Lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere og for disse i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter har erhvervsmæssig befordring, der vedrører flere af disse arbejdsgivere på en gang, kan ligesom selvstændige m.fl. fradrage udgifter til denne befordring, jf. LL § 9 B, stk. 3.      
Baggrunden herfor skal søges i at lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere på én gang, og hvis befordring samtidig vedrører flere af disse arbejdsgivere, kan have vanskeligheder med at få udbetalt skattefri godtgørelse.      
Betingelserne for at foretage fradraget er, 1) at lønmodtageren har mindst to arbejdsgivere, 2) at befordringen foretages for mindst to arbejdsgivere på en gang, og 3) at lønmodtagerens arbejde består i kundeopsøgende aktiviteter. Der er således i bestemmelsen opstillet snævre betingelser for foretagelsen af fradraget, og bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse hermed.    
Om betingelse 1, se landsskatteretskendelserne gengivet i TfS 1997, 564 samt TfS 1998, 191.        
Der vil typisk være tale om befordring, der foregår efter et fast mønster, men hvor der konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser. At den pågældende befordring vedrører flere arbejdsgivere betyder, at den strækning, der køres, i overvejende grad falder således, at befordringen, hvis den blev udført for hver arbejdsgiver for sig, fx på to forskellige dage, ville være sammenfaldende.     
Kundeopsøgende aktiviteter består typisk i at køre ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produkterne har karakter af varer eller tjenesteydelser. Den kundeopsøgende aktivitet skal have en vis fast karakter over året.     
Betingelserne for at foretage fradrag kan eksempelvis være opfyldt for handelsrejsende, der virker for afsætning af varer for flere arbejdsgivere. Som et andet eksempel kan nævnes assurandører, der er ansat i flere selskaber og tegner forsikringer for disse selskaber. Hvorvidt der foreligger ansættelsesforhold i flere selskaber, må afgøres ud fra en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde.     
Da det er en forudsætning, at den samlede befordring vedrører flere (mindst to) arbejdsgivere på en gang, kan der ikke foretages fradrag for udgifter til befordring i forbindelse med fx et fast dagjob og et bijob om aftenen. Sådan befordring kan i stedet fradrages efter reglerne i LL § 9 C.     
Fradrag for udgifter til befordring efter LL § 9 B, stk. 3, kan ikke kombineres med modtagelse af skattefri godtgørelser, jf. LL § 9 B, stk. 3, 2. pkt. Dette gælder i relation til såvel den enkelte befordring som til årets samlede befordring. Fradrag kan således kun foretages, såfremt samtlige godtgørelser, der modtages i årets løb, indtægtsføres.          
Forudsætningen for at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring er som for selvstændige m.fl., at de almindelige betingelser i LL § 9 B er opfyldt, jf. A.F.3.2.     
Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Ligningsrådets sats. Fradraget efter LL § 9 B, stk. 3, foretages i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 9.    
Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger ►4.100 kr.◄, jf. LL § 9, stk. 1, gælder ikke fradrag for befordring omfattet af LL § 9 B, stk. 3, jf. § 9, stk. 2.