Dato for udgivelse
20 dec 2005 13:44
Gyldig til
1. januar 2012
Til
Oliebranchen
Sagsnummer
05-017534
Resumé
Godtgørelse af kvælstofafgift for kvælstofholdige stoffer, der indsprøjtes i lastbilers udstødningssystem mellem motoren og SCR-katalysatoren.

Lempelse af kvælstofafgiften - lastbilers miljø-filtre

Folketinget har den 16. december 2005 vedtaget L 81 om ændring af forskellige miljø- og energiafgiftslove. (afgiftslempelser på fjernvarme mv. som led i udmøntning af finanslovsaftalen 2006, afgiftslempelser på kvælstof i lastbilers miljø-filtre og mikrokraftvarme samt justeringer af forbrugsregistrering mv.)

De skærpede miljøkrav til bilers udledning kommer fra EU. Fra 1. oktober 2006 skal lastbiler opfylde Euro4-normen ved registrering. Euro4 indeholder skærpede krav af udstødningsnormerne for partikler og kvælstofoxider (NOx).

EU-lovgivningen om de skærpede miljøkrav til bilers udledning findes i Kommissionens direktiv 2001/27/EF af 10. april 2001 om tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 88/77/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstænding til fremdrift af motorkøretøjer og emission af forurenende luftarter fra køretøjsmotorer med styret tænding, som benytter naturgas eller autogas (LPG) som brændstof.

EU-reglerne omfatter grænseværdier, mens valg af teknologi er overladt til fabrikanterne. Når SCR-løsningen anvendes, tunes motoren til lavt partikeludslip. Herved øges NOx-udslippet, som herefter reduceres ved hjælp af en SCR-katalysator. SCR-teknologien forudsætter, at der indsprøjtes kvælstofholdige stoffer (UREA) i udstødningssystemet mellem motoren og SCR-katalysatoren, hvor NOx omdannes til vand og frit kvælstof.

For hver tank motorbrændstof skal der påfyldes ca. 50 liter UREA. Afgiften udgør 5 kr. pr. kg kvælstof.

Loven giver mulighed for, at olieselskaber kan blive registereret som oplagshaver efter kvælstofafgiftsloven med de rettigheder og pligter denne registrering indebærer. Som oplagshaver har olieselskaberne ret til at få de kvælstofholdige produkter leveret uden afgift. Det er olieselskaberne, der står for opgørelsen og afregningen af afgiften til SKAT.

Ved registreringen skal olieselskabet benytte registreringsanmeldelsen blanket nr. 24.037. Blanketten kan fås udleveret ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Blanketten findes endvidere på www.webreg.dk.

Olieselskaberne skal sælge de kvælstofholdige produkter med afgift til vognmændene, der via et godtgørelsessystem kan få afgiften tilbagebetalt hos SKAT. Kvælstofafgiften godtgøres fuldt ud, når kvælstoffet anvendes i lastbilers miljø-filtre eller miljø-filtre i andre biler, der er underlagt kravene i Euronorm 4 og 5.

Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Mere information

Hvis du har brug for flere oplysninger om ændringerne, er du velkommen til at ringe til SKAT på tlf. 72 22 18 18 eller sende en e-mail via SKATs kontaktside.

Nyhedsbrevet findes på SKATs hjemmeside, www.skat.dk under Virksomhed - Nyheder. Du kan få tilsendt nyhedsbrevet ved at kontakte SKAT.

De gældende regler fremgår af SKATs Punktafgiftsvejledning. Vejledningen kan ses på www.skat.dk - under Rådgiver - Juridiske Vejledninger.

Med venlig hilsen

SKAT

 

 

 

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen