Selv om alle de ovenfor omtalte grundlæggende betingelser er opfyldt, kan der efter domspraksis ikke uden videre støttes ret på en forkert tilkendegivelse, der hidrører fra en kommunal skattemyndighed, idet udgangspunktet er, at en sådan tilkendegivelse må vige for de statslige tilsynsmyndigheders revisionsbeføjelser. Til støtte herfor kan henvises til TfS 1989, 196 H, TfS 1985, 160 VLD, TfS 1994, 232 VLD, TfS 1997, 781 VLD, ►TfS 1999, 405 ØLD og TfS 1999, 426 VLD,◄ i hvilke afgørelser der i præmisserne helt eller delvist er lagt vægt på de statslige tilsynsmyndigheders adgang til at revidere kommunale afgørelser.  
Der findes dog enkelte afgørelser, hvor en skatteyder har fået medhold i, at der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed, nemlig ØLD af 27. nov. 1981 (Medd. fra Skd. 1981, s. 275), TfS 1986, 161 ØLD, TfS 1989, 556 LSR og TfS 1992, 557 VLD. Det karakteristiske i disse sager har været, at der er tale om en tilkendegivelse vedrørende et faktisk fordelingsskøn eller lignende, der er afgivet under sådanne omstændigheder, at skatteyderen herefter har været uden anledning til at indsamle den ellers fornødne udgiftsdokumentation. Der er dog en enkelt af disse afgørelser, hvor denne karakteristik ikke er dækkende, nemlig TfS 1986, 161 ØLD, hvor skatteyderen kunne støtte ret på en tilkendegivelse, der bestod i, at den fortrykte lejeværdiansættelse på ejendomsskemaet var foretaget særskilt for et sommerhus og 2 tilstødende grunde, selv om retten lagde til grund, at denne beregning ubestridt var fejlagtig efter en alment kendt praksis. Efter denne praksis skulle der ske en samlet beregning for de 3 parceller med progressionsvirkning som følge. Der var således ikke tale om et faktisk fordelingsskøn, men derimod en skønsmæssig vurdering af, om de 2 ubebyggede grunde havde herlighedsværdi for sommerhuset. Dommen skal ses i lyset af, at retten konkret lagde vægt på, at skatteyderen kunne have undgået en samlet lejeværdibeskatning ved at overdrage de to grunde til sine børn.
►Derimod er der i afgørelserne TfS 1999, 129 LSR og TfS 1999, 142 LSR, udtrykkeligt lagt vægt på, at tilkendegivelsen ikke vedrørte et faktisk fordelingsskøn, men i stedet for drejede sig om regelanvendelse, hvorfor de skattepligtige ikke fik medhold i, at der var etableret en retsbeskyttet forventning.◄
►For så vidt angår godkendelse af forskudsansættelser gælder generelt, at da sådanne godkendelser i henseende til den senere ligning pr. definition er af foreløbig karakter, kan de normalt ikke danne grundlag for etablering af retsbeskyttede forventninger, jf. herved forudsætningsvis TfS 1999, 292 ØLD, hvor en kommune ikke blev anset erstatningsansvarlig for udbetaling af overskydende skat i henhold til en godkendt forskudsansættelse, der ikke blev lagt til grund ved den efterfølgende ligning.
◄For så vidt angår den særlige situation, hvor ligningsmyndigheden i forbindelse med et selskabs likvidation efter anmodning fra likvidator afgiver en såkaldt skattekvittance på grundlag af et foreløbigt likvidationsregnskab henvises til den nærmere omtale under S.B.2.1.2.1.1.