I KL § 47 findes bestemmelserne om, hvorledes krav, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, anmeldes i boet. RIM beholder sin fulde anmeldelsesret i situationer, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, selv om en medskyldner har indbetalt afdrag i følgende tilfælde:

  1. Hvis medskyldner har ret til at søge det betalte tilbage fra skyldner.
  2. Hvis der er tale om dividende fra en medskyldners konkursbo, akkordbo, gældssaneringsbo eller insolvente dødsbo.
  3. Afdraget er modtaget fra en medskyldner senere end 3 måneder før fristdagen.

Det solidariske skyldforhold kan opstå over for SKAT, når skyldner deltager i et interessentskab, eller der foreligger et kautionsforhold over for SKAT. Kautionsforhold kan fx være etableret, hvor en eneanpartsindehaver over for RIM har afgivet en selvskyldnerkaution for sit anpartsselskabs gæld på skatter og afgifter. Selvskyldnerkaution kan også foreligge i forbindelse med sikkerhed stillet efter OPKL § 11, lov om registreringsafgift af motorkøretøjer eller sikkerhed stillet som følge af forsendelse under suspensionsordningen i henhold til de harmoniserede punktafgiftslove.

Hvis SKAT er selskabskreditor i et interessentskab, der er gået konkurs og har opnået delvis dækning for sit krav under konkursbehandlingen af interessentskabets bo, vil RIM alene kunne anmelde restfordringen i de enkelte interessenters konkursboer, jf. UfR 1935, 767 HD, om et kommanditselskab.

Er der kun kautioneret for en del af fordringen (delkaution), bør der foretages 2 anmeldelser i boet, nemlig både for den del, hvor der er en solidarisk hæftelse, og for den del, som kun angår skyldnerens andel.