Indhold

Dette afsnit beskriver reglen om beskatning af den selvstændigt erhvervsdrivendes private forbrug af virksomhedens varer og andel af øvrige forbrugsomkostninger. Afsnittet handler også om de overordnede principper for, hvordan man opgør og værdiansætter det private forbrug. Endelig beskrives, hvordan reglen virker skattemæssigt.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Begrundelse for reglen
• Opgørelse af det private forbrug
• ►Privat forbrug af el, olie, gas og vand. Ny praksis samt genoptagelsesstyresignal.◄
• Værdiansættelse af det private forbrug
• Indtægtspost
• Særligt om privat benyttelse af egne varer
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Den selvstændigt erhvervsdrivende skal regne værdien af sit private forbrug af virksomhedens varer og private andel af de øvrige forbrugsomkostninger med til sin skattepligtige indkomst. Se SL § 4 a.

Begrundelse for reglen

Reglen sikrer, at kun de udgifter, som er anvendt til erhvervsmæssige formål - nemlig at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i virksomheden - trækkes fra ved indkomstopgørelsen som erhvervsmæssige driftsomkostninger i det aktuelle indkomstår. Efter SL § 6, stk. 1, litra a, er det kun de udgifter, der er medgået til virksomhedens indtjening (omsætningen), dvs. udgifter til årets vareforbrug, lønninger, og eventuelle produktionsomkostninger, der er fradragsberettigede som driftsomkostninger i indkomståret.

Reglen forudsætter, at den selvstændige har fratrukket alle omkostninger i virksomheden som erhvervsmæssige. Den selvstændige skal derfor opgøre en værdi af de varer og produkter samt den andel af varme, vand, el, olie, naturgas mv., som virksomhedens ejer har brugt til sig selv og sin husstand, altså privat.

Opgørelse af det private forbrug

Opgørelsen af de udtagne varer og den private andel af virksomhedens øvrige forbrugsomkostninger foretages ud fra virksomhedens løbende bogføring. Se bogføringslovens § 1, bekendtgørelse nr. 1295 af 14. november 2018, § 9, stk. 1, (mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder) og bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018, § 4 (mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder).

Hvis den erhvervsdrivende har undladt at registrere sit private udtag af varer fra virksomhedens drift, har Skattestyrelsen ret til at opgøre forbruget efter et konkret skøn, hvor der tages hensyn til størrelsen af den selvstændiges husstand og til, hvilket varesortiment virksomheden har.

Skattestyrelsen tager hensyn til bl.a.:

• Hvor mange personer, der er i den private husstand.
• Hvor mange børn, husstanden består af.
• Hvor mange medhjælpere, der er på kost.

Ved privat udtag af varer fra handelsvirksomhed ser Skattestyrelsen også på:

• Hvilke varer der indgår i virksomhedens normale sortiment.
• Om den erhvervsdrivende har købt varer, der normalt ikke hører til den aktuelle branche.

Skattestyrelsen har en formodningsregel om, at den erhvervsdrivende tager varer ud fra virksomheden til eget forbrug, hvorfor man stiller strenge krav til den erhvervsdrivendes bevis; Skattestyrelsen anerkender derfor som udgangspunkt ikke den erhvervsdrivendes forklaring om, at han eller hun ikke har taget varer ud til eget forbrug, men i stedet fx har købt varerne andetsteds eller har betalt varerne fra egen butik kontant, ligesom andre kunder.

Specielt stilles der strenge krav til beviset, hvis den erhvervsdrivendes selvangivne indkomst ikke levner plads til et passende privatforbrug.

Årsagen til, at Skattestyrelsen går ud fra, at den erhvervsdrivende tager varer ud af egen virksomhed til privat brug, er, at det er både praktisk og økonomisk fordelagtigt. Se i afsnittet om værdiansættelse af det private forbrug.

Samtidig kan den erhvervsdrivende gardere sig imod den strenge bevisbyrde ved enten at opfylde sin pligt til at bogføre sit private udtag løbende eller i det mindste at skabe sig fyldestgørende bevismateriale, som kan imødegå formodningen om det private vareudtag. Har den erhvervsdrivende købt varer udefra, bør den erhvervsdrivende sikre sig bevismateriale i form af fx omhyggeligt udfyldte fakturaer og kontoudskrifter eller anden lige så god dokumentation.

I SKM2004.39.ØLR fandt landsretten det bevist, at en købmand, der var interessent i og drev et supermarked, havde købt varer til fuld pris i forretningen, og SKATs (nu Skattestyrelsen) skønsmæssige forhøjelse faldt derfor bort.

Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på følgende:

• Købmandens og ægtefællens forklaringer.
• At virksomhedens daglige bogføring var i orden.
• At antal posteringer og beløbsstørrelser ifølge kontoudtog fulgte et almindeligt mønster for indkøb af dagligvarer.
• At virksomheden ikke havde haft ansatte, der var ulønnede.
• At virksomheden havde en bruttoavance, som var lidt over middel for branchen.
• At ejerne ifølge en gammel aftale ikke måtte udtage varer fra forretningen til privat forbrug, men skulle betale fuld pris.
• At baggrunden for denne aftale var at stille alle ejere ens, fordi ikke alle ville kunne udnytte den mere fordelagtige ordning om privat udtag.
• At de regnskabsmæssige forklaringer blev afgivet af revisor, som havde arbejdet for virksomheden i mange år, og som derfor antoges at kende virksomheden indgående.

I SKM2003.255.VLR stadfæstes SKATs (nu Skattestyrelsen) skønsmæssige forhøjelse af en erhvervsdrivendes skattepligtige indkomst. Dette var henset til følgende:

• Den erhvervsdrivende ikke løbende havde bogført sit private udtag fra virksomheden.
• SKAT derfor havde haft ret til at ansætte værdien af den erhvervsdrivendes forbrug dels af egne varer, dels af yderligere forbrugsudgifter (telefon, el og vand) efter et skøn.
• SKAT havde udøvet sit skøn korrekt.

►Privat forbrug af el, olie, gas og vand. Ny praksis samt genoptagelsesstyresignal.

På baggrund af SKM2025.472.LSR og SKM2023.296.LSR har Skattestyrelsen ændret praksis for opgørelse af det private forbrug af el, vand, gas og olie.

Der er udstedt et genoptagelsesstyresignal på baggrund af SKM2025.472.LSR. Styresignalet er offentliggjort som SKM2025.640.SKTST.

Praksis er herefter at, hvis den erhvervsdrivende ikke har registreret et privat forbrug af el, vand, varme mv., og det private forbrug heller ikke er sandsynliggjort på betryggende måde, har Skattestyrelsen ret til at opgøre forbruget efter et konkret skøn, hvor der tages hensyn til relevante forhold, herunder størrelsen af den selvstændiges husstand, boligens størrelse mv.

Både ved den erhvervsdrivendes egen opgørelse og ved Skattestyrelsen skønsmæssige ansættelse af den private andel af el, olie, gas eller vand skal der tages hensyn til

• oplysninger om varmepumpers COP-værdi. Dokumentation af en varmepumpes COP-værdi kan fx ske ved anlæggets datablad, anlæggets manual eller ved billede af anlæggets effekt oplyst på anlæggets mærkeplade,
• gældende energimærkning,
• andre relevante oplysninger.

Den erhvervsdrivende skal kunne fremlægge dokumentation for rigtigheden af oplysningerne og for, at de danner grundlag for et mere retvisende skøn end de vejledende mindstesatser.

Fx er tilstedeværelsen af en varmepumpe i sig selv ikke tilstrækkeligt.

Se SKM2025.472.LSR og SKM2023.296.LSR.

SKM2025.472.LSR, der ikke omhandlede skatteansættelsen, var én af fire sambehandlede afgørelser. De øvrige afgørelser er ikke offentliggjort. Sagerne handlede om fordeling af elektricitet mellem virksomhed og bolig, når boligen blev forsynet med varme og varmt vand fra en varmepumpe, og der ikke var foretaget målinger, der kunne vise den faktiske fordeling. De omhandlede boliger var beboet af enten virksomhedens ejer eller af lejere.

Landsskatteretten fandt, at en varmepumpes COP-værdi var relevant i forbindelse med skønsudøvelsen, uagtet om varmepumpen var tilknyttet gyllekøling, mælkekøling, jordvarme, luft-til-vand eller lignende, jf. SKM2001.519.HR.

Tillige skulle et eventuelt energimærke af en given bygning indgå i en sådan skønsudøvelse, jf. SKM2023.296.LSR. Herudover skulle der i skønsudøvelsen indgå andre faktiske forhold, som kunne give et mere retvisende billede af et eventuelt elforbrug i en bygning end de fastsatte vejledende mindstesatser for et gennemsnitligt elforbrug for de påklagede perioder.

Det var virksomhederne, som skulle godtgøre, at det udøvede skøn fra Skattestyrelsens ikke var retvisende.

Afgørelserne vedrørte alene elforbrug til opvarmning og varmt vand, men Skattestyrelsen har udstedt et genoptagelsesstyresignal, SKM2025.640.SKTST, der fastslår, at tilsvarende gælder ved fastlæggelse af et skønsmæssigt forbrug af olie, gas og vand.

Genoptagelse

SKM2025.640.SKTST blev offentliggjort den 14. november 2025. Praksisændringen har virkning fra offentliggørelsen.

Der er på baggrund af praksisændringen adgang til genoptagelse efter SFL §§ 26, 27, 31 og 32.

Ordinær genoptagelse

I henhold til SFL § 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse af indkomstskat, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår, hvis der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Der vil således på baggrund af styresignalet kunne ske genoptagelse af skatteansættelser fra og med indkomståret 2022, hvis der fremsættes anmodning herom senest den 1. maj 2026. Det betyder, at såfremt anmodningen om genoptagelse fx først fremsættes efter den 1. maj 2026, vil fristen for genoptagelse af indkomståret 2022 være udløbet.

Ekstraordinær genoptagelse

Er fristen i SFL § 26, stk. 2, udløbet, kan der i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 7, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse, såfremt hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra et skatteankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

I disse tilfælde kan der ske genoptagelse til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Gældende praksis må anses for underkendt ved Landsskatterettens afgørelse, som vedrører indkomståret 2017.

Reaktionsfrist

I henhold til SFL § 27, stk. 2, kan en ændring af skatteansættelsen kun foretages efter stk. 1, hvis anmodning fra den erhvervsdrivende fremsættes senest 6 måneder efter, at den erhvervsdrivende er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse af fristerne i § 26, stk. 2. 

Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på Skatteforvaltningens hjemmeside, www.SKAT.dk.

Anmodning om genoptagelse

En anmodning om genoptagelse kan indgives til Skattestyrelsen digitalt via skat.dk eller fremsendes som fysisk post til adressen:

Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr.

Følgende personer har pligt til at indgive anmodningen om genoptagelse ved brug af de digitale kanaler, som anvises på skat.dk:

• Fysiske personer, der efter SKL § 11 har pligt til at give oplysninger om skattepligtig indkomst senest 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Dette gælder dog ikke for personer, som er fritaget for digital post, eller som ikke er moms- eller lønsumsafgiftspligtige. Se § 1 og § 3 i bekendtgørelse nr. 1197 af 25. november 2019. Selskaber, foreninger m.v. som er omfattet af pligten til at oplyse digital i henhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 1303 af 14. november 2018. 

Se også

Se også afsnit

• D.A.11.4.3.1 Indkøb der vedrører momspligtig virksomhed og virksomheden uvedkommende formål om genoptagelse af moms.
• E.A.4.6.13.8 Privatforbrug om genoptagelse vedrørende godtgørelse af energiafgifter.◄

Værdiansættelse af det private forbrug

Hvis den erhvervsdrivende har bogført sine private udtag mv. efter reglerne i bogføringsloven, volder værdiansættelsen af privatforbruget normalt ikke de store vanskeligheder, men det skal dog understreges, at forbruget ifølge praksis kun beregnes ud fra indkøbsprisen eller produktionsprisen og dermed uden normal avance.

Hvis den erhvervsdrivende derimod har undladt at bogføre sine private udtag, har Skattestyrelsen ret til at værdiansætte opgørelsen over den erhvervsdrivendes forbrug af egne varer og den private andel af virksomhedens øvrige driftsudgifter efter et konkret skøn. Heller ikke i dette tilfælde skal virksomhedens normale avance medtages i skønnet.

Se LSRM 1970,111 LSR, hvor en planteskoleejer blev anset for indkomstskattepligtig af den skønsmæssige værdi af planter, som han havde taget ud af virksomheden og sat i sin egen villahave i planteskolen. Værdien blev ansat ud fra en konkret skøn, fordi der ikke er fastsat en mindstesats for planter.

Inden for visse områder, fx almindelige forbrugsvarer og øvrige forbrugsudgifter, fastsætter Skattestyrelsen hvert år vejledende mindstesatser som en hjælp til at værdiansætte opgørelsen over den private del.

De vejledende mindstesatser for indkomstårene 2024, 2025 og ►2026◄ fremgår af henholdsvis SKM2023.564.SKTST, SKM2024.585.SKTST  og ►SKM2025.653.SKTST◄.

Se også

Se også afsnit C.C.2.1.4.2 om vejledende mindstesatser til brug for værdiansættelse af forskellige varegrupper.

Indtægtspost

Summen af værdien af det samlede private udtag fra virksomheden og den private andel af virksomhedens øvrige driftsomkostninger er skattepligtig indtægt.

Den selvstændige skal dog ikke indtægtsføre detailprisen på en vare, som han eller hun har udtaget fra sin forretning, men alene indkøbsprisen eller produktionsprisen. Indtægten er B-indkomst for den selvstændige, se PSL § 3, stk. 1, og er arbejdsmarkedsbidragspligtig efter AMBL § 4, stk. 1.

Se også

Se også afsnit C.C.5.2.7.1 om overførsler fra virksomhedsordningen til privatøkonomien, hvis den selvstændige anvender virksomhedsordningen. I så fald indgår værdien af det private udtag i årets resultat og anses for overført til den selvstændige i hæverækkefølgen.

Særligt om privat benyttelse af egne varer

I afsnittet ovenfor blev reglerne om beskatning af den selvstændigt erhvervsdrivendes forbrug af virksomhedens varer og andel af øvrige forbrugsomkostninger beskrevet. I det følgende vil den erhvervsdrivendes private benyttelse af egne varer blive omtalt.

Regel

Den selvstændigt erhvervsdrivende skal regne værdien af benyttelsen til privat brug af egne varer (fx briller, smykker, fotoapparater, møbler, tøj), der er beregnet til salg i egen virksomhed, med til sin skattepligtige indkomst. Se SL § 4 a.

Hvis virksomhedsordningen anvendes, skal værdien af den private benyttelse tillægges virksomhedens indkomst, og samme værdi anses for overført.

Værdiansættelse

Værdiansættelsen af den private benyttelse foretages efter et skøn, hvor der bl.a. kan henses til, hvad det vil koste at leje en tilsvarende genstand på det almindelige marked.

Selv om varen ikke taber i værdi i forbindelse med den erhvervsdrivendes private brug, betyder det ikke i sig selv, at den pågældende ikke skal beskattes af værdien.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2004.39.ØLR	Et flertal i landsretten fandt, at en købmand (supermarked) havde løftet sin bevisbyrde for ikke at have udtaget dagligvarer fra sin virksomhed til privat brug uden samtidig at have betalt for dem ligesom almindelige kunder. Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at et kontoudtog i antal posteringer og beløbsstørrelser udviste et almindeligt mønster for indkøb af dagligvarer, og at der ifølge virksomhedens revisor eksisterede en aftale mellem ejerne om, at ingen måtte udtage varer til privat brug, men skulle betale fuld pris, fordi ikke alle ejere ville kunne benytte sig af denne mulighed. Ydermere bekræftede revisoren, at virksomhedens daglige bogføring var i orden, at der ikke havde været ulønnede ansatte, samt at virksomheden havde en bruttoavance, som var lidt over middel for branchen.
SKM2003.255.VLR	Landsretten stadfæstede skattemyndighedens forhøjelse af skattepligtig indkomst svarende til værdien af privat udtag i form af bl.a. varer, telefon, el og vand. Retten begrundede sin afgørelse med, at den erhvervsdrivende (ejer af en campingplads) ikke løbende havde bogført sine udtag til eget forbrug, og at skattemyndigheden havde udøvet sit skøn korrekt.
Landsskatteretskendelser og -afgørelser
►SKM2025.472.LSR◄	►Sagen angik fordelingen af elforbrug til opvarmning mellem virksomhed og privat bolig, når opvarmningen skete med en varmepumpe.◄	►Bemærk Afgørelsen vedrørte ikke skat - men var en af 4 afgørelser, hvoraf kun denne er offentliggjort. Skattestyrelsen har på baggrund af afgørelsen ændret praksis vedrørende værdiansættelse af private andele af el, olie, gas og vand. Se afsnit C.C.2.1.4.1 Der er udstedt et genoptagelsesstyresignal,  SKM2025.640.SKTST. Styresignalet er offentliggjort 14. november 2025, og reaktionsfristen er 6 mdr. Om moms se afsnit D.A.11.4.3.1. Om afgifter se afsnit E.A.4.6.13.8.◄
SKM2023.296.LSR	Sagen angik, om klagerens private andel af el til varme og varmt vand ved udnyttelse af overskudsvarme fra mælkekølingsanlæg via varmepumpe/genvinding i et tilfælde, hvor der ikke var foretaget måling heraf, skulle fastsættes til de vejledende mindstesatser fastsat i SKATs meddelelse offentliggjort som SKM2017.680.SKAT. Landsskatteretten fandt, at klagerens private andel af el til varme og varmt vand skønsmæssigt skulle fastsættes med udgangspunkt i et lovpligtigt energimærke, idet energimærket konkret var udtryk for et mere korrekt skøn over varmeforbruget end mindstesatserne fastsat af SKAT i SKM2017.680.SKAT. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
SKM2005.362.LSR	Personer, der var ikke-rygere, skulle holdes uden for opgørelsen og dermed ikke indgå i grundlaget for beskatning af fri tobak. Det forhold, at virksomheden solgte tobak, bevirkede ikke i sig selv, at ikke-rygere blev beskattet af fri tobak.
LSRM 1970, 111 LSR	En planteskoleejer blev anset for indkomstskattepligtig af den skønsmæssige værdi af de roser og stedsegrønne planter, han havde udtaget fra planteskolen og sat i sin egen villahave i planteskolen. Gartnerens forklaring om, at planterne fungerede som demonstrationsmateriale, varelager og reklame for planteskolen, påvirkede ikke afgørelsen.