, som rådgiver om låneoptagelse og anbringelse, og som formidler kontakt til det udenlandske hovedkontor, skal registreres. 

Begrundelsen herfor er, at repræsentationskontorernes virksomhed er en integreret del af de momsfrie finansielle aktiviteter, selv om de egentlige bank- og finansieringsforretninger sker uden for Danmark. Det er aktiviteterne her i landet, der er afgørende for registreringspligten.

Dette er også fastslået af Landsskatteretten i SKM2003.238.LSR, hvor retten endvidere bemærker, at det ikke er afgørende for afgiftspligten, om leveringsstedet for ydelserne efter momslovens regler er Danmark.