Afgørelse

Afgørelsen i stikord

EU-domme

T-646/24, MS KLJUČAROVCI, d.o.o.

►Den omstændighed, at varer, der leveres i forbindelse med en trepartstransaktion, ikke fysisk transporteres til den person, for hvilken den efterfølgende levering foretages, men transporteres til denne persons kunde, til hvem personen videresælger varerne, og som er registreret i forhold til merværdiafgift (moms) i den samme medlemsstat som videresælgeren, ikke er til hinder for, at den betingelse, der er fastsat i momssystemdirektivets artikel 141, litra c), kan anses for at være opfyldt.◄

►Den omstændighed, at en erhvervsdrivende, der er omfattet af den forenklingsforanstaltning, som er fastsat for trepartstransaktioner, har kendskab til, at de pågældende varer ikke fysisk transporteres til den person, for hvilken den efterfølgende levering foretages, men til sidstnævntes kunde, som personen videresælger varerne til, og som er momsregistreret i den samme medlemsstat som videresælgeren, ikke har betydning for, om den i momssystemdirektivets artikel 141, litra c), fastsatte betingelse er opfyldt.◄

►Det tilkommer myndighederne og retsinstanserne i den medlemsstat, der har tildelt det momsregistreringsnummer, hvorunder en momspligtig erhverver har foretaget en erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, at nægte denne erhverver adgang til den ordning, som er fastsat i dette direktivs artikel 42 og 141, og til den nedsættelse af afgiftsgrundlaget, der er fastsat i direktivets artikel 41, stk. 2, hvis det godtgøres, at erhververen vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den transaktion, som påberåbes til støtte for anvendelsen af den nævnte ordning, medvirkede til momssvig begået inden for rammerne af en leveringskæde.◄

C-696/20, B

B. er et selskab med hjemsted i Nederlandene, hvis virksomhed er momspligtig i denne medlemsstat. I april 2012, som er den i hovedsagen omhandlede periode, var selskabet ligeledes momsregistreret i Polen.

I denne periode deltog B. i kædetransaktioner vedrørende de samme varer, som var indgået af mindst tre erhvervsdrivende. Varerne blev transporteret direkte fra den første erhvervsdrivende i kæden, der var beliggende i en medlemsstat, til den sidste erhvervsdrivende i denne kæde, der var beliggende i en anden medlemsstat. B. agerede som mellemhandler mellem leverandøren og aftageren.

B. erhvervede nærmere bestemt varer fra selskabet BOP, der havde hjemsted i Polen, med angivelse af sit polske momsregistreringsnummer. Leveringerne fra BOP til B. blev kvalificeret som nationale leveringer, og momssatsen på 23%, der gjaldt for sådanne leveringer, blev anvendt på leveringerne. B. anså derimod sine egne leveringer til sine kunder i andre medlemsstater for leveringer af varer inden for Fællesskabet, der skulle pålægges en momssats på 0% i Polen, hvilket medførte momsrefusion til selskabet.

Ifølge skatte- og afgiftsmyndigheden skulle transporten af de omhandlede varer henføres til leveringen mellem BOP og B, der følgelig havde karakter af en levering af varer inden for Fællesskabet hos BOP, og en erhvervelse af varer inden for Fællesskabet hos B.

EU-Domstolen gav de polske myndigheder medhold i, at momssystemdirektivets artikel 41 finder anvendelse i det tilfælde, hvor den medlemsstat, der som momsregistreringsmedlemsstat henholder sig til denne bestemmelse for at momspålægge en erhvervelse inden for Fællesskabet af varer, er den medlemsstat, hvor transporten af varerne påbegyndes.

Den omstændighed, at B’s kunder har pålagt moms af erhvervelser af varer, der fejlagtigt blev kvalificeret som erhvervelser inden for Fællesskabet i den medlemsstat, hvor transporten af varerne afsluttedes, er uden betydning for vurderingen af, om momsdirektivets artikel 41 finder anvendelse.

Som udgangspunkt fandt EU-Domstolen med andre ord, at de polske myndigheder kunne opkræve erhvervelsesmoms i Polen, selvom transporterne blev påbegyndt i Polen.

Imidlertid ønskede de polske myndigheder over for BOP at behandle leveringerne til B som afgiftsfritagne, hvorfor den af BOP fakturerede moms skulle indbetales til myndighederne som moms, der ikke var skyldig efter loven. Samtidig ville myndighederne ikke ville give B fradragsret for momsen.

Dette forhold gjorde, at EU-Domstolen fandt, at artikel 41, sammenholdt med proportionalitetsprincippet og princippet om afgiftsneutralitet, er til hinder for, at der både opkræves moms hos BOP efter praksis om moms, der ikke er skyldig efter loven, og hos B efter artikel 41.

►Sagen angik, om klagerens køb af en elbil i udlandet skulle anses som køb af et nyt transportmiddel, jf. ML § 11, stk. 6, nr. 1, med den konsekvens, at klageren skulle betale moms af erhvervelsen her i landet.◄

►Landsskatteretten fandt under henvisning til, at bilen var et motordrevet køretøj med en effekt på 140 kW, og at retten til som ejer at råde over dette var overgået fra den tyske forhandler til klageren i henhold til aftalen af 26. januar 2022 og de dertil hørende bilag, hvoraf det fremgik, at bilen var indregistreret første gang i Tyskland den 5. september 2021, at bilen var et nyt transportmiddel, jf. ML § 11, stk. 6, nr. 1, og at klageren som følge heraf skulle betale moms af erhvervelsen her i landet, jf. ML § 11, stk. 1, nr. 2, § 22, stk. 1, § 46, stk. 3, og § 65, stk. 2. ◄