En undtagelse fra hovedreglen i lovens § 23 gælder for levering af varer, der er omfattet af lovens § 34, stk. 1, nr. 1-4. Det drejer sig om levering af følgende varer, som er fritaget for moms:
  • Levering af varer, der af virksomheden eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land, når erhververen er registreret for merværdiafgift i et andet EU-land. Fritagelsen omfatter dog ikke levering af varer, der momsberigtiges efter reglerne i kapitel 17.
  • Levering af nye transportmidler, der af sælgeren eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til erhververen i et andet EU-land.
  • Levering af punktafgiftspligtige varer, der af virksomheden eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land, når der skal betales punktafgift af varen i modtagerlandet og forsendelsen sker i overensstemmelse med reglerne for handel med punktafgiftspligtige varer. Ved punktafgiftspligtige varer forstås de varer, der er omfattet af EU's fælles regler om punktafgiftspligtige varer. Fritagelsen omfatter dog ikke levering af varer, der momsberigtiges efter reglerne i kapitel 17.
  • Overførsel af varer i overensstemmelse med EU's regler herom til brug for virksomheden i et andet EU-land. Fritagelsen omfatter dog ikke levering af varer, der momsberigtiges efter reglerne i kapitel 17.
 
De nævnte leverancer udgør en momspligtig erhvervelse i et andet EU-land. Leveringstidspunktet for disse leverancer er først den 15. i den måned, der følger efter den måned, i hvilken leveringen finder sted.
 
Undtagelsen gælder kun, hvis fakturaen ikke er udstedt i perioden mellem leveringen og den 15. i måneden efter. Er fakturaen udstedt inden denne dato, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunktet.
 
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med momspligtens indtræden for erhvervelser i de øvrige EU-lande.