Ved afståelse tænkes først og fremmest på almindeligt frit salg. Afståelsessummen er salgssummen med tillæg af evt. købsprovision samt eventuelt med salget forbundne advokat- og revisorudgifter.
Et salg anses for sket på aftaletidspunktet. Dette gælder, uanset om betalingen først sker senere, og uanset om parterne har aftalt, at overdragelsen juridisk og skattemæssigt først skal finde sted samtidig med betalingen, se LSRM 1977, 117 LSR. For aktier, der er handlet på børsen, vil det normalt være børsnotaens dato, der lægges til grund.
I TfS 1993, 221 LR fandt Ligningsrådet, at en person, som var indrømmet en tidsbegrænset salgsret til en aktiepost til en på forhånd fastlagt kursberegningsregel, og som havde fået bankgaranti for salgssummens betaling, ikke havde afstået sin aktiepost ved salgsrettens indrømmelse, men først på det tidspunkt, hvor han påberåbte sig salgsretten.
TfS 1995, 118 LR. Aktietildeling i forbindelse med et påtænkt indlånsarrangement i et pengeinstitut med en bindingsperiode på 3 år blev af Ligningsrådet anset for et salg på tidspunktet, hvor aktierne endeligt og ubetinget måtte anses for tildelt kunden.
Se endvidere TfS 1996, 381 LSR.
I SKM2003.364.ØLR fandt Landsretten i forbindelse med et større aftalekompleks om et selskabs salg af aktier til henholdsvis selskaberne G1 og G2, at der ikke var tale om et kamufleret vederlag for salget af en mindre aktiepost til G2 i form af betalinger i henhold til en managementaftale indgået mellem det sælgende selskab og G1, der ikke var koncernforbundet med G2. Der blev bl.a. lagt vægt på, at managementaftalen var indgået mellem parter med modsatrettede interesser repræsenteret ved advokater og at managementaftalen rent faktist blev forlænget efterfølgende.
I SKM2008.42.SR var et aktiesalg betinget af en godkendelse fra en konkurrencemyndighed. Skatterådet fandt, at salget skattemæssigt var sket på tidspunktet for aftalens indgåelse, idet der alene ansås at foreligge en ubetydelig usikkerhed om aftalens gennemførelse. Det fandtes ikke at ændre herved, at afregning for aktierne eventuelt først ville finde sted på et senere tidspunkt.
►I SKM2008.830.SR udtalte SKAT, at efter de sædvanlige skatteretlige regler anses et aktiesalg for sket på aftaletidspunktet, og ifølge bemærkningerne til § 23, stk. 1, i aktieavancebeskatningsloven (gennemført som lov nr. 1413 af 21. december 2005) er det handelsdatoen, der skal lægges til grund ved fastsættelsen af tidspunktet for køb eller salg af aktier. Valørdatoen er således ikke afgørende. Dette blev tiltrådt af Skatterådet.◄
►I SKM2008.831.SR udtalte SKAT, at efter de sædvanlige skatteretlige regler anses et aktiekøb for sket på aftaletidspunktet. Ved aftaletidspunktet forstås det tidspunkt, hvor der er indgået en endelig aftale om køb af aktierne. En bestilling af aktier eller investeringsforeningsbeviser kan derimod ikke anses som en endelig aftale om køb. Ifølge bemærkningerne til § 23 stk. 1 i aktieavancebeskatningsloven (gennemført som lov nr. 1413 af 21. december 2005) er det handelsdatoen, der skal lægges til grund ved fastsættelsen af tidspunktet for køb eller salg af aktier. Valørdatoen er således ikke afgørende. ◄►Dette blev tiltrådt af Skatterådet.◄