Loftet over ejendomsværdiskatten skal omberegnes i disse tilfælde:

  • Ved nybygning, til- eller ombygning, der kræver byggetilladelse.
  • Ved frasalg, tilkøb og ekspropriation af grundareal.
  • Ved ændret anvendelse af boliger.

Ved om- og tilbygninger foretages der omberegning af loftet i de tilfælde, hvor der siden sidste vurdering er afsluttet en byggesag på ejendommen. Omberegningen medtager kun den del af om- eller tilbygningen, der vedrører selve byggesagen. Øvrige forbedringer og moderniseringer, der måtte være foretaget tidligere eller samtidig, medtages ikke i omberegningen. En modernisering af ejendommens køkken eller badeværelse medfører derfor normalt ikke en omberegning af loftet.

Ved ændret anvendelse af ejendommen, hvor ejeren har boet på ejendommen både før og efter den ændrede anvendelse, får omberegningen af loftet først virkning, når ejendommen overdrages til en ny ejer. Virkningen af omberegningen udskydes med andre ord, hvis en landmand fx frasælger landbrugsjorden, men fortsat bor på ejendommen, eller hvis et areal med en ejerbolig inddrages i byzone.

Læs eventuelt mere i pjecen Ejendomsvurdering.

Er der tale om mere specielle forhold, kan du få hjælp og vejledning hos SKAT via skat.dk/kontakt eller på telefon 72 22 18 18.