GenereltTolden opkræves normalt med de satser, der er anført i Toldtariffen. Toldsatserne kan imidlertid suspenderes helt eller delvist i følgende tilfælde:
  • Når der er tale om råvarer, halvfabrikater eller komponenter, som ikke er til rådighed i EU, eller kun er til rådighed i utilstrækkelige mængder, jfr. Rådets forordning nr. 1255/96 (autonom toldsuspension).
  • Når der er tale om dele, komponenter og andre varer, der er ledsaget af en luftdygtighedsattest, når delene m.v. skal indarbejdes eller anvendes i civile fly, jfr. Rådets forordning nr. 1147/02.
  • Når der er tale om dele, komponenter og andre varer, der skal indarbejdes eller anvendes i luftfartøjer, samt stationært flyvetræningsudstyr til civilt brug, jfr. Rådets forordninger nr. 3050/95 og 1146/02 samt afsnit II, punkt B, i bestemmelserne til Toldtariffen.
  • Når der er tale om våben og forsvarsmateriel, der indføres af de militære myndigheder, jfr. Rådets forordning nr. 150/03.
  • Når varerne er omfattet af afsnit II, litra A, i bestemmelserne til Toldtariffen, dvs. varer til indbygning i søgående skibe eller bestemt til udstyr eller udrustning af sådanne fartøjer samt varer bestemt til indbygning i bore- eller produktionsplatforme, inkl. rør, slanger, kabler og forbindelsesdele til brug ved forbindelse af bore- og produktionsplatforme med fastlandet.
  • Når det i øvrigt er i Fællesskabets interesse autonomt at suspendere tolden for specifikke produkter. Tolden er således blevet suspenderet indtil den 31. december 2008 for monitorer med en skærmdiagonal på 48,5 cm eller mindre iflg. Rådets forordning nr. 301/2007.

OmfangSuspension af den tarifmæssige told indebærer normalt, at den tarifmæssige toldsats erstattes af en 0-sats. For nogle få varer omfattet af den autonome toldsuspensionsordning er der dog fastsat en delvis suspension med en nedsat toldsats.

 BevillingNormalt kræves der ikke bevilling for at benytte en toldsuspensionsordning. Det gælder dog ikke, hvis der er betingelser om, at varerne skal benyttes til et særligt formål (end-use), se afsnit A.11. For så vidt angår varer bestemt til indbygning m.v. i skibe eller boreplatforme kræves der således en end-use bevilling. Det samme gælder for toldsuspensioner for dele m.v. til indbygning eller anvendelse i luftfartøjer, men derimod ikke for sådanne varer, når de er ledsaget af en luftdygtighedsattest. I nogle tilfælde er der også knyttet en betingelse om end-use bevilling til toldlempelsen for varer omfattet af en autonom toldsuspensionsordning.

Særlige TARIC-numre Varer omfattet af en autonom toldsuspensionsordning får tildelt deres eget 10-cifrede nummer i TARIC. I den trykte udgave af Toldtariffen vil der imidlertid være anført den normale tarifmæssige toldsats i satskolonnen ud for det pågældende positionsnummer. Der vil dog i bilagskolonnen være anført et "S", der indikerer, at varen er omfattet af en toldsuspension, og at suspensionssatsen (normalt 0) kan findes i edb-tariffen eller i TARIC-databasen. For dele m.v. til indbygning i civile fly er der også fastsat særlige varekoder, og der er ud for de pågældende positionsnumre i Toldtariffen anført suspensionstoldsatsen 0 med en fodnote om, at der kræves end-use bevilling.

For flydele omfattet af forordning nr. 1147/02, dvs. varer ledsaget af en luftdygtighedsattest, gælder suspensionen derimod i princippet for alle varer fra kapitel 25 til 97 (uden bevilling). 

Heller ikke for varer til indbygning m.v. i søgående skibe eller boreplatforme er der fastsat særlige suspensionsvarekoder, og det samme gælder for våben og materiel, der indføres af de militære myndigheder, jfr. afsnit A.9.3.