Der klages over, at der ikke er godkendt fradrag for udgifter, der er afholdt i forbindelse med stiftelsen af selskabet.
Landsskatterettens afgørelse
Ikke godkendt fradrag for advokatudgifter 50.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster den kommunale skattemyndigheds afgørelse.
Sagens oplysninger
A ApS blev stiftet den 23. marts 2001. Selskabets formål er ifølge vedtægterne at eje aktier og anparter og drive grafisk virksomhed.
Selskabet har ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2001 fratrukket en advokatudgift på 50.000 kr. Der er fremlagt faktura nr. 01248.2001 af 30. april 2001 på 50.000 kr. fra Advokaterne B, hvoraf følgende fremgår:
"Vedr. A ApS
Juridisk bistand
Salær 50.000 kr."
Der er endvidere fremlagt brev af 6. august 2004 vedrørende faktura nr. 01248.2001 fra advokatfirmaet, hvoraf følgende fremgår:
"Vedr. A ApS
Min bistand i ovennævnte sag har bl.a. omfattet udarbejdelse af direktørkontrakt, stiftelse af selskab, herunder udarbejdelse af samarbejdsaftaler m.v."
Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet skulle have indgået i et samarbejde med 2 andre selskaber om drift af en fælles virksomhed, men at samarbejdet ikke blev indledt.
Selskabet har i indkomståret 2001 ikke haft omsætning eller ejet aktier/anparter i datterselskaber. Det fremgår af årsberetningen for indkomståret 2001, at selskabet ikke har drevet virksomhed i regnskabsåret, idet ydre omstændigheder har medført, at grundlaget for virksomheden er bortfaldet indtil videre.
Den kommunale skattemyndigheds afgørelse
Advokatudgiften på 50.000 kr. godkendes ikke fradraget ved selskabets indkomstopgørelse for indkomståret 2001.
Den af selskabets fremlagte dokumentation anses ikke for fyldestgørende. Da dokumentation for timesagsregnskab fra advokat, direktørkontrakt og samarbejdsaftaler mv. ikke er indsendt, godkendes der ikke fradrag for udgiften, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3 og § 6, stk. 1 og 2.
Klagerens påstand og argumenter
Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at advokatudgiften på 50.000 kr. godkendes fradraget ved selskabets indkomstopgørelse for indkomståret 2001.
Selskabet afholdt udgiften i forbindelse med stiftelsen, og advokatfirmaet udarbejdede bl.a. stiftelsesdokumenter, udkast til direktørkontrakt, udkast til anpartshaveroverenskomst m.v. Stiftelsesudgifterne må godkendes fradraget, jf. TfS 2004.542 HD, hvor et holdingselskabs stiftelsesudgifter blev godkendt fradraget efter ligningslovens § 8 J, stk. 1.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Ifølge ligningslovens § 8 J, stk. 1 kan udgifter til advokat og revisor, der er afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Udgifterne kan først fradrages i det indkomstår, hvori etableringen eller udvidelsen af erhvervsvirksomheden finder sted, jf. § 8 J, stk. 2.
Ved dom af 23. juni 2004, TfS 2004.542 fandt Højesteret, at stiftelse af et holdingselskab, hvis eneste aktivitet var at eje datterselskaber, måtte anses for etablering af en erhvervsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 J. Højesteret lagde vægt på, at aktie- og anpartsselskaber i medfør af aktieselskabslovens § 1, stk. 1, og anpartsselskabslovens § 1, stk. 1, skal være erhvervsdrivende, og at det i selskabsretten er anerkendt, at kravet herom er opfyldt også for selskaber, hvis virksomhed alene består i at besidde aktier eller anparter i et eller flere datterselskaber.
Selskabet har ikke haft aktivitet eller ejet aktier/anparter i datterselskaber i indkomståret 2001. Selskabet har derfor ikke etableret en erhvervsvirksomhed i indkomståret 2001, hvorfor advokatudgiften på 50.000 kr. ikke kan godkendes fradraget ved selskabets indkomstopgørelse for indkomståret 2001, jf. ligningslovens § 8 J, stk. 1 og 2.