Udgifter til bistand i skattesager kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen jf. LL § 7 Q, stk. 3. Se også SKM2006.672.VLR.

►I SKM2008.941.VLR påstod H1 Rejser ApS fradrag for 55.382,- kr. vedrørende udgifter til revisorbistand afholdt som følge af, at skatteforvaltningen havde rejst forskellige spørgsmål til selvangivelsen. Byretten havde frifundet Skatteministeriet med henvisning til, at samtlige udgifter vedrørte bistand i en "skattesag", jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 3. For landsretten nedlagde H1 Rejser subsidiær påstand om delvist fradrag for beløbet med 33.627,- kr. svarende til den del af det samlede beløb, der kunne henføres til spørgsmål, som ikke resulterede i uenighed. Landsretten lagde til grund, at skatteforvaltningen anmodede H1 Rejser om dokumentation og supplerende oplysninger til brug for behandling af selvangivelserne for indkomstårene 1996 - 1999. Anmodningen indeholdt ikke nogen tilkendegivelse om, at skatteforvaltningen på et eller flere punkter var uenige i de selvangivne oplysninger. Landsretten lagde endvidere til grund, at revisor efterfølgende bistod H1 Rejser med at tilvejebringe den ønskede dokumentation og besvare skatteforvaltningens spørgsmål, og at skatteforvaltningen på den baggrund godkendte de selvangivne oplysninger på 13 af 17 forskellige punkter. Herefter anførte landsretten, at udgifter til udarbejdelse af regnskab som udgangspunkt er fradragsberettigede, og at dette gælder, selv om en uvæsentlig del af udgifterne er medgået til udfyldelse af selvangivelse. Parternes uenighed vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt udgifterne til revisors efterfølgende bistand, når selvangivelsen er indgivet, helt eller delvist er omfattet af reglen i ligningslovens § 7 Q, stk. 3. Blandt andet med henvisning til forarbejderne fandt landsretten, at den bistand, som revisor ydede til H1 Rejser i forbindelse med de 13 punkter, der ikke førte til en skatteansættelse, der afveg fra det selvangivne, havde haft en nær forbindelse til H1 Rejsers udarbejdelse af regnskab og selvangivelse for de pågældende år. Bistanden var således ydet, uden at der under forløbet havde været uenighed mellem skatteforvaltningen og H1 Rejser. Bistanden vedrørte endvidere dokumentation og uddybning af de oplysninger, der lå til grund for skatteregnskabet. Landsretten fandt ikke, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at karakterisere bistanden i det anførte omfang som ydet i forbindelse med en skattesag.◄

SKM2007.811.BR vedrørte spørgsmålet om fradragsret for revisorudgifter i forbindelse med besvarelse af skatteforvaltningens forespørgsler vedrørende et selskabs selvangivelse. Byretten udtalte, at det er af afgørende betydning for retten til fradrag, om udgifterne til revisor helt eller delvist er afholdt før eller efter, at der er indledt en skattesag, jf. LL § 7 Q, stk. 3. Der foreligger utvivlsomt en skattesag, når skatteforvaltningen med en agterskrivelse har tilkendegivet sin uenighed med skatteyderen. Det var imidlertid rettens opfattelse, at der også foreligger en skattesag, hvis skatteforvaltningen før dette tidspunkt har tilkendegivet over for skatteyderen, at man stiller spørgsmål ved berettigelsen af dennes skattemæssige dispositioner, som for eksempel muligheden for afskrivninger på fast ejendom og ansættelsen af værdien af fri bil, og når dette giver anledning til nærmere drøftelser mellem skatteforvaltningen og skatteyderens rådgivere. I det foreliggende tilfælde havde skatteforvaltningens brev til skatteyderen givet anledning til andet end blot fremskaffelse af dokumentationsmateriale, idet revisor havde haft både møder og drøftelser med skatteforvaltningen inden agterskrivelsen. Som følge heraf anså retten skatteforvaltningens brev til skatteyderen som indledningen til en skattesag og revisorens efterfølgende arbejde udført som led i behandlingen af skattesagen. Udgiften hertil kunne derfor ikke fradrages, jf. LL § 7 Q, stk. 3.

Se endvidere SKM2008.418.BR (omtalt under under E.A.2.1.3): Et administrationsselskab var ikke rette udgiftsholder.

Der er mulighed for at få omkostningsgodtgørelse i visse skattesager, se nærmere i Processuelle regler på SKATs område, afsnit K.