Købsmoms af driftsmidler, som en registreret virksomhed har anskaffet til brug i virksomheden, kan fradrages. Betingelsen for fuldt fradrag er også i dette tilfælde, at driftsmidlerne kun bruges i virksomheden, og at de udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er momsfritaget efter momslovens § 13.
Ligesom ved spørgsmålet om fradragsret for moms af anlægsaktiver skal der i hvert enkelt tilfælde ske en konkret vurdering af, om anskaffelsen er nødvendig, sædvanlig eller naturlig for virksomhedens momspligtige virke. Uvedkommende formål kan ikke accepteres, hvis der skal opnås fuld fradragsret for købsmomsen efter § 37. Se også EF-domstolens domme i sag C-97/90, Lennartz, og C-230/94, Renate Enkler, der er omtalt i C.1.4.
Som eksempel på driftsmidler, hvoraf moms kan fradrages, kan nævnes biltelefoner, også selv om de er installeret i en personvogn. Det kræves, at det er godtgjort, at der kun er tale om erhvervsmæssig brug i en momspligtig virksomhed.
Også moms ved køb af køretøjer, f.eks. vare- og lastvogne, knallerter og cykler, kan fratrækkes fuldt ud, forudsat at køretøjerne udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer. Moms ved køb af personvogne, der er indrettet til at transportere højst 9 personer, kan ikke fradrages, uanset om køretøjet bruges helt eller delvist i virksomheden. Se § 42, stk. 1, nr. 7 og J.3.1.7.
►Skatterådet har med sit svar i SKM2008.608.SR præciseret, hvornår der er fuld fradragsret for køretøjet, ved kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder i vare- og lastvogne med tilladt totalvægt på over 3 ton. Der kan således køres ubegrænset mellem skiftende arbejdssteder og virksomhedens faste forretningssted uden at der er knyttet betingelser til formålet med at køre fra det skiftende arbejdssted til det faste forretningssted. Dog må der kun køres lejlighedsvis mellem hjem og virksomhedens faste forretningssted for at supplere køretøjets lager af værktøj, afhentning af arbejdssedler, tegninger eller lignende. Der gælder særlige fradragsregler for vare- og lastvogne med en tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, se nærmere afsnit J.2.4.1.◄
Som eksempler på udgifter til aktiver, der på trods af deres private præg er anset for at vedrøre den momspligtige virksomheds leverancer, kan nævnes udgifter til TV- og videoapparater, som bruges på danske fiskefartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri. Det samme gælder musikinstrumenter, som tilhører virksomheden, og som er købt til brug for et orkester, hvis medlemmer alle er medarbejdere i virksomheden. Denne praksis skal ses i lyset af, at medarbejdernes trivsel påvirker virksomheden og dens omsætning, og at aktiverne bruges på arbejdspladsen og tillige i virksomhedens interesse.
For driftsmidler, som overgår til anden anvendelse, gælder tilsvarende regler som for anlægsaktivers overgang til anden anvendelse, jf. J.1.1.11.