Dato for udgivelse
20 nov 2009 09:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28 sep 2009 09:34
SKM-nummer
SKM2009.706.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 109/2008
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Tilskud, lån, sambeskatning, udenlandske, selskaber, kapitaltilførsel
Resumé

Et polsk selskab og dets fire polske datterselskaber indgik i en dansk sambeskatning. Det polske selskab overførte efter nogle i Polen gældende regler om kapitaltilførsel ved "additional capital payment" ca. 15 mio. kr. til de fire polske datterselskaber. Der var enighed mellem parterne om, at sambeskatningsindkomsten skulle opgøres efter dansk ret.

Højesteret fandt, at da overførslerne skete uden udstedelse af aktier til det polske selskab, var der ikke hjemmel i statsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, til at undlade beskatning. Det forhold, at indskuddene skete efter de polske regler om "additional capital payment" uden samtidig aktieudstedelse, kunne ikke begrunde en indskrænkende fortolkning af statsskattelovens § 4 eller en udvidende fortolkning af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Højesteret fandt heller ikke, at overførslerne kunne anses som skattefrie lån.

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 13, stk. 1, nr. 1
Statsskatteloven § 4

 

Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-2 S.C.1.2.2.1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2009-2 E.B.6

Parter

Aktieselskabet H1 og H2 Sp. z o.o.
(advokat Claus Holberg for begge)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Michael Rekling

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 3. afdeling den 30. januar 2008.

Påstande

Appellanterne, Aktieselskabet H1 og H2 Sp. z o.o., har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at appellanternes sambeskatningsindkomst for indkomståret 2000 skal nedsættes med 14.535.562 kr.

Nedsættelsen af påstanden i forhold til påstanden for landsretten skyldes alene en berigtigelse af en sammentælling.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Aktieselskabet H1 og H2 Sp. z o.o. solidarisk betale 200.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.