Fritagelsen omfatter varer til oplæggelse i Københavns Frihavn eller levering af varer, der er oplagt i Københavns Frihavn. Fritagelsen opfatter også levering af ydelser, der foretages på de oplagte varer.

Hvis varerne er oplagt eller oplægges på frilager, og varerne er bestemt til udførsel til steder uden for EU, er leveringen af varerne momsfri. Det samme gælder for ydelser, der er direkte knyttet til de oplagte varer. 

Det er kun varer, der skal oplægges, der er omfattet af bestemmelsen. Det betyder, at varer, der leveres med henblik på endeligt forbrug, ikke kan fritages for moms. Det gælder f.eks. varer til kantinesalg.

Registrerede virksomheder, der leverer EU-varer momsfrit til oplæggelse, skal anføre på fakturaen, at varerne er bestemt til momsfri oplæggelse i Københavns Frihavn, hvis der ikke udfyldes en udførselsangivelse. Hvis en faktura ikke foreligger, kan et andet handelsdokument bruges.

Regnskaberne skal opfylde kravene i toldbehandlingsbekendtgørelsen.

Registrerede virksomheder, der foranlediger, at EU-varer fraføres lagret, skal ved fraførslen anføre momsbeløbet efter § 11 a på kontoen for udgående moms, jf. momsbekendtgørelsens § 52, stk. 3. Ved direkte transport fra Frihavnen til andre EU-lande eller til steder uden for EU finder lovens samt toldlovens bestemmelser om EU-leverancer samt om leverancer til steder uden for EU anvendelse.