Toldmyndighederne kan få brug for at verificere, om de fremlagte oprindelsesbeviser er ægte. Hvis varerne er kommet ind til præferencetold, og det efterfølgende viser sig ved en verifikation, at oprindelsesdokument ikke er ægte, vil den fulde told blive opkrævet hos importøren. Alle oprindelsesprotokoller indeholder bestemmelser om administrativt samarbejde og regler for verifikation.
Verifikation af oprindelsesbeviser kan foretages af toldmyndighederne ved:
Når toldmyndighederne i EU anmoder om verifikation, tilbagesender de oprindelsesbeviset og fakturaen (hvis denne er blevet forelagt), fakturaerklæringen eller en kopi af disse dokumenter, til de kompetente statslige myndigheder i eksportlandet, med angivelse af årsagerne til, hvorfor der anmodes om kontrol.
Samtlige dokumenter og oplysninger, som toldmyndighederne er kommet i besiddelse af, og som tyder på, at angivelserne i oprindelsesbeviset er ukorrekte, fremsendes til eksportlandet som støtte for anmodningen om verifikation. I de tilfælde hvor et oprindelsesbevis er sendt til verifikation med begrundet tvivl, er der i de fleste oprindelsesprotokoller en frist for, hvornår toldmyndighederne kan forvente at få et svar på deres anmodning. Denne frist er som regel på 10 måneder. Dvs. hvis der ikke foreligger et svar indenfor 10 måneder regnet fra datoen for anmodning om kontrol, eller hvis svaret ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at fastslå de pågældende dokumenters ægthed eller produkternes virkelige oprindelse, afslår toldmyndighederne at indrømme præferencebehandling, med mindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder. Dette betyder, at importøren vil blive efteropkrævet den tarifmæssige told for varerne.
Der stilles krav til eksportørerne om at opbevare alle relevante dokumenter, som beviser, at de pågældende produkter har oprindelsesstatus. De kompetente myndigheder i eksportlandet, skal opbevare kopier af oprindelsesbeviserne samt eventuelle eksportdokumenter. Disse dokumenter skal typisk opbevares i 3 år.
►Domstolen har i sag C-351/24 C/C Vámügynöki Kft. taget stilling til, hvorvidt EUTK art. 119, stk. 3 er til hinder for en national praksis, hvorefter toldmyndighederne i den importerende kontraherende part - når et varecertifikat, der er udstedt af myndighederne i et land eller område uden for Den Europæiske Unions toldområde, er behæftet med en åbenbar retlig fejl vedrørende muligheden for, at disse varer kan indrømmes præferencebehandling i henhold til PEM-konventionen - gyldigt kan fastslå, at der foreligger en sådan fejl, uden at indlede den kontrolprocedure, der er fastsat i artikel 32 i tillæg I til PEM-konventionen. Da EUTK art. 119, stk. 3 ikke alene vedrører forhold omfattet af PEM-konventionen, må dommen ligeledes finde anvendelse på præferencebehandling, som indrømmes på baggrund af andre lignende ordninger og de kontrolprocedurer, der findes i disse.◄
EU Domstolen har i sag C-386/08 Brita GmbH taget stilling til spørgsmålet, om indførselsstatens toldmyndigheder er bundet af svaret fra udførselsstatens toldmyndigheder. Domstolen slår fast, at fastlæggelsen af en varers oprindelse er baseret på en kompetencefordeling mellem toldmyndighederne hos frihandelsaftalens parter, og derved at varernes oprindelse fastlægges af udførselsstatens myndigheder. Det er udførselsstaten, som bedst kan vurdere rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er afgørende for varernes oprindelse. Et sådant system kan kun fungere, hvis toldmyndighederne i indførselsstaten lægger de afgørelser til grund, der lovligt er truffet af myndighederne i udførselsstaten. Se præmis 61 og 62.
►Se dog anderledes i sag C-438/11 Lagura Vermögensverwaltung GmbH, hvor toldmyndighederne i importlandet kunne kræve importøren at bevise varernes oprindelse i eksportlandet, selvom toldmyndighederne i eksportlandet ikke havde ugyldiggjort oprindelsescertifikatet. I sagen havde EU egenhændigt bestemt præferencetold for varer med oprindelse i Macau. I en konkret sag anmodede toldmyndighederne i Tyskland, toldmyndighederne i Macau om at bekræfte korrektheden af et oprindelsescertifikat. Toldmyndighederne i Macau kunne dog ikke bekræfte dette, idet eksportvirksomheden havde indstillet sin produktion. Domstolen konkluderede i præmis 41, at den daværende TK art. 220, stk. 2, litra b, skulle fortolkes således, at når et tredjelands kompetente myndigheder ikke under en efterfølgende kontrol har mulighed for at efterprøve, om det oprindelsescertifikat, de har udstedet, er baseret på eksportørens korrekte fremstilling af de faktiske forhold, fordi denne har indstillet sin produktion, påhviler bevisbyrden for, at oprindelsescertifikatet er baseret på eksportørens korrekte fremstilling af de faktiske forhold, debitor. Domstolen konkluderer dette på trods af, at toldmyndighederne i Macau ikke havde ugyldiggjort oprindelsescertifikatet. Se herved dommens præmis 35.
Bevisbyrden for oprindelsescertifikaters, i dette tilfælde EUR.1-certifikater, korrekthed er ligeledes behandlet i sag C-293/04 Beemsterboer Coldstore Services BV. Af dommens præmis 46 følger, at hvis en toldmyndighed, med henblik på efterfølgende opkrævning af told, gør gældende at udstedelsen af ukorrekte oprindelsescertifikater skyldes eksportøren urigtige fremstilling af de faktiske forhold, påhvile det toldmyndigheden at føre bevis herfor. Af samme præmis følger dog, at når det grundet en fejl, som ene og alene skyldes eksportørens mangel på omhu, er umuligt for toldmyndighederne at føre det krævede bevis for, at EUR.1-certifikatet var udstedt på basis af eksportørens korrekte eller ukorrekte fremstilling af de faktiske forhold, tilkommer det toldskyldneren at bevise, at certifikatet, der var blevet udstedt af tredjelandets myndigheder, var baseret på en korrekt fremstilling af de faktiske forhold.◄