| Efter FVL § 7, stk. 1 har forvaltningsmyndigheder
pligt til at yde vejledning og bistand til fysiske personer, der retter henvendelse
om spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde. Bestemmelsen omfatter
også henvendelser på vegne af juridiske personer.
Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete afgørelsessager.
Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent omfang efter en konkret
vurdering. Vejledningspligten indebærer bl.a., at der i konkrete sager skal
vejledes om, hvilke retsregler, der finder anvendelse, og reglernes betydning for
sagens parter, samt om hvilke oplysninger, der skal tilvejebringes som led i sagens
behandling. Dette indebærer bl.a., at told-, skatte- og afgiftsmyndighederne
skal vejlede en part med hensyn til at uddybe eller præcisere eventuelle indsigelser
vedrørende en sags faktum, eller i øvrigt vejlede borgerne/virksomhederne
om udfyldelse af blanketter eller lignende på myndighedens område. Endvidere
skal myndighederne give oplysning om, hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at
vare.
Borgere/virksomheder kan henvende sig til bopælskommunen om skattemæssige
problemer. Kommunens skatteforvaltning kan i tvivlstilfælde rådføre
sig med told- og skatteregionen.
Henvendelse til de statslige myndigheder om told, moms, afgifter, selskabsbeskatning
mv. skal rettes til den stedlige told- og skatteregion/toldcenter.
Bindende tariferings- og oprindelsesoplysninger Om vejledning om muligheden
for indhentelse af bindende tariferingsoplysninger (BTO) kan henvises til TfS 1999,
951 ØLD vedrørende toldafgifter. Her fandt landsretten, at told- og skatteregionen
ikke havde tilsidesat vejledningspligten, idet det ikke var godtgjort, at told-
og skatteregionen havde anledning til at henlede opmærksomheden på adgangen
til at indhente en BTO.
Tolkebistand Efter FVL § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i
fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse
om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det følger af
denne vejledningspligt og af officialmaksimen, at told- og skattemyndighederne over
for udlændinge er forpligtet til at skaffe fornøden tolkebistand, når
den, der retter henvendelse, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt
godt. Dette gælder også uden for de tilfælde, hvor der efter en international
konvention - som fx den nordiske sprogkonvention - er pligt hertil.
I afgørelsessager indebærer denne forpligtelse, at mundtlige forhandlinger,
så vidt det er muligt, bør foregå ved hjælp af tolkebistand,
ligesom der i fornødent omfang bør ydes tolkebistand ved meddelelse af
afgørelser, hvis det findes påkrævet.
Når told- og skattemyndighederne har vejledt om eventuelle dokumentationskrav,
er det derimod den pågældende borgers/virksomheds eget ansvar, at denne
dokumentation forelægges myndigheden i en umiddelbar forståelig herunder
sproglig tilgængelig form.
Videresendelse til rette myndighed Efter FVL § 7, stk. 2 skal en forvaltningsmyndighed,
der modtager en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde,
så vidt muligt videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998,
304. Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse
i en sag, som ikke vedrørte dens sagsområde, burde have sikret sig, at
den var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en henvendelse,
der ikke vedrørte dens sagsområde, til rette myndighed. Da ombudsmanden
anså afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel, burde Told-
og Skattestyrelsen endvidere efter hans opfattelse have ophævet afgørelsen
og oversendt sagen til rette myndighed. Se nærmere om den stedlige kompetence
afsnit A.3 og om konsekvenser af manglende
eller ufyldestgørende vejledning afsnit F.1.
OmgørelseSe nærmere om en myndigheds pligt til at vejlede om muligheden
for omgørelse under afsnit 0.1.
Særligt for toldområdet
På toldområdet gælder herudover art. 11 i EF's toldkodeks,
hvorefter enhver person kan anmode toldmyndighederne om oplysninger om anvendelse
af toldforskrifterne. |