Beskrivelsen nedenfor omhandler uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der
uden særlig regulering af retsvirkningerne er afgivet som led i forvaltningsmyndighedernes
almindelige responderende og vejledende virksomhed. Der tænkes således
på situationer, hvor en borger/virksomhed skriftligt eller mundtligt, direkte
eller indirekte har modtaget en tilkendegivelse fra en kompetent myndighed, under
sådanne omstændigheder, at svaret ikke er udtryk for en forvaltningsafgørelse.
Som eksempel herpå kan nævnes, at en myndighed har afgivet en forhåndstilkendegivelse
vedrørende et konkretiseret, men ikke aktualiseret faktum. Om sondringen mellem
afgørelser og responderende virksomhed, m.v. henvises i øvrigt til afsnit
B.2.
I
øvrigt bemærkes, at for så vidt angår uformaliserede forhåndstilkendegivelser,
der har betydning for afgørelser om skatteansættelser, gælder som
følge af de statslige skattemyndigheders revisionsbeføjelser en særlig
snæver adgang til at kunne støtte ret på sådanne udsagn, se
nærmere under
C.3.1.
Om
retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser gælder som udgangspunkt,
at hvis en borger/virksomhed efter sædvanlige bevisbyrdeprincipper kan dokumentere
indholdet af en forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed og har indrettet
sig i tillid hertil, vil tilkendegivelsen være bindende for myndigheden ved
en senere forvaltningsafgørelse. Som eksempel kan nævnes TfS 2000, 1019
LSR, hvor der ikke kunne opkræves fratrukket købsmoms med tilbagevirkende
kraft, fordi virksomheden havde indrettet sig i tillid til en tilkendegivelse fra
det daværende tolddirektorat om, at der var tale om momspligtig virksomhed.
Selv om borgeren/virksomheden kan dokumentere en tilkendegivelse og har indrettet
sig i tillid hertil, vil den dog ikke være bindende for myndigheden, hvis en
af følgende betingelser er opfyldt:
- forhåndstilkendegivelsen er ledsaget af et forbehold om, at svaret alene
har vejledende karakter eller hvis der i øvrigt er taget konkretiserede og
relevante forbehold
- borgeren/virksomheden har handlet svigagtigt eller har burdet indse at myndigheden
svævede i en faktisk vildfarelse eller borgeren/virksomheden har i øvrigt
undladt at fremlægge alle relevante oplysninger
- forhåndstilkendegivelsen har et ulovmedholdeligt indhold.
I de sidstnævnte tilfælde kan der eventuelt blive tale om erstatningsansvar
for den myndighed, der har afgivet det urigtige svar, hvis de almindelige erstatningsbetingelser
er opfyldt. Hertil kræves, at det kan lægges til grund, at myndigheden
har begået en ansvarspådragende fejl, der har bevirket et økonomisk
tab for borgeren/virksomheden.
En forhåndstilkendegivelse vil endvidere ikke være bindende ved en senere
forvaltningsafgørelse, hvis forudsætningerne for svaret efterfølgende
er bristet, fx som følge af relevante ændringer i borgerens/virksomhedens
forhold eller ændringer i lovgivningen.
Derimod antages en ændring af myndighedens administrative praksis ikke at være
en bristende forudsætning for forhåndstilkendegivelsen, medmindre borgeren/virksomheden
med et passene varsel har modtaget underretning herom inden han/hun har indrettet
sig i tillid til forhåndstilkendegivelsen. En sådan praksisændring
vil derfor alene kunne gøres gældende med fremtidig virkning efter et
passende varsel, der på rimelig og forsvarlig måde giver borgeren/virksomheden
mulighed for at tilpasse sig ændringen. I jo større omfang borgeren/virksomheden
har disponeret definitivt på grundlag af forhåndstilkendegivelsen, desto
mindre vil der være mulighed for en sådan ændring med fremtidig virkning.
Om domspraksis vedrørende de grundlæggende forvaltningsretsprincipper
om retsvirkningerne af uformaliserede forhåndstilkendegivelser henvises til
Retssikkerhedsudvalgets redegørelse udgivet i februar 1996, s. 88-93, der er
medtaget som
bilag 5, og hvor der er
gennemgået udvalgte domme vedrørende diverse ministerområder.