Kapitalafkast og resterende overskud, som ikke hæves, spares op i virksomheden. Uanset om der er tale om kapitalafkast eller resterende overskud, indgår beløbet på konto for opsparet overskud og beskattes med en foreløbig virksomhedsskat på 25 pct., jf. VSL § 10, stk. 2. Det opsparede beløb skal således ikke medregnes ved den skattepligtiges indkomstopgørelse for indtjeningsåret. Beløbet indgår ej heller i beregningsgrundlaget for AM-bidrag for dette år. Overskud med fradrag af virksomhedsskat indgår på virksomhedens konto for opsparet overskud.
Den beregnede virksomhedsskat overføres til den skattepligtige forud for hæverækkefølgen i VSL § 5, stk. 1, jf. E.G.2.6. Overførslen kan enten ske i indkomstårets løb, således at hele overførslen eller en del af årets overførsler anses for medgået til betaling af den beregnede virksomhedsskat, eller ved hensætning til senere faktisk hævning. Sker dette ikke, er hele eller en del af den beregnede virksomhedsskat nyt indskud i virksomheden, idet virksomhedsskat altid skal være overført til den skattepligtige.
Når et opsparet beløb hæves i et senere indkomstår, medregnes det sammen med den hertil svarende virksomhedsskat ved opgørelsen af personlig indkomst, uanset om beløbet var kapitalafkast eller resterende overskud i indtjeningsåret. Ved skatteberegningen for det indkomstår, hvor beløbet overføres til den skattepligtige fra virksomhedens konto for opsparet overskud, fradrages den hertil svarende virksomhedsskat i den skattepligtiges slutskat med tillæg af eventuel restskat m.v., jf. VSL § 10, stk. 3. Virksomhedsskat, der ikke kan rummes i årets slutskat m.v., udbetales kontant. Reglerne herom er beskrevet nærmere i E.G.2.12.5 nedenfor.
Det hævede beløb med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat medregnes desuden ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for AM-bidrag, jf. AMBL § 10, stk. 2.
I perioden fra og med det indkomstår, hvor den selvstændigt erhvervsdrivende fylder 17 år, til og med det indkomstår, hvor den selvstændigt erhvervsdrivende fylder 64 år, (for selvstændigt erhvervsdrivende, der inden den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, dog 66 år), medregnes det hævede beløb med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat tillige ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for SP-bidrag, jf. § 17 f, stk. 1 og 2, 2. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
►I SKM2008.898.SR var en avance ved salg af landbrugsejendom i 2006 opsparet i virksomhedsordningen, og denne avance ville selskabet genanbringe ved nedsættelse af anskaffelsessummen for en ejendom erhvervet i 2007. Skatterådet svarede, at opsparingen i virksomhedsordningen for år 2006 ikke kunne ændres, så genanbringelsesreglerne kunne anvendes ved køb af en erhvervsmæssig ejendom i 2007.◄